Kære Annette!

Først og fremmest tak for en rigtig god brevkasse med seriøse og brugbare svar.

Jeg håber du har tid og lyst til at læse og besvare mit brev, for mit problem overskygger alt godt i mit liv og ødelægger mere og mere mit ellers så fantastiske forhold.

Jeg er en kvinde midt i 30´erne, som umiddelbart har det hele: dejlige børn, en skøn kæreste, en fornuftig økonomi, fast arbejde mv., men absolut ingen sexlyst! Sex er spændende og dejligt det første halve år, når jeg er nyforelsket, men så snart forelskelsen har lagt sig, så får jeg mindre og mindre lyst til sex, og det ender altid med en følelse af afsky overfor al fysisk/seksuel kontakt. Alle mine forhold er gået i stykker pga. dette problem.

Jeg har længe været klar over mit problem, og har derfor i de sidste 10 år været ved psykolog, sexolog, hypnoseterapi, rosenterapi, prøvet yoga, vaginal akupressur og diverse andre behandlingsformer, men lige lidt hjælper det.

Jeg har kendt min nuværende kæreste i 2 år, og jeg elsker ham utrolig højt, men vi kan ikke snakke om sex - jeg væmmes, når han fortæller, hvad han har lyst til at gøre ved mig. Når han rører ved mig lukker mine ben automatisk sammen og hele min krop skriger  'NEJ'. Jeg tvinger mig selv til at have sex 1-2 gange om ugen, for at gøre ham glad, men det er kun sex, ingen berøring og forspil, og det frustrerer ham at mærke, at jeg nærmest ikke er til stede, men bare skal ha det overstået. Da vi var nyforelskede var der ingen grænser for, hvor lystig og sensuel jeg var og følte mig.

Jeg har aldrig været udsat for seksuelle overgreb, selvom det lyder sådan, men jeg har nok lavet overgreb på mig selv. Jeg er vokset op i et meget kristent miljø, hvor man ikke talte om sex. Det lå bare i luften, at man ikke havde sex før ægteskabet, og jeg opfattede det at have sex, som noget 'grimt'. Det blev puttet ned i 'forbudt-kassen' sammen med alkohol, rygning, bandeord og andre udskejelser.

Jeg følte mig aldrig 'god nok', så da jeg blev 17-18 år og begyndte at gå i byen, stod den på rigeligt med alkohol og cigaretter. Jeg fik pludselig opmærksomhed for mit ydre, og jeg begyndte at bruge sex som et middel til at få bekræftelse og føle mig accepteret. Jeg fik aldrig noget fysisk ud af at have sex. Jeg kendte ikke min krop og havde ingen lyst til at lære den at kende. De fyre jeg var sammen med, følte heller ikke noget behov for at udforske min krop, så sex blev ren psykisk bekræftelse og havde intet med kærlighed og nydelse at gøre. Jeg fik min første orgasme (ved egen hjælp), da jeg var 24 år. Indtil da havde jeg aldrig rørt ved mig selv.

Jeg havde faste forhold, men jeg forbandt stadigvæk ikke sex med kærlighed. Sex var noget, man havde for at få kærlighed og opmærksomhed, ikke noget man delte, fordi man elskede hinanden. Når først kærligheden var der, var der ingen grund til at have sex. Jeg fik jo heller ikke noget fysisk ud af det.

Den forbindelse til sex har ligget i min krop i alle disse år, og jeg kan ikke slippe af med den. Jeg har en dejlig, lækker og forstående kæreste, som har et normalt og naturligt forhold til sex og kærlighed. Han elsker mig og vil gerne nyde mig på alle tænkelige måder, og jeg ville ønske, at jeg kunne give ham lov. Jeg har endevendt min problemstilling i de sidste 10 år, og jeg ved nøjagtigt hvad der sker, når jeg indgår i et forhold, og det frustrerer mig, at jeg ikke kan ændre på det. Jeg har gjort op med alle spøgelserne fra fortiden og min opvækst/forældre. Min intelligens siger mig, at sex er helt naturligt og noget, som man skal nyde med den man elsker, men jeg kan ikke overbevise min krop om, at det er ok. Jeg føler afsky, væmmelse og kvalme, og jeg føler mig billig. Jeg husker, hvordan det føltes, da vi var nyforelskede, og jeg vil give alt for at få den følelse tilbage i kroppen.

Jeg er villig til at prøve hvad som helst for at ændre situationen, men jeg ved snart ikke, hvilken form for terapi, jeg skal prøve. Det er en jungle at finde rundt i, og jeg har efterhånden prøvet så meget, som ikke hjalp, så jeg er tæt på at give op. Jeg tænker tit, at jeg måske bare skulle være alene, men jeg elsker min kæreste og har ikke lyst til at give slip på vores forhold. Jeg har ikke lyst til at leve resten af mit liv med korte intense forhold på ½ år. Jeg savner nærheden, dybden og lidenskaben, og jeg ved, at jeg kan få det med min kæreste, hvis bare jeg får lysten tilbage i kroppen, men hvem kan hjælpe mig?

På forhånd tak.

Den frustrerede


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.



Hej frustrerede!

Hvor er det ærgerligt for dig. Og synd. Og selvfølgelig skal du have hjælp. Jeg kan godt blive bange for, at min hjælp er utilstrækkelig, for jeg er ikke læge. Og jeg mener faktisk, du skal have fat i en professionel. Sexolog. Eller måske en psykoterapeut. Jeg ved jo ikke, hvilke muligheder, du har afprøvet, men jeg tror, det er vigtigt for dig, at det på den ene side ikke bliver for flippet/langhåret – her tænker jeg på orgasmekurser og tantra-massage og den slags. Fordi jeg fornemmer, at du har svært ved at tage det alvorligt. Samtidig må det ikke blive for klinisk, for så bliver det upersonligt. Du har ret i, at det er en jungle, men hvis jeg skal anbefale dig nogen bestemt type terapeut, så er du velkommen til at skrive til mig igen.

For mit vedkommende kan jeg bedst råde dig til at lytte til din kæreste. Det er så vigtigt, at det er ham, der får åbnet dig. Jeg tror, det er blevet en tvangstanke hos dig efterhånden...sådan lidt a la: 'åh nej, nu skal vi til det!' Og så bliver du bange. Mest for dig selv. Den slags bliver selvforstærkende i den sidste ende, og det er jo det, du oplever nu.

Jeg tror, du skal åbnes i små bidder og hele tiden vejledes, roses og beroliges af din kæreste. Hvis han nyder at smage på dig, så find ud af, hvordan han må smage på dig. Vi har alle sammen forskellige grænser for, hvad vi finder rart eller ej. Gå stille og roligt til værks. Du skal ikke ligge under ham som en død kludedukke, når I har sex. Det er ikke rart for nogen af jer. Lad ham stille og roligt anvise, hvordan du skal bevæge dig, og bagefter skal du fortælle ham, hvordan DU gerne vil have det. Det er en balancegang, og det kan tage lang lang tid. Men jeg tror, du er nødt til at gøre vold på dine egne tanker undervejs.

Jeg tænker også, om du har prøvet at bruge legetøj på dig selv. Hvis du nu tvang dig selv til at gøre det, så kunne det være, du opdagede noget nyt ved din seksualitet.

Du forbinder sex med forelskelse, og det tror jeg såmænd slet ikke er så usædvanligt. I det hele taget er jeg bange for, at du gør dig selv mere unormal, end du i virkeligheden er. Og jeg tror, det er din egen dom over dig selv, som er med til at spærre vejen for dig. Jeg har ofte i denne brevkasse opfordret folk til at bruge tilgivelse. Og det vil jeg også forsøgsvis gøre med dig. Du skal have sagt til dig selv, at du er god nok og slet ikke mærkelig. Når du føler som du gør, så siger du til den følelse: hej hej, der var du så igen! Anerkend din egen følelse. Først da, tror jeg, du kan få bugt med den.

Som sagt…jeg er ikke sikker på, jeg helt kan hjælpe dig, men jeg vil gerne hjælpe dig hen til den rigtige. Det er bare at sige til.

Hilsen fra Annette