Hej Annette.

Jeg er en kvinde på 35, som af og til læser din brevkasse, og jeg synes du giver nogle gode og konstruktive svar. Derfor håber jeg også på, at du kan råde mig i min nuværende situation.

Historien er lidt kort fortalt denne:

Jeg fandt sammen med min kæreste (40 år) på vores fælles arbejdsplads i udlandet for ca. 3½ år siden. Da vi fandt sammen, fortalte han mig, at han var skilt fra sin eks-kone, og at de havde et helt afklaret forhold og en god ordning omkring deres fire fælles børn. Det stod temmelig hurtigt klart for os begge, at vi havde noget helt specielt sammen, og så kom det store chok for mig: han var ikke skilt fra sin kone, så der blev en masse ballade, da han fortalte hende, at han havde fundet en anden. Det var en hård tid, fordi jeg jo lige pludselig havde været med til at splitte en familie, men heldigvis tog alle i hans familie inklusiv børnene rigtig godt imod mig. Det er selvfølgelig ikke problemfrit med fire papbørn, men det er nogle dejlige unger, og jeg synes, vi har klaret det rigtig fint.

Hen ad vejen tog jeg ham i flere små og store løgne, men det sidste års tid har han, så vidt jeg ved, holdt sig til sandheden. Det store problem er imidlertid alle hans brudte løfter.

For ca. 2 år siden fandt jeg ud af, at jeg var gravid, og vi havde fra starten af haft en helt klar aftale om, at hvis/når vi skulle have et barn, skulle vi begge hjem til Danmark, da der ikke er mulighed for at bo med børn, der hvor vi arbejdede. Da vores datter så var en måneds tid gammel, indrømmede han, at han ikke ville flytte hjem, da han er rigtig glad for sit arbejde. Vi lavede så en ny aftale: Han kunne blive i udlandet i et år, hvorefter vi så skulle gøre status og se, hvordan det var gået, samt tage en beslutning om fremtiden. Da året var gået, lagde jeg kortene på bordet og sagde, at jeg havde brug for, at han kom hjem. Han meldte ud, at han ikke havde lyst til at komme hjem, og vi indgik en ny aftale, som gik ud på, at han skulle være væk i to måneder ad gangen efterfulgt af en måned hjemme, hvor han jo så godt nok også skulle se sine andre børn, som bor i den anden ende af landet. Den aftale har han så lige meldt ud, at han heller ikke kan overholde. Og som det ser ud lige nu, er han hjemme ved vores datter og mig samlet set ca. 3,5 uge per halve år. Bortset fra jul og nytår, hvor han har en lang ferie på 4-6 uger, hvor han dog naturligvis også skal besøge sine andre børn.

Samværet med hans børn sker typisk ved, at han tager en uges tid hen til deres landsdel, hvor han så tilbringer lidt tid med dem. Pga. mit arbejde har jeg ikke mulighed for at tage med hver gang, så det giver os en del mindre tid sammen. Ligesom det jo også går ud over min tilknytning til hans børn, da jeg jo ikke ser dem specielt meget. Fx er det næsten et år siden, jeg sidst så to af dem, mens jeg så de andre to for et halvt års tid siden.

For et par uger siden blev vores datter meget syg en aften, og jeg måtte skynde mig til vagtlægen med hende. Og den aften skete der noget inde i mig. Jeg er bare så ked af det og så træt af at stå alene med alting hele tiden. Min kæreste og jeg har haft en aftale om, at hvis jeg kunne mærke, at nu gik det ikke længere, så skulle jeg sige det til ham, så han havde en mulighed for at gøre noget for at redde vores forhold. Så jeg gik til ham, og sagde, at nu var det nu, og at nu skulle der ske nogle ændringer, ellers ville vores forhold højst sandsynligt ikke stå til at redde. Hans reaktion var, at han kun vil komme hjem, hvis han får det helt rigtige job herhjemme (og sådan som jobmarkedet ser ud nu, er det nok ikke særligt sandsynligt), og at han ikke kan være mere hjemme, da der ikke er økonomi til det (han får ikke fuld løn, når han er hjemme på ferie). Sagt med andre ord (baseret på tidligere erfaringer): jeg skal nok ikke regne med noget som helst fra hans side.

Seksuelt fungerer vores forhold overhovedet ikke. Jeg har ingen lyst, hvilket jo nok til dels udspringer af rollen som småbarnsmor (og oveni det alenemor), og dels har det rigtig meget at gøre med, at jeg føler mig trådt på og i den grad svigtet af min kæreste, hvilket han stiller sig uforstående overfor. Ingen af de to ting er særligt fordrende for min lyst til sex, og især min lyst til sex med ham. Jeg føler det nærmest som et overgreb mod mig selv, når jeg alligevel tvinger mig til at være sammen med ham, og jeg får det fysisk dårligt. Bortset fra det, er han den mand, jeg allermest har nydt sex med. Lysten er desværre bare helt forsvundet nu, og det kan han mærke de gange, vi trods alt er sammen. Og han synes jo heller ikke at sex er særligt fedt med en, som lige skal overvinde sig selv først.

Han har tidligere indrømmet, at en af de ting, der gør, at han er så glad for sit job, er, at han kan flygte fra forpligtelserne og problemerne herhjemme. Det synes jeg bare ikke er fair, for det betyder jo, at jeg får dobbelt op på mine forpligtelser og står alene med problemerne.

Så som du kan læse, er jeg snart ved at have fået nok, og er mere eller mindre klar til at afslutte vores forhold. Jeg er så bitter og ked af det, og føler mig som en fiasko over tilsyneladende at have valgt den forkerte far til mit barn. Det eneste jeg drømmer om, er jo bare en lille lykkelig kernefamilie, men det får jeg nok aldrig med ham.

Men, for der er selvfølgelig et men, jeg er så meget i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. En del af mig elsker stadig min kæreste, og jeg tror på, at hvis vi havde en del mere tid sammen, så ville vi nok kunne redde vores forhold og få det rigtig godt sammen igen. Jeg har aldrig oplevet en kærlighed som den, jeg har følt og fået af min kæreste. Han kan virkelig rumme mig, og har en engels tålmodighed med mig, når jeg bliver lidt urimelig eller når jeg er ked af det. Det skal siges, at jeg tidligere har været i et meget usundt forhold, som bl.a. resulterede i, at jeg forsøgte at begå selvmord. Så det er så utrolig vigtigt for mig, at jeg kan være mig selv i et forhold, og at jeg føler mig elsket på trods af alle mine fejl og mangler. Og det formåede min kæreste i de første par år af vores forhold - hvilket jeg elskede ham højt for. Han er et utroligt givende menneske (specielt når han er hjemme), og han sørger for at tage sig tid til at Skype med mig og vores datter mindst hver anden dag, ligesom han hver dag spørger til, hvordan vi har sovet. Så når det ellers passer ind i hans liv, er han meget omsorgsfuld og kærlig. Og når han er hjemme hjælper han rigtig meget til, og laver fx mad hver dag.

Alt i alt er jeg bange for at give slip på en trods alt god mand, og jeg er bange for ikke at kunne finde en mand, som kan rumme mig og som kan elske mig og min datter. Selvom lige nu har jeg det fint med at være alene. Men hvad med fremtiden?

Samtidig har jeg jo også en forpligtelse over for min datter, og hvad sker der, hvis jeg vælger at gå fra hendes far? Så ser hun ham endnu mindre end hun gør nu, og hun elsker virkelig sin far. Og jeg havde bare lovet mig selv, at min datter ikke skulle være skilsmissebarn, men ting går ikke altid, som man havde håbet... Og jeg tror på, at det er en udbredt misforståelse, at man skal blive sammen for børnenes skyld, for det ender tit med at gå ud over dem i stedet for, hvis forældrene ikke er lykkelige sammen. Men samtidig vil jeg jo heller ikke tage min datters tid med sin far fra hende, når hun i forvejen ser ham så lidt, som hun gør.

Hjælp mig, Annette - hvad pokker skal jeg gøre?

Kærlig hilsen den rådvilde

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære rådvilde!

Tak for dit meget ærlige brev.

Jeg synes, det er synd for dig, at du har haft tiltro til en mand, som har svigtet dig så groft. Skal jeg være lidt hård ved dig, så vil jeg jo sige, at alarmklokkerne burde have ringet mere advarende, da din mand løj første gang (om sin skilsmisse), men man skal også huske på din historie. Og det positive i den henseende er jo, at du har lært, at der også findes mænd, som kan få dig til at føle dig tryg og glad.

Nu føler du dig imidlertid ikke særlig tryg og glad længere, og det kan jeg godt forstå. Du har en mand, som aldrig har lært, at et ægteskab skal plejes, hvis kærligheden skal holdes i live. Han er formentlig selv vokset op i et hjem, hvor fars arbejde fyldte meget. For ham er arbejdet blevet det, han kan forstå, det han kan forholde sig til, det han kan styre, det han kan hævde sig ved, det han kan måle sig på, det han kan finde ud af. Der er han tryg. Så snart noget handler om følelser, ansvar, pligter og krav på den hjemlige front, så bliver han inderst inde bange. Han kan godt lide det hjemlige, og jeg synes, det lyder som om han holder af både dig og jeres datter. Men han ville skulle bevæge sig fra klippefast grund til farezone, hvis han skulle gå fra sit arbejde og hellige sig jer.

For dig og mig og de fleste andre mennesker er der slet ikke noget at rafle om. Hvis valget stod mellem arbejde og børn, så ville vi vælge vores børn. Men din mand er øjensynligt så bange for at miste sin identitet og sig selv, at han ikke tør. Desværre kan han ikke se, hvad det kommer til at betyde for ham i længden.

Du har i mine øjne to valg: At skride! Det ville de fleste gøre, for situationen er uholdbar i længden. Eller hjælpe ham. I stedet for pisk, så brug gulerod: ”Jeg forstår dig godt, men kom nu hjem og lad mig hjælpe dig med at finde løsningen. Jeg er der for dig og holder dig i hånden hele vejen”.

Det sidste kræver jo en del overskud og super-pædagogik, og jeg er ikke sikker på, jeg selv ville kunne klare det. Men når jeg dykker ned i dit brev, så synes jeg bare, jeg trods alt fornemmer, at der kunne være en vej ud. Det, som vi selvfølgelig skal være stensikre på, det er, at han ikke er ved at gentage sin første succes. Kort sagt: Lever han igen et dobbeltliv med ny kæreste? Det er du nødt til at vide.

Er der en kinamands chance for, at du kunne slå dig sammen med hans store børn evt. også ekskone og appellere til en løsning i Danmark? Kunne det få ham til at vågne op?

Hvis du vælger at skride, så kan det jo gøres på flere måder. Jeg har næsten svært ved at se, hvordan han skulle kunne få mindre samvær med sin datter, hvis I ikke var sammen som kærester længere. Jeg mener: de få uger, det handler om, kunne han vel godt sove på en briks i stuen eller bo på hotel? Det er jo rimeligt nok, at du frasiger dig dine forpligtelser som hustru/kæreste, når situationen er, som den er. Du kunne godt lade ham vide, at I ikke længere er kærester. Praktisk taget gør det jo ingen forskel. Ikke andet end at du så kan få lov at føle dig fri til at disponere over dig selv, din tid, din datter, dit job.

Du må ikke slå dig selv oveni hovedet med, at du er en fiasko. Du har gjort, hvad du kunne. Jeg kunne nu godt ønske for dig/jer, at han vågnede op til dåd, så I kunne starte på en frisk, men jeg ved ikke, hvordan du får vækket ham. Jeg tror ikke, du skal bruge tid på at straffe ham eller bebrejde ham. Jeg tror, du derimod skal have medlidenhed med ham og så tilgive dig selv. Hele din beslutning skal foregå oppe i dit hoved. Hverdagen fungerer jo allerede, som om I var skilt, så din datter vil ikke mærke nogen forskel.

Det gør mig ondt for jer, men tiden er inde til at få ryddet op i dine følelser og tanker, så du igen kan leve og ånde frit. Hvor jeg dog håber, det vil lykkes for dig.

God sommer, Annette