Hej Annette.
Jeg er en ung pige på 26 år, som i snart 5 år har været ufrivillig barnløs. Jeg har fået lavet fem insemineringer (IUI) og en kunstig befrugtning (IVF). Jeg synes selv at jeg altid har været en meget stærk person. Jeg har haft en forfærdelig barndom med omsorgssvigt og masse kriser. Men på trods af det, har jeg holdt hoved højt og kæmpet med alt hvad jeg havde i mig, for at skabe et godt liv som jeg kan nyde og være glad for. Jeg blev gift meget ung, med drømmeprinsen som jeg elsker meget højt. Han har været en stor hjælp for mig når barndommens mareridt dukker op.
Jeg har altid drømt om at få børn og på den måde bryde den sociale arv! Men det virker desværre som om det ikke kan lade sig gøre. Jeg føler at barnløsheden har ædt mig op inde fra og jeg er nu psykisk meget langt nede. Jeg har talt med en læge og en psykolog, men synes ikke rigtigt at der er noget der hjælper.
Mit spørgsmål er; hvad kan jeg gøre for at komme af med min frustration og sorg? Jeg prøvede at slukke hoved og undertrykke alle følelser og tanker om at blive gravid, men det førte til en depression. Jeg har også prøvet at tale om det, men det blev næsten for meget. Jeg kommer let til at fokusere meget på emnet og kan ha svært ved at stoppe med at tænke og tale om det. Jeg vil meget gerne videre med mit liv, men jeg ved ikke hvordan. Jeg lever også hele tiden med tanken og andres udtalelser om at 'jeg er ung og stadig har massere af tid til at blive gravid...'. Er der noget jeg selv kan gøre for at finde ligevægten i livet?
Håber du kan hjælpe mig.
Mvh. mig
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Hej unge ven!
Tør jeg gå ud fra, at I har fået tjekket din mands sædkvalitet? Det har I jo nok, da I både har fået foretaget inseminering (IUI) og reagensglasbefrugtning (IVF). Grunden til jeg spørger, er jo, at du påtager dig så meget skyld og ansvar her. Du forklarer, hvorfor du gerne vil have børn, og du leder efter årsager til, at du har det, som du har det. Hør nu her, det er meget simpelt: Du ønsker dig børn, og det går ikke, som du havde håbet. Lad det blive ved det. Analyserne kører med dig og får dig til at spekulere dig selv i stykker.
Du skulle tage at lægge ønsket om børn på hylden for en stund. Jeg tror på – for det har min egen erfaring vist – at når man er meget fokuseret på ønsket om graviditet, så glemmer kroppen at nyde. I stedet stresser hele systemet, og det modvirker nærmest graviditeten. Ja-ja jeg er helt klar over, at det ikke er videnskabeligt bevist, men jeg bliver nødt til at sige, at min erfaring siger mig, at psyken spiller ind. Eksempelvis har jeg hele tre vennepar, som havde fertilitetsproblemer. De ansøgte om adoption, og stort set samtidig med, at adoptionen gik på plads, blev kvinden gravid. Tilfælde? Jeg ved det ikke, men det maner dog til eftertanke.
Jeg vil give dig to gode råd. Det ene er, at du får has på de tanker fra din barndom, der stadig spøger. Dem skal du have rigtig på plads. Jeg har skrevet det mange gange før, men jeg vil gerne gentage, at tilgivelse er et fantastisk redskab, som jeg synes, du skal snakke med din psykolog om. Bland ikke dine fertilitetsproblemer sammen med spøgelserne fra barndommen. De to ting skal adskilles.
Det andet råd er: Husk din mand. Det virker som om, du har god støtte der. Glem ham ikke. Husk at være kærester. At dyrke sex (uden at tænke på befrugtning) og have det sjovt sammen. Jeg ved ikke, om du kan mærke dine ægløsninger, men hvis du kan eller ved, hvornår de falder, så brug det til at tænde dig selv med – altså mærk din kvindelighed, og hvad det gør ved dig. I den periode stråler vi kvinder lidt mere og udsender andre signaler og dufte. Tænk på det som et redskab til at blive klogere på din krop. Jeg tror faktisk, det kan hjælpe dig i længden.
Sig til dig selv, at de næste to år vil du bare nyde, hvad der tilfalder dig. Slå fuld bak på den der stres, du har sat i gang. Jeg siger ikke, det er vejen til en graviditet, men det er vejen til bedre livskvalitet.
Jeg håber, du kan bruge mit råd konstruktivt.
Knus fra Annette
