Mit problem er, at jeg egentlig ofte gerne selv vil fortælle nogle af tingene. Hvis jeg altså selv må vælge hvad jeg vil fortælle, hvornår jeg vil fortælle dem, og ikke bare skal sidde til et forhør og fremlægge hele mit liv hver gang. Ofte når jeg ikke engang at fortælle færdigt før end hun spørger om noget andet. Jeg bliver enormt ked af det og samtidig ret sur, fordi jeg synes det er uforskammet ikke at høre efter. I dag ente jeg med at føle mig helt tom og som en vredet svamp da jeg tog hjem, fordi jeg egentligt ikke rigtig havde noget tilbage for mig selv - hvis du forstår. Al min viden om mig og mit liv var givet videre, og så var det pludselig ikke så privat mere.

Jeg når derfor også sjældent selv at fortælle tingene inden hun i forvejen spørger om dem. Det kan være ret frustrerende, da man jo nogle gange gerne vil fortælle selv, og ikke altid blive udspurgt. Jeg kan mærke, at det med altid at skulle fortælle min mor det hele, helt klart også har indflydelse på mit liv når jeg omgåes andre. Hvis nogle på arbejde spørger om noget privat, så svarer jeg bare uden egentlig at tænker over, om det er noget jeg vil fortælle. Derudover fortæller jeg indimellem også meget mere end hvad jeg føler jeg har lyst til, og det er først bagefter at jeg føler jeg fik overskredet min egen grænse for hvad folk bør vide om mit privatliv. Jeg frustreret på mig selv og tænker, at jeg jo ikke behøver at fortælle om hele mit liv med kæresten til mine kollegaer osv. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal undgå det.

Samtidig ved jeg ikke hvad jeg skal sige til min mor. Indimellem har jeg forsøgt at sige fra, men det ender gerne med at hun bliver sur og siger 'at hun da heller aldrig gør det godt nok'. Selv om jeg har sagt til hende at det ikke er det jeg siger, så hører hun det bare ikke. Det er klassisk hver gang - hun bliver ked af det og jeg bliver sur og går.

Til ekstra info kan jeg nævne at hun også altid har ringet ret meget. Jeg måtte på et tidspunkt, inden jeg fik kæreste på, aftale med hende hvornår hun kunne ringe igen, fordi jeg ikke havde noget at fortælle efter kun to dage på arbejde og til træning eller lignende. I dag ringer hun kun ca en gang om ugen, hvilket jeg synes er meget passende.

Jeg kunne fortsætte endnu, om hvordan hun ofte gentager sig selv og fortæller mig de samme ting 4-5 gange når vi taler sammen den ene dag, og så måske dagen efter. Så skal jeg lige høre igen hvad menuen til hendes fødselsdag nu er, og om det er ok med is til dessert, selv om hun har spurgt og fortalt om det 4 gange før. Men nu bliver min samvittighed alligevel for dårlig. Hun bor med min far, og jeg tror de har det fint sammen, bortset fra jeg tror han nu også er lidt træt af at høre på hende indimellem.

Jeg håber egentlig at dette brev kan undgå at komme i BT eller på hjemmesiden, men jeg er kæmpe fan af din brevkasse og tænker derfor du kunne hjælpe.

Mange hilsner

Den frustrerede datter

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære frustrerede datter!

Tak for roser. Ja, denne brevkasse er jo sat i verden for, at flere kan have glæde af den eller relatere sig til den, og derfor kommer den også på tryk. Det håber jeg så, du vil forstå.

Jeg fornemmer, at der er flere ting, som ligger begravet her. Lad mig starte med din mor. Jeg tror, du skal anskue hende fra en helt ny vinkel. Med tiden er hun bare blevet hende den irriterende for dig, men din mor har også en historie. Måske skal du begynde at interessere dig for, hvad den historie er. Hvorfor har hun dette behov for at udspørge? Er hun selv en, der er blevet udspurgt som barn? Eller har hun været vidne til, at noget, der var blevet fortiet, endte som en ulykke? Eller kan det være, at din mor har savnet veninder at tale med? Har hun savnet interesse fra din fars side? Eller har hun slet og ret fået at vide i sin opdragelse, at det var høfligt at spørge?

Jeg tror, din mor oprigtigt interesserer sig for dig og din gøren og laden. Du skal tænke på, at hun engang havde dig og din bror boende hjemme hos sig. I den tid oplevede hun en masse liv omkring sig. Hun satte pris på at se, at I fik nogle dejlige venner og se jer udvikle jer. Måske vidste hun inderst inde godt, at det en dag ville få en ende, men fordi hun elskede og elsker jer så højt, så har hun bare ikke haft lyst til, at den tid skulle stoppe. Så for at føle, at hun stadig er en del af jer og I en del af hende, så har hun brug for så meget information som muligt. Ikke for at snage, men for at føle sig i live. Når du så – med rette – afviser hende, så gør det ondt.

Hun har nok glemt, at der ventede et nyt liv – en anden slags liv – den dag, I flyttede hjemmefra. Hun har glemt at forny sin egen tilværelse. Hun og din far har måske et glimrende liv, men jeg synes, jeg fornemmer, at der mangler input hjemme hos dem. Det kan dog hverken du eller jeg gøre noget ved. Men det er selvfølgelig okay, at du sætter dine grænser og ikke vil føle, at du er i krydsforhør. Måske vil det være nemmere for dig at sige det på en konstruktiv måde, hvis du kender din mors historie.

Så vidt din mor. Med hensyn til dig selv, så er det klart, at du er nødt til at finde dine egne grænser. Lige præcis der hvor du er nu (fyldt 30, har kæreste, men har ikke selv fået børn), der leder du allermest efter din egen identitet. Det er i disse år, du bliver dig. Det lyder måske mærkeligt, at der hvor man egentlig troede, man var allermest voksen, der er man faktisk ikke helt på plads endnu. Men du vil i de kommende år stille mange flere spørgsmål til dig selv a la: Hvorfor svarede jeg på det? Du vil komme til at ændre karakter, og hvis du er dygtig, kan du gøre det meget bevidst.

Hvad er det for et menneske, du ønsker at være? Det skal du spørge dig selv om. Og så skal du øve dig på at blive det. Det sker ikke over night. Jeg synes, det er helt i orden, at du gerne vil være mere privat. Måske skal du også mærke efter, om du kunne være mere rummelig. Du ville kunne ende med at blive mere voksen end din mor. Du ville kunne blive klogere end din mor. Og således ville du nemmere kunne tilgive og bære over med din mor.

Hvis du en dag selv bliver mor (og her tæller det altså ikke helt nok, at din kæreste har et barn), så vil du grangiveligt banke dig selv oveni hovedet mange gange, fordi du pludselig kan genkende din mor i dig selv. Somme tider vil det irritere dig, og somme tider vil du hviske et sagte 'undskyld mor', når du forstår, hvilke følelser der er forbundet med moderskabet.

Summa summarum: Du er helt normal og et godt menneske. Og det samme er din mor.

Kærlig hilsen Annette

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Følg brevkassen på Facebook »