Brevkassen: Jeg føler mig ikke velkommen hos mine nærmeste

Kære Annette Heick!

(navnene i det følgende er ændret)

Nu bliver jeg kaldt en gammel underlig mand. Håber at du vil læse og vurdere denne mail, jeg følger mig meget ilde tilpas.

Om mig: 78 år. Skilt efter 19 års ægteskab og havde god kontakt med mine børn. Børn: Marie, 45 og Bjørn, 47. Barnebarn: Alice på 11 år. Bor ydre København i lille lejlighed som ikke egner sig til sammenkomst (jeg holder min fødselsdag ude i byen). Jeg er selvhjulpet med et lille handicap, går lidt dårligt, bruger bil og er medlem af klubber og foreninger tilsammen 7 stk. Går til edb undervisning på 7. år. Har haft journalist arb. på et landsdækkende blad i 5 år, og er meget velset blandt medlemmer. Har haft med oplæring af unge i håndværksfag i 40 år.

Fra for ca. 3 år siden begyndte jeg at føle mig ilde tilpas og følte mig ikke velkommen eller velset blandt mine nærmeste.

Nu en mail fra min datter, Marie:

Hej Far. Bjørn og jeg har talt sammen om, at gaver til børnebørn ikke altid er så heldige, langt fra deres alder. Vi tror helt sikkert at de ville blive gladere for at evt. en kuvert med penge eller du får en af os, vi ville købe til dem for dig. Håber ikke at du bliver sur eller fornærmet over dette. Det er også for din egen skyld, så du ikke bliver udstillet som en gammel underlig mand.

SMS fra mig, morfar:

nu syntes jeg at det var på tide at få en snak med Marie, om hele det kedeligt forløb, det efterhånden er blevet til.

Jeg sendte denne SMS til Marie om at mødes og få en snak om det. Marie valgte selv en plads i Lyngby Stor Center. Det kedelige forløb er følgende: hvorfor undlades jeg til sammenkomster som fødselsdage (uanset voksne eller børnefødselsdage) eller andre mærkedage. Jeg har aldrig givet påskeæg til børnebørn, jeg var der jo ikke. Aldrig kommet til Alices fødselsdage, hun er nu 11 år, har aldrig fået knus eller klem, ved ikke hvad Alice har af interesse for sport eller andet. Ingen spørger til mig om hvad jeg oplever eller hvordan jeg går og har det. Klarer du dig? Nej for I ved, jeg ville gerne have hjælp til praktiske ting og moralsk opbagning. Jeg får aldrig opringningen: Kommer du og spiser med, vi har overskud? Jeg har så godt som aldrig kontakt med Alice. Jeg har hørt om glæden ved at have børnebørn, hvor finder jeg den? Har hun en Morfar ? Har jeg et barnebarn? Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har været i snak, eller vi har gjort noget sammen.

Jeg har prøvet med SMS uden svar, var endda med til at give mobil-tlf til Alice. Heller ikke mail svar. Kom forbi men blev afvist ved døren med besked om, at de laver lektier. En anden dag var jeg på vej ind, så fik de travlt med at komme ud ad døren. De siger ikke: kommer du en anden dag eller vi ses. Nej, jeg er ikke velkommen.

Jeg gav fødselsdagsgave til Marie. Der var ingen hjemme, så jeg lagde nye handsker i postkassen. Intet svar eller tak. Eller fødselsdags træf. Jeg havde ferie-penge i små mønter til Alice, samlet gennem ca. tre år. Dem ville jeg ikke smide gennem postkassen, og inden døre kommer jeg ikke. Åh jo når jeg vil byde på noget, er der ikke noget i vejen for at møde op. Spørger jeg om vi skal ses i påsken eller pinsen m.m , bliver der sagt vi har andre planer.

Jeg troede at jeg skulle forkæles eller holdes af på mine gamle dage.

Mail fra Marie:

Har du overhovedet ikke hørt efter hvad jeg sagde til dig den dag... Den mail jeg sendte er SET og GODKENDT af Bjørn, og vi er fælles blevet enige om at sende den. Men det er åbenbart kun mig der skal have skideballen i Lyngby og ja, jeg valgte stedet, for jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle stå til øretæver over mail og blive udstillet som det sorte får i familien og jo, far du var ikke særlig rar den dag, og at du havde talt med en rådgiver (din lægesekretær) er nok ikke lige helt rigtige person at gå til.

Mail fra Janus, svigersøn:

Er det takken for al hjælp, bare fordi du får sandheden at høre; jeg havde aldrig regnet med at du kunne være sådan over for din datter og ja Alice, du når simpelthen et lavpunkt i tåbelig opførsel. Håber du er mand nok og siger det samme til Bjørn og familie og kan se hvorfor Marie skrev som hun gjorde, og du rigtigt kan få det godt med dig selv.

Fra mig til Janus:

Du skriver en uforskammet mail til mig det kan du ikke være bekendt, det bringer os ikke mærmere, jeg forstår simpelthen ikke den modvilje mod mig. Jeg håbede, at vi kunne få den lille familie tættere sammen. Jeg opfatter det som en helt unormal måde at holde af hinanden/have en hyggelig familie og komme hinanden ved på. Alice får jo antipati mod mig, når hun hører, hvad der sker.

Fra mig til Marie:

Jeg har aldeles ikke ydmyget dig. Håber alt vel i fremtiden så er det da ikke mere at surmule over.

Fra Marie:

Det er også for din egen skyld, så du ikke bliver udstillet som en gammel underlig mand.

Fra mig, morfar:

I må meget undskylde, at jeg kom uventet til jer. Der havde jeg ikke tænkt mig om. Du betragter vor snak som en skide balle, det gør jeg ikke. Hvis så, havde jeg brugt helt andre ord. Jeg har talte med min læge, om jeg skulle i terapi for at kunne begå mig med mine nærmeste. Derefter kontaktede jeg Værebro Rådgivning ved Jan Larsen. Vi fik en snak om det kedelige forløb, han tager ikke parti for nogen. Jan sagde, det bedste ville være, at vi tre og Jan kunne mødes til forligs møde. Det er ikke en situation, der er værd at leve med, for nogen af parterne.

Det undrer mig, I har ændret jeres Facebook, så kan jeg jo ikke skrive til jer som før, og så kan jeg ikke kan se, hvad der skete som før, og se hvad I har oplevet med andre, og når der var sammenkomst og Alice har bagt kager mm.

Marie:

Jeg er ikke interesseret i at mødes med en ”rådgiver”, da jeg er sikker på at det vil ende med mudder kast og nogle ting vil blive bragt frem som slet ikke omhandler denne sag, som du selv har kørt op til noget helt unødvendigt. Jeg regner ikke med at få det, men en undskyldning fra dig, det ville være på sin plads. Og denne opførsel fra din side vil ikke give dig den familie du efterlyser, tværtimod. Jeg følger virkelig, du har nedgjort og gjort mig rigtig ked af det, og det er slut nu. I dine mails mener jeg, at du forsætter i samme dur som i Lyngby og det vil jeg ikke være med til længere. Så derfor har jeg, Janus og Alice brug for at være i fred på ubestemt tid

Fra mig:

Din fødselsdag Marie, du var ikke hjemme, så lagde jeg nye hansker i postkassen, jeg ringede ønskede tillykke, ikke et ord om træf? Eller tak? Jeg husker en dag hvor I skyndsomt forlod lejligheden, da I så, jeg kom, for at jeg ikke skulle komme ind. Så følte jeg mig meget dum og flov. Lad nu være med at være så kostbar med hjælp, jeg har hjulpet dig fra barns ben og op til dit nu voksne liv rigtig mange gange og særlig da I ikke havde bil. Det var da en selvfølge, det var rart at kunne hjælpe, og have en smule kontakt med Alice.

Og senere:

Hej Marie & Janus! Den ballade sag kunne jeg godt være foruden. Flere gange at blive afvist eller ej at blive budt indenfor til fødselsdag mm, det skuffer mig din gamle far. Nu sendte du en mail om gaver ( en sofapude ) til børn - var det nu nødvendig at lave en sag ud af det? Sket er sket, jeg gjorde det efter min bedste formåen, og skulle jeg blive opfattet som en gammel underlig mand fordi? Jeg forstår det ikke. Hvorfor skulle jeg som gammel Morfar ikke kunne være og blive velset i den lille familie? Hvad er problemet? Jeg er sgu meget skuffet.

Fra Marie:

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad det er, jeg har gjort dig. Den mail der blev sendt til dig ang. gaver til dine børnebørn, er - som der står - for at skåne dig og dine børnebørn for negativ omtale af dig og en håndsrækning med hjælp til gaver. Ikke spor andet. Du skriver også, at al den her ballade kunne du godt være foruden, så skulle du måske have tænkt på, hvordan du udlagde tingene i Lyngby og i din mail. At det var KUN MIG og Janus, der er et problem, passer jo ikke. Jeg vil og skal ikke altid stå med åben dør, hverken for dig eller andre. Jeg har et liv sammen med Janus og Alice, som kommer i første række. Det er okay at sige fra også over for sin Far.

Jeg har talt med min søn fornylig og så siger han: jeg vil ikke høre noget om hvad du og Marie har gang i.

Kære Annette. Hjælp mig!    

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære morfar!

Sikke en suppedas. Du skal vide, at det var meget rigtigt af dig at sende mig jeres indbyrdes korrespondance, fordi den giver et helt andet indblik. Lad mig først fortælle dig, hvad jeg overordnet ser:

Du har en sød og kærlig datter, som kerer sig om hele sin familie. Også dig. Hun er gift med en mand, som ønsker at passe på hende, og som elsker hende. Du selv elsker uden tvivl din familie, men du trænger til at komme tættere på dit barnebarn. Det kan der gøres noget ved. Hvis I samarbejder. Det tror I ikke selv, I kan, men det kan I faktisk godt. Nu har jeg ændret navnene, så andre ikke kan genkende jer, men hvis du vælger (og det synes jeg, du skal) at vise mit svar til din datter og svigersøn, så kan I jo nok regne ud, hvem der er hvem J

Vi tager det fra en ende af:

Du har købt nogle gaver til dit barnebarn (dine børnebørn) som måske ikke var lige heldige hver gang. Jeg erkender, at det er svært at finde noget, der dur til en 11-årig. Ofte er det mig, der står for fødselsdagsgaver og julegaver fra bedsteforældrene til mine børn, fordi det er vanskeligt for dem at finde det rette. Du har købt en sofapude på et tidspunkt…altså, det er nok ikke det vildeste hit, med mindre det er en meget særlig pude. I hvert fald må man sige, at du har ramt forkert i dette tilfælde. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du har gjort det i bedste mening, men omvendt synes jeg jo også, det er ærgerligt for dig, at du får brugt penge på noget, som dybest set er spild af penge.

Min morfar skulle engang købe gaver til mig, fordi min mormor var blevet syg (det var hende, der plejede at stå for gaverne), og jeg kan huske det endnu. Gaverne var helt klart af en anden karakter end det, min mormor ville have købt, men netop derfor holdt jeg særlig meget af dem…jeg vidste nemlig, at min morfar havde gjort sig meget umage. Den ene ting har jeg endnu (en bamsegyngestol) og har givet den til mine egne børn.

Spørgsmålet er: Har du også gjort dig umage? Jeg kan jo ikke svare på spørgsmålet. Har du købt en gave bare for at have en eller anden gave til dit barnebarn, eller stod du i forretningen og tænkte: Yes! Det er lige noget for hende!? Hvis ikke du føler det sidste, så kan jeg måske godt forstå dine børns reaktion, for så har du ikke gjort dig umage. Se deres tilbud som en håndsrækning, som du er i din gode ret til at afvise venligt. Men overvej, hvorfor du så afviser den. Er du stædig, eller tror du på din egen sans for gaver. Hvis det sidste er svaret, så gør du bare, som du gør.

Og så var der handskerne. Jeg kan godt forstå, du gerne vil have et tak. Men måske skal du lade være med at sætte dig selv i en position, hvor et tak er påkrævet. Altså…du kunne jo have insisteret på at give handskerne til hende personligt. Det kan godt virke uhjerteligt, hvis et par handsker bare er blevet drønet ind ad brevsprækken. Måske havde din datter sat mere pris på et opkald eller et sødt fødselsdagskort, hvor hun ikke bliver sat i taknemmelighedsgæld.

Jeg er ikke i tvivl om, at du gør tingene i en god mening, men der kan måske være nogen ting i ”måden” du gør det på, der fortæller dine omgivelser, at du ikke har nogen større intention med det, du gør. Det kan være, det bliver opfattet som en måde, hvorpå du igen forsøger at gøre dig selv til et offer – giver en gave for så at klynke over ikke at få tak. Jeg siger ikke, det er sådan, men det kan være, det bliver opfattet sådan. Det skal I have styr på, for I kommunikerer jo helt tydeligt skævt af hinanden.

At mødes i Lyngby handlede måske om, at det lige passede din datter bedst den dag. Hun var alligevel ude i centeret og kunne ikke rigtig knibe en aftale ind, hvis ikke det blev på halvvejen i dagens ærinder (jeg digter her, men det kunne godt være forklaringen på, at I skulle mødes i Lyngby Storcenter). Jeg tror, du har været godt gal i skralden den dag. Tingene har hobet sig op, og du havde sikkert noget, du skulle have læsset af. Det er tydeligvis kommet helt bag på hende. Og her går mænd og kvinder ofte fejl af hinanden. Jeg oplever tit, at mænd læsser det hele af ad én gang. Bum! Så har de fået lettet deres hjerte. Det bliver så modtaget hos kvinden som personlig kritik lig med: Du er ikke god nok – i dette tilfælde en dårlig datter! Jeg tror godt, du kunne have brugt et modspil og en hurtig dialog med hårde ord for derefter at kunne trække vejret dybt igen og ende i en omfavnelse. Det er bare sjældent kvinder reagerer sådan. Så skal du i hvert fald længere syd for grænsen.

Din søn har jo også valgt sig at holde sig helt ude af dette tabernakel. Jeg tror, han ligner dig men forstår din datter. Under alle omstændigheder formår han at få tingene holdt nede på et niveau, hvor de ikke fylder noget i hans tilværelse. Det er ret klogt. Ser du mere til hans børn? Hvori består forskellen på det forhold, du har til din søn og til din datter? Din søn har helt tydeligt beklaget sig over gaverne til børnebørnene, og din datter har taget emnet op. Det er faktisk lidt tarveligt af ham ikke at komme ud af busken og lige hjælpe sin søster lidt i den situation. Med mindre hun har draget ham ind i konflikten, uden han har bedt om det. Det ved jeg jo ikke noget om.

Din datter har taget jeres møde i Lyngby ilde op og været helt uforberedt på, at du var vred. Efterfølgende har hun beklaget sig til sin mand, som har taget hende i forsvar (det kan jeg faktisk rigtig godt lide ham for). Denne konfrontation får I to aldrig rigtig løst op for. I ender begge to i et offerhul, hvor i hver især har ondt af jer selv og synes, at den anden overreagerer. Ingen af jer skal forvente et undskyld fra den anden, men jeg synes, I skal få styr på den situation, når I næste gang ses, for den fylder åbenbart meget hos jer begge.

Du har talt med din læge og en rådgiver. Det kan jeg egentlig meget godt lide, men jeg tror ikke, det er nødvendigt med en mægler. Jeg tror til gengæld, det er vigtigt, at både du og din datter hører, hvad hinanden siger med ørerne og ikke med følelserne. Jeg tror, I skal komme op af jeres offerhuller. Man må gerne sige: ”Når du gør sådan og sådan, så føler jeg det og det”. Men det kan ikke nytte noget at sige: ”Du er utaknemmelig, og jeg er ikke velkommen hos dig” eller ”Du er bare ude på at såre mig, og efter alt det jeg har gjort for dig…” Det bringer jer ingen steder hen.

Du skal have kommunikeret ud til din datter, at du har brug for at mærke hende. At du har brug for at komme tættere på dit barnebarn, - og har hun et godt forslag til, hvordan du kommer det? Du må godt fortælle, at det har gjort dig ked af det, at du ikke kan følge med på Facebook. Fortæl, at det er fordi du elsker dem og interesserer dig for dem. Spørg hvordan I kan lave aftaler, så du også har en plads i deres hus. Jeg tror nemlig, du har det med at glemme, at unge familier har brug for, at aftalerne laves på forhånd. I stedet kommer du, når det passer dig og bliver vred, når det så ikke lige passer dem. Hvordan kan I undgå det scenario? Du er nødt til at stille disse ”hvordan” spørgsmål, så din datter kan hjælpe dig med at komme ind på et spor, hvor du ikke ender med at føle dig svigtet. Jeg tror nemlig, det er en situation, du på en eller anden måde får sat dig selv i. Jeg tror slet ikke, du er uvelkommen.

Men det bekymrer mig, at du ikke er tæt på Alice. Du er jo god til at skrive, så hvorfor ikke begynde at fortælle Alice og dine andre børnebørn (?) om dig selv! Om din ungdom og om sjove ting, du selv oplevede som barn. Jeg bad min morfar om at skrive sine minder ned til mig. Nu har jeg dem i en bog, som er meget dyrebar for mig. Det er bare et forslag til noget af det, der kunne give mening for dig, og som du kunne hygge dig med, når du havde nogle stunder alene.

Kære morfar! Send nu mit meget lange svar videre til din datter og se, om ikke det kunne lukke op for nogle af sluserne. Jeres problem er egentlig ikke ret stort (tror jeg), I skal bare lige have fjernet den prop, der sidder i vejen.

Jeg ønsker jer alt det bedste – og du må meget gerne holde mig orienteret om, hvordan tingene er forløbet, hvis/når din datter ser din og min korrespondance.

Annette