Kvinde, 39 år, gift og mor til 3 drenge.

Kærligheden mellem manden og mig er meget begrænset, vi er vist mere bare venner efter 18 års ægteskab. Sex er totalt ikke-eksisterende efter den ældste søns undfangelse. Hvorfor bliver både jeg og han så i forholdet…? Nok fordi vi netop er glade for hinanden, men på det platoniske plan, og han har sin golf og jeg har – noget andet. Vi har desuden en vennekreds og en familie, som vi har det fantastisk med, og som vi vil have svært ved at undvære. Men er det nok…? Desuden ville det gøre drengene rigtig kede af det – og hverdagen fungerer jo også okay.

Eller dvs. det gør den så ikke pt for mig…. Jeg har haft en elsker til og fra gennem længere tid. Han elsker (eller har elsket) mig grænseløst vil gerne have mig på hel tid, men jeg har ikke kunnet finde ud af, om han nu også var den rigtige – han irriterede mig tit grænseløst og jeg syntes af og til, at han var direkte pinlig i noget af det, han fortalte, han havde gjort eller sagt til andre. Desuden fandt jeg ud af, at han rejste på ferie med en ekskæreste, mens vi var sammen, og påstod, at det var en kammerat han var af sted med.

Han har netdatet med andre osv. og HVER ENESTE GANG lovet, at han nok skulle være ærlig næste gang, men han indrømmede først, når jeg havde håndfaste beviser. Men jeg var jo heller ikke fri og kunne ikke bebrejde ham… Vi har været til og fra hinanden, men nu har han sat mig stolen for døren, for han vil videre og vil ikke leve alene længere. Fair nok, selvom det gør virkelig ondt på mig, og jeg måske nok synes, at det er et tarveligt tidspunkt, eftersom jeg er blevet fyret fra mit job og desuden skal igennem et længere sygdomsforløb.

Vi har mødtes flere gange alligevel, og snakket frem og tilbage, og jeg har seriøst overvejet at rejse fra mand og børn, og han siger, at han stadig elsker mig, men at han ikke vil vente på mig længere. Jeg syntes dog, at han begyndte at ændre sig, og jeg spurgte MANGE gange, om han allerede havde fundet en ny, for så ville jeg trække følehornene til mig, men det benægtede han hver gang. Sidst vi mødtes, spurgte jeg, om han var blevet glad for en bestemt kvinde, som er startet på hans fitnesshold, og det indrømmede han så, men han sagde/siger også, at han altid vil vente på mig og altid vil elske mig. Øh nå….?.

Jeg kender hende som en meget letlevende dame med 3 brudte forhold bag sig indenfor det sidste halve år (og nej, ikke bare fordi jeg er såret, det vidste jeg, inden hun mødte min eks-elsker….) men siger jeg det til ham, vil han jo bare tro, at jeg er ude på at ødelægge hans nye forhold – så jeg holder min mund og lader tvivlen komme hende til gode – men synes jo også, at det er synd, at han ryger i kløerne på en, som måske ikke er god ved ham. 
Jeg er desuden bange for at være gravid (ja, flot… L ) – og skal jeg fortælle ham det, hvis det er tilfældet? Han har altid sagt, at hans højeste ønske var et barn med mig, men risikerer jeg ikke bare at ødelægge mere, også hvis han nu virkelig er glad for den nye? Så nej, jeg tror, jeg må finde ud af det selv – eller….?

Mit spørgsmål er desuden ikke, hvordan jeg får ham tilbage, for det kan jeg ikke og jeg bør også lade ham gå, men hvorfor pokker kan jeg nu kun huske de gode ting om ham??? Hvorfor kan jeg ikke fokusere på de tanker, der siger til mig, at han sgu da er en idiot, når han vælger at gøre det lige på det her tidspunkt osv. - hvorfor kan jeg ikke genkalde mig, hvor irriteret jeg kunne blive over at han tog den samme bus som mig hjem hver eneste dag, selvom han slet ikke skulle den vej, og at jeg faktisk ikke gad læse hans sms´ er. Hvorfor kan jeg f.eks. overhovedet ikke glædes over alle de smukke kommentarer jeg får til et billede på Facebook, men er kun ked af, at jeg har slettet ham som ven, så han ikke kan se det?

Ingen kender til vores forhold, så jeg kan ikke snakke med nogen og forsøger at holde hovedet højt og være glad som altid, selvom jeg er ved at sprænges indeni ved tanken om, at jeg ikke skal se ham mere, og over hvad han nu foretager sig med den nye…

Det kunne være så godt at kunne få lov at skælde ud og græde ved en venindes skulder, men der er som sagt ingen, der kender til min affære, for jeg skammer mig jo over den, så jeg går og får en større og større knude i maven, spiser og sover ikke - slukker for sentimentale sange i radioen og går ud af rummet, hvis der er kærlighedsfilm i tv. Jeg siger til mig selv, at jeg skal tage mig sammen, men må kort efter gå ud på toilettet og tude snot. Hvorfor synes jeg nu, han er så spændende og et helt fantastisk menneske????

Hvordan kommer man videre, når man kun har sig selv at tude og være ked af det sammen med??? Og skal jeg forlade min mand og leve alene, eller forsøge at få det til at fungere med ham…???

Kærligst Vægten

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære Vægten!

Det, jeg kommer til at sige til dig, er lettere sagt end gjort, men du må stole på mig her, for dette er et af de mest velkendte dilemmaer, som jeg ofte har talt om med mine veninder indenfor psykoterapi og psykologi. Jeg skrev sågar om det her i min klumme for ganske nylig.

Den korte version er, at du har mistet det der søde tilsætningsstof i din tilværelse. Det, der var nemt og overskudsagtigt. Det, der var ukompliceret og smagte allerbedst. Det er det, du savner. Uden din elsker er du reduceret til hende med det kedelige ægteskab. At der har været masser af sten i skoene undervejs, det vælger du at glemme, for dybest set var det jo din elsker, der fik dig til at føle dig som en eftertragtet kvinde. Du fik din kvindelighed igen via ham. Det er noget af det, du savner nu.

Jeg vil faktisk godt rose dig for, at du har kørt din affære så længe, at du har opdaget, at han også kan være en idiot. Du er ikke længere bedøvet af en forelskelse. Du er ikke længere forblændet af ham. Og det er godt, fordi du så kan få lov at opdage, at alle forhold har torne. Over 40% af alle ægteskaber ender med skilsmisse, og det tal er væsentligt højere for andengangsægteskaber og yderligere forhøjet ved tredje gang. Mr. Perfect findes ikke. Og så meget desto mere grund er der til at begynde at kigge på, hvad du egentlig har. Og måske skal du især begynde at se på, hvor du selv har ansvaret for, at dit ægteskab er blevet, som det er. Hvad er din andel i det?

Når du beskriver, hvad du og din mand har, så er du nødt til at se på det som et fundament. Fundamenter er ikke nødvendigvis spændende, men de fylder ekstremt meget i forhold til de mennesker, vi er blevet til. Et fundament, der er blevet bygget op gennem 18 år, er utrolig stærkt, når ikke der har været indblandet nogen form for misbrug (og det har der jo ikke i dit tilfælde). Det er ikke så sexet, men det består af noget, der er vigtigt både for jer og for jeres børn.

Mit allerbedste råd til dig er at finde ud af – sammen med din mand – hvordan I får bygget alt det andet op igen. Det er svært, det er hårdt, det er kedeligt. Ork, jeg ved det godt. Men hvis du og din mand kunne finde ud af at smide lidt flødeskum på lagkagen, så er der faktisk grobund for noget, som er stærkere end alt andet. Hvis I som par kan komme ud på den anden side af en krise, så vil I være nogle af de stærkeste mennesker, fordi I vil få en indsigt i jer selv og hinanden, som de fleste andre mennesker ikke har.

Det kræver en indsats, som også inkluderer professionel hjælp. Det kan jeg ikke give, men jeg kan hjælpe jer på vej.

Du kære Vægt…du ved sikkert godt med dit rationale, at du skylder dine børn at prøve, men jeg vil nu sige til dig, at du også skylder dig selv det. Du skal have noget sex og sjov tilbage i ægteskabet. Spil golf med din mand, eller gør noget andet sammen. Gør ham begribeligt at du er helt ude at sejle. Det er ikke nok at sige til ham, at du også er træt i forholdet. Han skal finde ud af, at det er NU, der skal sættes ind.

Ham der, din elsker…han lyder dødssyg. Helt ærligt. Han skal ud af systemet, og det tager tid. Lang tid. Jeg vil sige noget, der minder om 2 år. Men uanset, hvad du vælger nu, så vil der være smerte. 2 år er den hurtige smerte. Et farvel til din mand og dit fundament kan ende med at blive en livslang smerte.

Katrine Axholm, som efter min mening er en af de dygtigste parterapeuter herhjemme, har i denne uge skrevet om netop det emne på sin væg.

Gå ind og læs hendes ord og se så at få gjort noget ved det der, som i alt for lang tid har fået lov at ligge stille.

Knus fra Annette