Kære Annette

Jeg er en moden kvinde på 51 år. Regnskabsansvarlig/Bogholder i det daglige virke. Patentlig med mig selv og mit arbejde. Jeg er ordens menneske og jeg elsker mine to store drenge højt og har sørget for at de har fået en god uddannelse, som er mit udgangspunkt for et godt arbejdsliv i fremtiden.

Jeg er gældfri og værdsætter trygheden i livet ved at have en god økonomi. Jeg har aldrig været gift, men har to forhold bag mig, hvor jeg har fået et barn i hvert forhold. Drengene har et tæt forhold til hinanden og det har været af stor betydning, at børnenes fædre og ny koner kunne være i stue sammen, så jeg har et udmærket forhold til eks og deres koner. Jeg har været alene i to perioder i mit liv, den ene gang 8 år og anden gang 5 år, så jeg er stærk og super selvstændig.

For 3 år siden mødte jeg min kæreste. Han var ikke afklaret og havde en del uro i sig. Som menneske kender jeg til behov for ro, tryghed og harmoni. Det gav os nogle udfordringer, at han ikke var færdig med hans tidligere liv og han var ikke ærlig overfor mig. Min kæreste boede i en kammerats lejlighed, fordi han ikke havde sit eget sted. Min søster begår selvmord og jeg føler en støtte i at have min kæreste i nærheden – så kæresten 'flytter ind' men ikke på papiret. Han har stadigvæk adresse hos kammeraten. Så bliver kæresten arbejdsløs og han har en stor gæld, som han aldrig bliver færdig med. Nu skal jeg være hans støtte, for han har intet – ikke engang en håndklæde at tørre sig i!

Pludselig har vi fået fælles økonomi. Han kører i min bil og nyder godt af min økonomiske situation.

Der er bare det ved det – at jeg ikke synes, at han fortjener det. Nok fordi han sårede mig så ufattelig meget. Han har efterfølgende fået arbejde og tjener da penge og er ikke afhængig af A-kassen. Jeg har dog stadig mere ud af det end han. Han gør ALT – og det er virkelig ALT, for at vise mig, at han er ked af, at han var så dum i starten og ikke kunne være ærlig. Han vil kun være hos mig, for jeg er hans redning, som han udtrykker det!

Men jeg ved ikke, hvor jeg er...

Jeg har brug for et råd?!

Kærligst 


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære kvinde!

Hvis du læser det andet brev, som jeg har valgt at fremhæve i denne uge så vil du se, at du ikke er den eneste, for hvem økonomisk tryghed betyder meget. Det er også det, du fremhæver i begyndelsen. Nu har du fået en rodebunke (læs: en mand) ind i dit liv, som gør, at du mister dit overblik. Du kommer til at måle jer mod hinanden på pengepungen. Nogen vil sikkert mene, at det er et ucharmerende træk, men pengene betyder virkelig noget, hvis man selv har været pinligt ordensmenneske på den konto. Og det har du. Så jeg forstår dig godt.

Hvis vi nu barberer den økonomiske del væk – vi leger, at han ikke skyldte penge og ikke brugte din bil – hvad er der så tilbage?

Nu læser jeg lige dit brev for tredje gang, og ved du hvad: Jeg kan ikke få øje på et eneste kærlighedsord. Han var en støtte for dig, skriver du. Det var dejligt, og det gør ham til en rigtig god ven. Han gør ALT for at vise, at han var ked af det, han gjorde i starten, fortsætter du. Hvorfor er det så ikke nok til, at du kan tilgive ham? Du beskriver dig selv som hans redning…dvs du er hans ven i nøden.

Når jeg tager fat i disse sætninger, så er det, fordi det er det nærmeste, vi kommer kærlighed i dit brev. Men den kærlighed, du beskriver, er kærligheden til en ven. Og du ønsker jo en kæreste. Det vil sige, at kærligheden skal være mere passioneret. Den skal være så passioneret, at du er nødt til at tilgive ham hans dumhed i begyndelsen (tilgive betyder aldrig mere at nævne det). Den skal være så passioneret, at du synes, han har fortjent at låne din bil, fordi du ved, han gør alt for at returnere den enorme gestus, du viser ham. Den skal være så passioneret, at du kan blive i stand til at se bort fra, at han har nogle fejl og bl.a. tjener mindre end dig samt skylder en masse penge.

Jeg ved, hvad jeg taler om, for sådan var mit og min mands forhold, da vi mødtes for snart 15 år siden. Økonomien fik vi sidenhen styr på, og kærligheden og passionen forblev uanfægtet.

Det jeg forsøger at sige til dig er: Måske I slet ikke skal være kærester. Du skal i hvert fald overveje, hvad det er, der holder jer sammen. Hvis de ting, du nævner, vejer så tungt, så er der måske grund til at overveje, om du elsker ham som kæreste, eller om I bare er blevet hinandens støttepædagog.

Der ligger ingen bebrejdelser i det. Jeg beder dig blot overveje, om I måske mere skal være venner. Læs også mit svar til den anden pige i denne uge. Der kunne være nogle fif, du måske kunne bruge, hvis det viser sig, at jeg har taget helt fejl af jeres passion.

Bedste hilsener fra Annette