Min dejlige kone og jeg har et rigtigt godt sexliv. Jeg har kendt hende godt 5 år og hun fortalte mig fra starten, at hun ikke kunne få orgasme. Det synes jeg er øv… I tillæg kommer jeg altid lidt for hurtigt. Vi er begge i slutningen af fyrrerne. Hvad kan vi gøre?

Håber at høre fra dig.

Mvh.

Erik

Har du et spørgsmål til sexologen? Skriv til Hanne på sexogsamliv@bt.dk.

Kære Erik.

Det kommer muligvis bag på dig, men manglende orgasme hos kvinden eller en mand med for hurtig udløsning, har typisk bund i den samme problematik – vanskeligheder ved at åbne helt op.

En del mænd med for hurtig udløsning bilder sig ind, at de bare kommer så hurtigt, fordi det er så fantastisk dejligt og ophidsende. I virkeligheden får mænd med for hurtig udløsning en rigtig dårlig udløsning, som dårligt kan kaldes en orgasme men føles, lidt populært sagt, som et nys i den anden ende. Det er manden jo selvklart ikke klar over, når han ikke har prøvet andet men skal problemet løses, er det vigtigt, at han tager kampen op for sin egen skyld og kun sekundært for sin partners skyld.

I og med, at din kone aldrig har fået orgasme, handler hendes manglende orgasme ikke om, at du har et problem med for hurtig udløsning. Men i skal hver især begynde at øve Jer, i første omgang i enerum. Din kone skal prøve at lære sit underliv nærmere at kende. Hvordan føles det bedst at røre ved sig selv? Skal det være lige på klitoris eller ved siden af? Er det mere ophidsende at bruge en dildo samtidig? Føles berøringer bedst, når hun ligger på ryggen, eller skal det være liggende på maven osv. Ofte er vejen til orgasme også kortere, hvis man samtidig udstøder lyde, som kan hjælpe med til, at vejret bliver trukket ordentligt ned i maven. Man behøver ikke at lyde som en pornofilm, men den hæmning, der kan ligge i ikke at turde bruge sin stemme i seksuel sammenhæng hænger nøje sammen med en manglende orgasme eller en meget, lille orgasme.

Du skal gå i gang med en såkaldt stop-start træning, hvor du, når du onanerer, først og fremmest skal lade være med at have seksuelle billeder kørende i hovedet men derimod fokusere helt og totalt på, hvad du mærker i dit lem og sørge for at trække vejret ordentligt ned i maven. Når du kæler for dig selv, skal du prøve at være meget opmærksom på, hvad du mærker, så du, når du kan mærke, at du er lige ved at komme, klemmer hårdt om lemmet lige under glans. Det gør ikke ondt men stopper orgasmerefleksen. Når lemmet 'er faldet lidt til ro', begynder du igen at onanere og stopper på præcis samme måde som før. Først tredje gang må du give slip og få en udløsning. Du vil uden tvivl allerede nu opleve, at det var en bedre udløsning, end du er vant til. Når du er helt skrap til stop-start, går du videre til at bruge glidecreme, som gør det lidt sværere. Når du også kan det, kan I forsøge Jer med samleje, hvor din kone sidder øverst, hvor du stadig skal lave stop-start, hvilket så betyder, at din kone skal stoppe samlejebevægelserne og evt. trække sig ud. Denne samlejestilling er den nemmeste, når man skal have kontrol over sin udløsning og missionærstillingen den sværeste.

Mine anvisninger her vil I også kunne finde bøger, og det kan ikke udelukkes, at I hver især også har nogle følelsesmæssige blokeringer, hvor I kan få brug for at arbejde med det hos en psykolog med sexologi som speciale.

Men god arbejdslyst.

Hanne