Hej Annette.

Jeg er 56 år og har 5 voksne piger, samt 10 børnebørn. Jeg har i 14 år boet alene, først med 3 børn (de to store var flyttet ) og de sidste 10 år alene med et barn. Vi har fra starten af haft det godt, selvom pengene var små. Pigernes far er og var alkoholiker, så vi fik et fristed, hvor der var ro og glæder. Jeg skal gøre opmærksom på, at jeg aldrig har haft mænd i mit hjem. Folk har da sagt til mig, at jeg skulle passe på ikke at blive ensom. Jeg skulle tænke på at den sidste pige også en dag ville flytte, og det ved jeg da godt, men jeg har aldrig taget sorgerne på forskud.

Jeg har de senere år haft en kæreste, der er 57 år og far til 2 og har 2 børnebørn. Han solgte sit firma i 2000 efter en rygoperation. Dengang flyttede han med sin samlever til samme by, som jeg bor i på en af Danmarks små øer, så det bliver noget med at hilse og vinke både til ham og hende, når de er kommet i min butik, og mere har der ikke været i det. Men i 2010 ringer han på min dør, og vil gerne have mit telefonnummer. Han er gået fra sin samlever og vil sejle fra øen, men vil gerne bevare kontakten pr. sms, og det ser jeg ikke som noget problem.

Vi sms’er, og ringer sammen, og det ender med at han fortæller mig at han i 10 år har været glad for mig, men pga. hans børn ville han ikke gå fra konen. Han siger, han aldrig har elsket hende, men hun var en erstatning for noget han havde mistet som ung, og det ender jo med at jeg bliver rigtig glad for ham. Jeg må dog også fortælle ham at jeg har lagt mine egne planer, indtil min datter er færdig med sin uddannelse og er flyttet. Det er i orden, han tænker at de år de går jo hurtigt - tiden fløj jo også af sted, og alle vores børn, og børnebørn har sagt go for det fra starten. Den eneste, der har været noget med, er hans kone, og hun har jo kæmpet sin egen kamp, for at trække hans børnebørn væk fra ham, og det er han da ked af.

I september fik vi ring på, og han elsker mig, men hans sygdom er nu blusset op igen, især smerterne i hans ben er slemme, og når de kommer, er han næsten ikke til at holde ud, og han mener jeg ikke har forståelse nok for det. Det har jeg, men jeg har det også sådan, at man skal kunne overvinde en smerte.

For ca. 3 uger siden blev det så helt tosset med hans ben. For 4 år siden var han hos en Zoneterapeut, og hende havde han så taget kontakt med igen, altså uden jeg vidste noget om det. Jeg ville gerne have, han kom over til mig, men det var han hele tiden for dårlig til. Til sidst spørger jeg ham, om han er ved at løbe træt i det hele med mig og så hylede han jo, han elskede mig, og jeg var det bedste der nogen sinde var sket for ham. Men, han kunne ikke vente på mig mere, og det på trods af, at han har skrevet de dejligste mail om, hvor godt vi skal have det, når jeg flytter op til ham i den by, der ligger ca. 30 km herfra.

Han siger, han er ensom, og han savner mig, når jeg tager fra ham eller når han kører fra mig. Han har heller ikke den kontakt med sine børn, som han gerne vil have, så det ene øjeblik vil han sælge sit hus, og flytte over til dem på en nærliggende ø, og det næste øjeblik ved han ikke hvad han vil. Han mener vi skal holde en time out.

I Mandags ville jeg så overraske ham med rundstykker, og tager bussen op til ham. Jeg når lige inden for døren, da han tager i mod mig og lægger armen om mig og fortæller at han har en gæst. Hun skal massere hans ben, og de sidder midt i formiddagskaffen. Jeg bliver ked af det, og han bliver jo ked af at jeg så hun var der, og jeg skulle have taget det helt anderledes.

Jeg går i haven og han beder hende om at køre. Jeg er derude hvor jeg intet tror på hvad han siger, men har fået en forklaring: Han kunne ikke betale hende med penge, men de kunne hjælpe hinanden ved at lave en lokumsaftale hvor hun låner hans bil, når hun skal til noget kræft behandling i Odense.

Nu vil han holde den timeout, så han kan finde sig selv, og han ved, han har lovet mig en hel masse. Han er da ked af det og siger, at der ikke er noget med damen, og jeg tænker hvis han havde været forelsket i hende, hvorfor fik han så ikke fat i hende da han gik fra sin kone.

Vi aftalte han kom med de ting jeg havde hos ham torsdag, og han var en stor undskyldning og græd og sagde, han elskede mig, men kunne ikke vente mere. Han ville gerne, at jeg holdt hans halskæde, og han holdt min. Vores ringe skulle heller ikke tages af endnu, og han ville ikke sige noget til hans børn, eller hans gamle mor, ej heller hans søster.

Han ville kontakte mig senere og høre hvordan jeg havde det, og han ville ikke være uvenner med mig. Jeg tænker har jeg bare været en døgnflue for ham og ødelagt 2 år af mit liv, for nu at sidde og være så ked af det. Han har mange bekendte, og ja de fleste er kvinder, men jeg har aldrig set det som noget problem, og havde han da for fanden bare sagt det til mig, for han siger så at jeg må da også kunne forstå at han aldrig ville begynde at komme sammen med en, der er så syg, og at der jo er flere der kører for hende. Fint nok, men vær ærlig.

Kære Annette, fortæl mig hvad der er op og ned i dette. Jeg er parat til at gå gennem ild og vand, men jeg vil altså ikke være til grin. Jeg har prøvet at tage alt det gode og det sjove og tænke på alle de dejlige ting vi har oplevet sammen. Skal alt det smides væk, fordi jeg ikke vil flytte nu? Hjælp mig.

Hilsen en ulykkelig kvinde


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære ulykkelige kvinde!

Det er saftsuseme også svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Men måske er det slet ikke så svært at finde en løsning, som du tror.

Når jeg kigger på jer to udefra, så ser jeg to mennesker, der har slået en masse knuder på sig selv. Du har meget sympatisk valgt at holde fokus på dine piger og deres opvækst, og du har klaret det flot, når man tænker på, at du har været gift med en alkoholiker. Jeg tror, at du i de år er kommet meget på afstand af dit eget følelsesliv – herunder sexliv. Du er kommet ud af trit med, hvordan en mand tænker. Jeg tror måske, du har et lidt romantiseret indtryk af, hvordan et kærlighedsforhold skal være.

Ham din kæreste virker heller ikke som en, der hviler ret godt i sig selv. Han er tryghedsnarkoman og fungerer tydeligvis ikke godt med at være alene. Jeg synes, det er meget illoyalt af ham at sige, at han aldrig har elsket hende, han har fået børn med. Enten har han været en idiot, eller også har han fuldkommen glemt at tage ansvar for sig selv. Hvis hans eks har lidt svært ved at tage ham seriøst, så forstår jeg det ærligt talt godt. Men han kan jo have sine grunde til at være et svagt menneske.

Det ændrer dog ikke ved min opfattelse af, at han virkelig er glad for dig. Jeg forstår så ikke hele miseren med hende massøren. Handler det virkelig bare om, at han skulle have fortalt dig, at han havde lavet en lokumsaftale med en kvinde? Jeg tror, du er jaloux, og jeg mener, at det er helt ubegrundet. Jeg synes ikke, der er en eneste indikation på, at han har noget sammen med den massør. Hvis du alene er sur over, at han ikke har fortalt dig, at han går til massage, så må du pakke den følelse sammen. Han har ingen pligt til at meddele dig, hvad han får af behandlinger. I bor ikke sammen, og han er et voksent menneske. Jeg tror, du ser spøgelser, og jeg tror, du er godt i gang med at skræmme ham langt væk med din jalousi og mistanke.

I har begge to en fortid, og I har begge to en masse lig i lasten. I har begge en fasttømret ide om, hvordan et parforhold skal være, og I er begge stædige. Hvis enderne skal mødes, så er I to nødt til at sætte jer ned og tale meget mere åbent med hinanden om ønsker og forventninger. I lyder som to mennesker, der ikke kender hinandens bagsider. I lyder som to mennesker, der går rundt med en masse frygt og en masse ”hvad hvis nu?”

Det virker jo helt rimeligt, at du vil blive boende i dit eget hjem og ikke tage chancer, så længe du har en hjemmeboende datter. Jeg synes også, det lyder rimeligt, at han tager en timeout. Han har brug for at få lidt luft, tror jeg. Men jeg synes, det er vigtigt, at han bliver bevidst om, at du er åben overfor mulighederne i fremtiden, hvis han skulle finde på at beslutte sig for at blive på øen.

Du har ikke spildt to år, for du har forhåbentlig haft to dejlige år med masser af kærlighed, og uanset hvor dette drama ender, så skal du se det som en lære. Du har jo lært nu, at kærligheden har flere ansigter. Man kan ikke gå rundt og være konstant lykkelig. Der er op- og nedture, og hver nedtur skal gøre dig stærkere og klogere. Brug hans timeout til at finde ud af dig selv og din kærlighed til ham. Men lad være med at lukke af for nye bekendtskaber.

Pas på dig selv. Kram fra Annette