Jeg er faktisk i tvivl, om der i det hele taget bliver sat pris på det jeg gør. Her til morgen bad jeg ham om at stå op, så han lige kunne give en hjælpende hånd, men det gjorde han ikke. Så strammede jeg tonen, og sagde, at han ikke bare kunne ligge og sove og forvente, at jeg skulle gøre alt. Hans svar var, at jeg skulle holde min kæft og at han ikke orkede at høre på mig! Og at han jo også lige skulle have en chance for at vænne sig til at stå tidligt op om morgenen igen, så nu måtte jeg lige slappe af. Hvortil mit svar var, at når man er hjemme så er man på og hjælper hinanden sådan er det. Jeg blev simpelthen så ked af det.

Derudover bor vi desværre langt fra mine forældre, som begge går hjemme og derfor ofte har tilbudt at hjælpe mig. Men det er jo begrænset, hvor meget de kan hjælpe, når afstanden er så stor. Når de så kommer på besøg enten for at hjælpe med haven eller bare for at vi kan være sammen og hygge, så har jeg flere gange fået at vide af min mand, at det jo er mine gæster, så derfor er det vel også naturligt, at jeg laver det hele. Oftest er min mand også i vildt dårligt humør når de kommer, og jeg føler mig altid som en lus mellem to negle, for jeg vil jo gerne have det bedste ud af den tid vi har sammen, men bliver altid nødt til at finde på en undskyldning over for mine forældre, hvorfor han nu igen er i dårligt humør og som oftest siger jeg, at det er fordi han er træt.

Min mand opfører sig altid sådan over for min familie, og jeg kan jo tydeligt mærke på dem, at de godt ved han er irriteret over, at de kommer på besøg, og det gør mig virkelig ked af det. Vi har været sammen i snart 12 år nu, så han vidste jo hvad han gik ind til, nemlig en familie med et stærkt sammenhold, men det har han jo ikke været vant til, så det er svært for ham at forstå.

Jeg skal altid redegøre for alt og forsvare alt og alle over for ham - og jeg er mildest talt træt af det! Jeg overvejer kraftigt, at det måske er bedst, at vi går hver til sit, for jeg er ikke sat på denne jord for at opvarte ham og rydde op efter ham hele tiden eller forsvare hans altid dårlige humør over for min familie. Jeg tror faktisk jeg bliver et gladere menneske uden ham. Og jeg ved, at jeg sagtens kan klare at være alene-mor, for han har arbejdet på sjælland fra februar til og med maj, hvor han kun har været hjemme i weekenden, mens jeg har arbejdet fuld tid.

Men spørgsmålet er hvordan jeg får det sagt til ham, for jeg ved allerede nu, at han vil gøre alt for at få børnene, og dem vil jeg for alt i verden ikke miste til ham, han gider jo knap nok engagere sig med dem derhjemme. Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker dem, men han sætter altid sine egne behov først inden han hjælper børnene.

Kære Annette, hvordan gør jeg det her?

De bedste hilsner

H

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære H!

STOP STOP STOP! Du har allerede en plan, og du har allerede lagt den første sten til den vej, du vil gå. Du ved allerede, hvordan det hele skal køres, for nu skal du bare være dig selv og kun have ansvar for dig selv og DINE handlinger. Men jeg må skuffe dig: Det er noget, du tror, du ved! Du er øjensynligt slet ikke klar over, hvad du er ved at sætte i gang. Hvis du synes, det har været svært, og der har været mange skuffelser gennem de sidste mange år, så er det INTET at regne mod det, du er ved at kaste dig selv ud i.

Og hvad værre er: Hvis du er på vej mod en træls skilsmisse, så er jeg bange for, at du selv er årsagen til, at den bliver træls. For lige nu handler du i affekt. Du trænger åbenlyst til, at der kommer friske øjne på sagen, inden du gør noget, som du TROR er velovervejet.

Kære H! Nu skal du lytte rigtig godt efter: Du kan vælge mellem 2-3 år i et sandt helvede. Et helvede som vil påvirke din børn resten af livet, for jeres skilsmisse bliver ikke en af de nemme. Eller du kan vælge 2-3 år, hvor du kæmper. Ikke den kamp, du har været vant til, men en helt anden, og det er den, jeg vil lægge op til her.

Helt kort, så ligner jeres ægteskab de fleste andre: Der er godt fyldt op med pligter – arbejde, to små børn, masser af praktik. Du er hjemmets primus motor og synes ikke, manden laver nok. Det er også en klassiker. Selv hjemme hos mig! Men sandheden er jo mere nuanceret.

At din mand ikke gider stå op og siger 'hold kæft' til dig, er naturligvis ansvarsløst og barnagtigt. Omvendt har jeg jo simpelthen så svært ved at få øje på din egen kærlighede til din mand. Hvor er den blevet af? Du konkluderer, at han hele tiden har vidst, hvad han gik ind til (en stærk familie). Hvad med dig selv? Vidste du ikke, hvad du gik ind til? I har været sammen i 12 år, og så sent som for 10 mdr siden blev I forældre for anden gang!! Hvis den var gal allerede da I besluttede at få barn nr. 2, så ligger en meget stor del af ansvaret for misèren på dine skuldre.

Men da nu dine eksempler er så klassiske, så tør jeg godt konkludere lidt mere: Du er en stærk kvinde, der godt kan lide at have fart på. Fart på karrieren, fart på livet derhjemme. Ikke noget med lang barsel. Der skal være styr på sagerne – det kender jeg også godt! Så er der to små børn – den mindste bruger stadig ble, og måske er søvnen ikke altid lige optimal. Og her bliver vi testet. Vi har ikke lagt plads ind til fejl og mangler. Der er ikke tid til, at noget eller nogen arbejder imod maskineriet. Det ved din mand godt. Det er lige præcis derfor han modarbejder dig.

Han er godt i gang med at provokere dig. Hans eneste lille sejr består i, at du lader dig provokere. I virkeligheden er det slet ikke sådan et liv, han ønsker sig. For han føler sig ekskluderet. I hjemmet er det DINE regler, der gælder. Der skal se ud på en bestemt måde. Måske skal børnene se ud på en bestemt måde (far giver dem tøj på, der ikke passer sammen?). Du er primus motor, siger du selv. Men måske er du mere hersker i hjemmet.

Jeg opdagede for nogle år siden, at min mand og jeg havde forskellig opfattelse af, hvad der er rent eller ikke. Det var mine regler, der talte mest. Syntes jeg. Da jeg fik øje på det, så begyndte jeg også at synes, det var meget mere fair, at det var mig, der gjorde rent. Til gengæld satte vi os ned og talte om, hvordan vi kunne få nogle fælles regler for f.eks. oprydning, så alle mand kunne være i det.

Du skal delagtiggøre din mand meget mere. Jeg tror, du er slem til at udstede ordrer. I hvert fald er det sådan, han opfatter det. Hvornår har du sidst adlydt hans ordrer? Når han siger 'hold kæft', så adlyder du. Endelig! Men han siger det, fordi han allerede føler sig overflødig og dermed afmægtig. Hvad skal du overhovedet bruge ham til, når du så rigeligt viser, at han hele tiden er i vejen og hele tiden gør det forkerte?

Jeg tror ikke, du har tænkt det sådan. Jeg tror heller ikke, du har ment det sådan. Men sagen er, at sådan har han opfattet det. Han er lukket ude af dit samfund. Og det inkluderer også din familie. Måske tror han, du fortæller om hans fejl og mangler til din familie. Det gør jo ondt. Din familie har han som sådan ikke noget imod, men de er repræsentanter for dig og alt det, du står for. Og den klub er han jo ikke med i. Det har du vist ham flere gange.

Når han lader sine egne planer komme i første række, så er det, fordi det er den sidste bastion for ham. Det er det sidste, der er hans. Hans planer. Hans tid! Og hvis du mener noget andet, så siger han 'hold kæft'. For hvad skal han ellers stille op? Han ved jo godt, at han fejler. Inderst inde. Han er når alt kommer til alt et ordentligt menneske. Ellers havde du heller ikke holdt sammen med ham så længe og fået to børn med ham. Vel?

Hvis jeg skal være rigtig hård ved dig, så er det netop det, du skal til nu: At holde kæft! Jeg mener det egentlig kærligt. Du skal være stille og lytte med dine ører til, hvad han siger. Ikke lytte med dine følelser, for de stritter så meget imod ham, at han slet ikke får adgang til dig.

Du ønsker at gå, og i givet fald vil han føle, at du er gået, uden at du nogensinde gav ham en chance for at bryde gennem lydmuren. Hvor er din omsorg for ham? Hvor er din kærlighed til ham? Han er far til dine børn, og han elsker dem. Han vil gerne 'jer' men ikke hvis det skal være på dine præmisser og udelukkende på dine præmisser.

Hvis du vil noget godt for dine børn, så tager du en dyb indånding og forsøger at finde vejen ind til hans hjerte igen. Vis dig som hustru. Ikke som praktiske gris. Brug gerne professionel hjælp. Enten dig alene eller jer som par. Jeg ved godt, du stritter imod nu, men gør dig selv den tjeneste at se det med andre briller.

Hvis du går nu, så bliver alting grimt, grumt og ondt. For dén kamp ønsker han ikke at tabe. Lad det ikke komme dertil. Find tilbage til kærligheden. Det er ikke bare min bøn til dig men mit oprigtige ønske for dig. Det tager tid, men der er faktisk et lys for enden, og resultatet for dig og dine børn vil være så meget bedre.

Gode hilsener fra Annette


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.