Har ud et spørgsmål til sexologen? Skriv anonymt til sexogsamliv@bt.dk.
Da min kæreste en dag spørger mig: ’Hvordan ser de perfekte bryster ud?’ Slynger jeg uden at tænke mig om, ud: ’Altså, de er ikke meget større end dine’. BUM! Fra det sekund af, har hun været plaget af mindreværd, og hun har mistet tilliden til mig.
Jeg er en person, som har afsindigt svært ved at sige ting, som jeg mener kan såre mennesker. Det er ligesom, at jeg ubevidst lyver, for ikke at såre dem. Og det har været et kæmpe problem for mig i mit nuværende forhold, da jeg af den grund hele tiden kommer til at ændre de ting, jeg siger, og hun finder ud af, at jeg lyver. Lige nu bliver der kun værre og værre, fordi jeg er endt med at fortælle hele sandheden til - tror jeg. Jeg bliver i tvivl om, hvordan jeg egentlig har det, og har svært ved at finde ud af det, når jeg skal tænke over det, og derfor får jeg hele tiden følelsen af at ville ændre det, jeg har sagt, hvis hun bliver ked af det. Jeg prøver at sige til hende, at jeg elsker hendes bryster, som de er, at jeg elsker at røre dem og se på dem, fordi de tænder mig rigtig meget. Men jeg har desværre også sagt forfærdelige ting til hende som, at jeg synes de se okay ud, og at de ikke er noget jeg tænker wow over. Jeg føler mig som det værste menneske i verden, når jeg har såret hende så meget og kan slet ikke have det inden i mig selv. Men samtidig vil jeg ikke lyve for hende mere og siger sandheden i håb om, at hun kommer til at stole på mig. Men sandheden gør det kun værre.
Hun har fuldstændig mistet lysten til at have sex med mig, og kan ikke gå i bad med mig eller lade mig røre ved hendes bryster. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, for at hun skal få det godt igen. Jeg ønsker kun at gøre hende lykkelig, og det piner mig inderlig meget, at jeg har såret hende så meget. Jeg føler, at jeg har ødelagt hende fuldstændigt ved at sige de ting til hende.
Problemet har stået på i snart et år, og jeg er på bar bund... Det gør så ondt indeni at se, hvor meget jeg har såret hende.
Hvad gør jeg?
Mvh. S.
Kære S
Det gør indtryk at få et brev fra en, som har det så dårligt med sig selv men ingen tvivl om, at du har skidt i nælderne. Jeg forstår jeg ikke helt, at du har gjort det gentagne gange, når du er så bange for at såre andre mennesker?
Hvis ikke vi alle brugte hvide løgne i vores kommunikation, ville vi have haft både 3. og 4. verdenskrig, en markant stigning i antallet af skilsmisser og slagsmål på arbejdspladser og ikke mindst brud mellem venner. Der er ikke nogen grund til i alle tilfælde at sige den fulde sandhed. Hvis du eksempelvis spurgte din kæreste, om hun syntes, at dit lem var for lille, ønskede du kun at høre den fulde sandhed, hvis hun sagde, at der var rigeligt med centimeter. Og manden, som var sikker på, at den var rigeligt stor ville slet ikke spørge. På samme vis spurgte din kæreste i virkeligheden om du var tilfreds og tiltrukket af hendes bryster. Med det store og til en vis grad sygelige fokus, der er på store bryster med det resultat, at mange kvinder med almindelige, pæne bryster bruger tusindvis af kroner på at få dem gjort større, er det klart, at størrelsen optager flere særligt unge kvinder. Derfor stillede hun dig et rigtig, rigtig vigtigt spørgsmål, hvor du ikke opfattede det indirekte spørgsmål – er du tilfreds med mig, som jeg er.
Jeg synes, det lyder, som om du er ved at knække sammen og jeg tror, at du måske får viklet dig ind i alt for mange selvmodsigelser, fordi du ikke er så god til at læse andre mennesker og pludselig slet ikke tør sige sandheden om noget som helst. Så du spiser eksempelvis den brændte sauce med alle tegn på ubehag og siger, at den smager dejligt.
Der skal også være plads til visse sandheder i et forhold og særligt, hvis det kan føre til en forbedring. En gammel historie er ægteparret, som købte krydderboller hver søndag. Han kunne bedst lide den øverste, så den gav han altid til sin kone for at være sød. Hun kunne bedst lide underbollen, så den gav hun til sin mand. Der går 25 år, før de finder ud af, at de af lutter misforstået hensyn havde spist den bolle, som de havde mindst lyst til. Sandheden, i nogle tilfælde med modifikationer, kan bidrage til, at den anden ikke går og skumler og ikke fatter, hvorfor kæresten ikke forstår den uudtalte melding. Du roder for meget. Du vasker dig for lidt. Du er omklamrende eller lignende. En ordentlig veninde vil eksempelvis også fortælle bedsteveninden, at hun har mascara ned af kinden eller en bussemand hængende.
Men hvad gør du? Når I alligevel har været sammen så længe, efter du dummede dig, i en så ung alder, tænker jeg, at der må være meget positivt i Jeres forhold også. Men I er også kørt fast i en grad, hvor jeg tror, der er brug fro en udenforstående til at tale med Jer. Måske kender i en klog ven, som I har tillid til, som vil kunne støtte Jer i også at holde fast i, hvorfor I har kærlighed til hinanden så din kæreste måske kan få lagt sin sårethed på hylden. Det er jo også sådan, at det jo langt fra er alle mænd, som er mest optaget af bryster. Statistisk er der faktisk langt flere mænd, som går op i deres udkårnes bagdel.
En anden ting er så, at du virker så forvirret omkring, hvem du egentlig er, at du måske skulle kontakte en ungdomspsykologisk rådgivning.
De bedste ønsker her fra
Hanne