Hej Hanne, Jeg ved ikke, hvor ofte du får spørgsmål fra fyre på min alder, men ja har tænkt en del over det her. Jeg er 23, og har en kæreste på 20. Vi har været sammen i lidt over tre år nu og siden august, har hun været i udlandet for at undervise, og kommer hjem her i midten af februar.
Har du et spørgsmål til sexologen? Skriv til sexogsamliv@bt.dk. Husk at der er anonymitet i brevkassen.
Vi har haft en del op og nedture, mens hun har været væk - hovedsageligt fordi vi er meget uenige om, hvor meget vi bør kommunikere. Jeg vil gerne høre meget fra hende, og hun har ikke rigtig tid og har ikke helt samme behov. Jeg har nemt ved at blive jaloux.Når det var lige lidt info om vores situation nu - så lige lidt baggrunds viden. Jeg havde en kæreste, da jeg gik på efterskole og næsten tre år frem der fra. Hun var den første, jeg havde sex med. Da vi gik fra hinanden, var jeg sammen med fire andre piger. Nogle veninder, som jeg hyggede mig lidt med, ikke mere end det. Da jeg var sammen med min eks., drømte jeg nogle gange om at hun turde lidt mere i sengen, men hun var meget genert, og det var mest, når vi var fulde, det blev lidt vildere. Det nagede mig lidt, da jeg ikke kunne forstå, at hun ikke kunne give sig hen til mig, når hun ikke var fuld. Men ja, overordnet set savnede jeg nok en lidt mere 'vild' kæreste på det område.
Så fandt jeg en ny kæreste. Hun havde ikke været sammen med nogle før mig, og var meget tilbageholdende med det, da hun har oplevet nogle trælse ting med nogle andre fyre, der er gået over hendes grænser. Vi var i seng sammen første gang efter ca. tre måneder, og det var dejligt. Nogle gange får hun det dårligt med det, og følte sig ulækker, men så lå vi lidt i hinandens arme og så gik det over.
Min nuværende kæreste er lidt mere 'vild' i sengen, og vi gør det nogen gange lidt mere end, hvad jeg gjorde med min tidligere kæreste. Hun forkæler mig også med frækt undertøj og andre frække sæt og sådan. Mens hun har været af sted, har hun mødt nogle andre veninder, som åbenbart er noget mere vilde med sex, end de andre veninder hun har. Det har betydet, at hun er begyndt at fokusere endnu mere på sexdelen. Vi har skrevet lidt frække ting sammen og sådan, og længes efter hinanden. Jeg har også besøgt hende, hvor vi havde noget godt sex. Nu fortalte hun mig så i går, at hun har købt en dildo, og at hun havde leget lidt med sig selv. Hun sagde dog, at det ikke rigtig havde fungeret for hende, men at hun troede det blev bedre, når vi legede sammen med den. Jeg kan sagtens se det frække i det, og jeg har jo også længtes efter en pige, der var lidt mere 'vild' i sengen, men hvorfor har jeg så svært ved at give mig hen og bare nyde det? Jeg kan godt nogle gange få det lidt underligt med det. Det er ikke fordi, jeg ikke synes, det er frækt eller fedt, at hun har udviklet sig, men hvorfor skal jeg så have det sådan? Jeg tror måske også, jeg er lidt bange for, at dildoen kan udkonkurrere mig - hvis den er bedre eller sådan noget.
Med venlig hilsen
Mads
Kære Mads
For at starte fra en ende, så er det helt normalt og træls, at den, som bliver tilbage i Danmark med sit sædvanlige arbejdsliv, venner og uden de store eksotiske oplevelser i langt højere grad gerne vil have kontakt end den, som er ude på det vilde vover og dagligt har nye spændende oplevelser og møder nye interessante mennesker. Du bliver nødt til at lade være med at presse på og i stedet lave en aftale om kontakt på hendes præmisser, sådan da, hvor det også nogen dage kun er muligt for hende at sende en sms. Du må IKKE gå ind og vurdere, hvad hun har tid til eller ej - en pligtopringning er ikke sjov for nogen af parterne.
Du bliver nødt til at sørge for, at dit liv her i Danmark indeholder måske flere oplevelser end normalt, så du også har noget at glæde dig over og kan fortælle din kæreste om.
Mht. den famøse dildo. Det kan godt være, at du har ønsket dig en seksuelt meget frigjort kvinde omen alligevel har du af flere omgange dannet par med mere generte kvinder. Det kunne jo godt tænkes, når du graver lidt i dig selv, at du også har været bange for ikke at kunne leve op til en alt for fremmelig kvinde?
Men nu er hun der altså, og jeg kan da kun se hendes køb af en dildo som, at hun savner sex med en mand, fordi du ikke er der. Hun har endda også meldt ud, at hun tror, at det kunne være lidt mere interessant at bruge den sammen med dig.
Det man kan sige om en dildo er, at den med sikkerhed ikke kommer for hurtigt. Er det et problem for dig, skulle du måske prøve at få løst det problem? Herudover vibrerer en dildo en hel del hurtigere end en mandehånd kan præstere. Nogen kvinder, men langt fra alle, kan få orgasme ved at stimulere klitoris med en vibrator, I de tilfælde anbefaler jeg altid, at de første har lært at få orgasme ved hjælp af egne eller hans fingre. Hvis man først er blevet ”afhængig” af vibratoren, kan det være svært at gå tilbage til almindelig håndstimulering.
Hvis der ellers ikke er problemer, er jeg overbevist om, at du ikke vil blive udkonkurreret af dildoen. Det er måske den, hun bruger, når hun onanerer - og det er jo en privatsag, hvordan man gerne vil onanere. Når I er sammen, kan det være et pirrende supplement, hvor du eksempelvis har mulighed for i højere grad at iagttage hende, måske bundet fast med en badekåbesnor, når du 'ordner' hende med dildoen.
Glæd dig til du ser hende igen.
Mange hilsner
Hanne
brev_tag_hanne