Hej Annette,
Jeg er for næsten et år siden kommet ud af et 11 år langt forhold. Manden som jeg gik fra, har jeg børn med. Jeg er 29 år og begyndte at se en mand der er 21 år ældre end mig selv for fire måneder siden. Vi blev enige om, at vi bare skulle ses engang imellem, da jeg slet ikke er klar til et forhold.
Vi har tilbragt meget tid sammen når jeg ikke har haft mine børn, og har været ude og rejse sammen et par gange. Efter vi havde været ude og rejse første gang, fik han kolde fødder og sagde til mig, at han godt kunne se mig som hans kæreste, men ikke med mine børn med i billedet. Jeg meldte ud, at jeg ikke kunne se ham mere, da jeg følte at jeg godt kunne gå hen og blive rigtig glad for ham.
Det skulle egentlig være stoppet der, men han blev ved med at skrive beskeder til mig, hvor jeg bad ham om at stoppe. Jeg var efterfølgende så dum at kontakte ham efter en bytur, og vi begyndte igen. Han fortalte mig, at han var forelsket i mig og jeg var også meget forelsket i ham.
Men så begyndte det at gå op for mig, at han nok så andre, selvom vi havde aftalt at det var eksklusivt. Han vendte altid sin telefon nedad, så man ikke kunne se displayet og havde den altid på lydløs. Vores kommunikation ændrede sig drastisk. Vi gik fra at skrive meget sammen, til næsten ingenting. Jeg følte at der var noget galt og gjorde det jeg ikke skulle have gjort, nemlig at kigge i hans telefon, hvor jeg fandt beskeder fra tre forskellige kvinder. Det var meget tydeligt, at der foregik noget seksuelt imellem ham og dem. Mit spørgsmål er nu, hvad jeg skal gøre med den viden? Jeg har ikke konfronteret ham med det endnu, men synes måske at de andre fortjener at høre sandheden om ham.
Håber du kan hjælpe mig med et godt råd.
Mange hilsner, den fortvivlede
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære fortvivlede!
Jeg har ofte på denne side argumenteret for, at kærlighed ingen alder har, og stor aldersforskel behøver ikke være nogen hindring, men ind imellem er forelskelse ikke nok til at binde to mennesker sammen. Jeg tror i jeres tilfælde, at I befinder jer to meget forskellige steder i livet. Dit mandlige bekendtskab er 50 og uden at kende hans baggrund, så lyder det som om, han trænger til at nyde friheden. Det kan man måske ikke fortænke ham i. Man kan så synes, at han burde melde klart ud, men jeg tror, du skal opfatte hans tilbageholdenhed som en pæn afvisning.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at du gerne vil føle kærligheden til en mand igen, men det skal du nok få lejlighed til. Jeg tror ikke, det er nogen dårlig ide at geare lidt ned. Du risikerer at denne ulykkelige kærlighed kommer til at tære på den energi, som du skal bruge på dine børn, for hvem skilsmissen stadig er ny. Det er ingen bebrejdelse af dig. Nu har du fundet ud af, at kærlighed sagtens kan opstå igen. Nyd den lære og så put dit ældre bekendtskab på hylden. Det vil for resten også gøre dig meget mere interessant.
Han vil nok savne dig, for du har jo stået villigt til rådighed, når han har haft brug for dig, men slip ham fri. Fortæl ham at du fornemmer, at han ikke er klar til at binde sig, og at det er OK med dig, men at du omvendt har brug for en, der er parat til at forpligte sig til at indgå i en familiesammenhæng. Anklager får du alligevel ikke noget ud af.
Jeg håber, du har styrke til at bryde kontakten en gang til.
Annette