Kære Annette

Jeg er ikke den der beder om hjælp - og slet ikke fra brevkasser. Men en gang skal jo være den første og nu, hvor jeg endnu engang er i syv sind, kan det ikke skade at spørge et komplet fremmed, som ser ud til at kende til lidt af hvert. Jeg synes ofte at dine svar er meget gode og giver et friskt pust til de problemer, som folk kommer med.

Mit problem er mine tanker, der ofte kredser om mit parforhold og det grundlag, det er bygget på.

Sagen er at jeg og min nuværende kæreste har haft en ret "hård" start. Vi lærte hinanden at kende, ret tilfældigt, på nettet, og mødtes for lidt over et år siden. Vi har hele tiden talt meget godt sammen og har noget helt særligt, en indsigt i den anden som hverken han eller jeg har oplevet før. For godt 10 måneder siden blev vi da også kærester. Men tiden og hændelserne op til der, og delvist også nu, er det, som ikke giver mig fred.

Han var i rigtigt langt tid i tvivl om sine følelser for mig og for om vi kunne have en fremtid sammen: dels fordi han ikke var komplet forelsket fra første færd, dels fordi nogle ting omkring min fysiske fremtoning (jeg er overvægtig) afskrækkede ham - han havde tidligere været i forhold hvor han ikke følte, at han kunne stå inde for sin kærestes krop, hvilket fik ham til at kigge lidt efter andre og dette brød han sig ikke om. Han har været ærlig fra starten omkring sine tanker på disse områder og om sine oplevelser - han går meget op i ærlighed, oprigtighed og autencitet - og selvom vi, før vi blev kærester, sås rigtigt ofte (han bor i den anden ende af landet) og havde det superdejligt sammen, kunne jeg mærke tvivlen i ham i form af lidt afstandstagen. Dette fortsatte også i noget tid efter vi blev kærester - og det har plaget mig rigtigt meget hele vejen igennem og selvom det ikke længere gør så meget, fordi han elsker mig utroligt højt, også så det kan mærkes - også selvom han ikke er 100% forelsket, men føler det i pletter - tænker jeg stadig ofte på om han er på vej ud af mit liv, fordi han en dag vågner og indser at hans følelser ikke er nok. Han siger også at han satser på mig og gerne vil se, hvad jeg er for en, for han nærer en stærk fascination og mange store følelser for mig. Men jeg kan blive virkeligt meget i tvivl, hvilket får mig til at tænke, om jeg skal gå min vej, fordi det nogle gange er meget hårdt at være vred og ked af det pga. en, man elsker så meget og ser en fremtid med. Jeg har aldrig før oplevet mindreværdsfølelser, ikke før jeg mødte ham. Og selvom han er utroligt dygtig til at løfte mig op, give mig en masse opmærksomhed og sige de dejligste ting, sygner jeg stadig hen i tvivl og en indre, mørk afgrund. Det er begyndt at vise sig som irritation over ting han gør, som jeg tidligere kunne overse eller syntes var søde - nu mister jeg tålmodigheden næsten med det samme og det føles meget negativt for både ham og mig.

Jeg har længe set ham som et følelseskoldt og uempatisk, meget egoistisk person, nok fordi han ikke overgav sig 100% før for nyligt og skubbede mig lidt væk, mens han samtidig trak mig tættere ind til sig. Ifølge ham er jeg den eneste, der nogensinde har ment at han er alle disse ting, for folk opfatter ham normalt som en meget empatisk og blød person med stærke spirituelle værdier. Men ofte ser jeg stadig en person, som er ude på at leve et liv uden bekymringer, også selvom det går ud over mig. Måske fordi jeg føler at mange ting, som han gør, går ud over mig. I virkeligheden gør han også en million ting for mig - men jeg føler dem bare ikke. De mister betydningen, når jeg tænker på alle de andre sårende ting, han har gjort; hvilket bringer mig til problem nr. 2, som fylder ligeså meget, hvis ikke mere.

Nogle måneder før vi blev kærester, fandt han lidt sammen med en af sine veninder. Han var seksuelt sammen med hende en gang og havde ligget i ske med hende adskillige gange samt overnattet der ret ofte. Jeg husker denne periode som særligt sårende, især fordi jeg kan huske hvordan vores kontakt blev mindsket en del og han virkede mere og mere afstandstagende. Jeg tænker på hvordan han tilbragte al denne intime tid sammen med hende og hvordan jeg tydeligvis ikke var god nok, hver dag. Han siger at han ville prøve det af, for hun var meget forelsket i ham, men han fandt ud af at han ikke kunne gengælde følelserne og valgte derefter mig. Man skulle tro at det ville føles som en sejr, men jeg føler det som ren utroskab, for han vidste godt hvordan jeg havde det med ham og han vidste at jeg ikke brød mig om, at han lå i tæt omfavnelse med andre mens han så mig - dog sagde jeg ikke direkte at han ikke måtte, for vi var jo ikke kærester - også selvom det føltes sådan for mig.

Et endnu større problem er at denne veninde er en af hans bedste veninder, som han ser og taler meget med og har et generelt tæt forhold til. Hun er angiveligt ikke længere forelsket i ham og er tilmed ret bekymret for mig og min reaktion på hendes tilstedeværelse. Jeg har mødt hende en gang (uden min kæreste) i håb om at mit svulmende had til hende vil forsvinde - og det har også hjulpet på det. Dog føler jeg stadig at hun "blander" sig for meget og kommer med alle mulige gode forslag, som min kæreste er med på. Eksempelvis holdt de juleaften sammen, selvom han påstod at han kun havde en usikker, halv aftale med hende og jeg spurgte ham, om vi skulle holde det sammen, valgte han hende. Bagefter mente han, at "jul" kunne betyde både d. 24, 25 og 26 og at det måtte opveje det, at vi var sammen i næsten 3 uger op til og efter juleaften. Forleden har hun også foreslået ham at tage på ferie i udlandet - jeg er også inviteret - og jeg føler bare at hun skal tage og få sig et liv, som ikke involverer min kæreste. Det gør mig ofte enormt vred og selvom jeg har talt om det med ham mange gange, kommer vi jo ikke rigtigt frem til noget, for han har brug for venner i sit liv. Hun er ikke mere end en god veninde for ham, og jeg tror også på det - men hver gang hun bliver bragt på banen, bliver jeg bare ked af det og sur, fordi jeg tænker tilbage på dengang han brugte al den tid på hende og var intim med hende, mens jeg sad og havde det dårligt over hans ubeslutsomhed. Og så ønsker jeg at hun bare forsvinder, så jeg endeligt kan komme over det. Næsten alle mine tidligere forhold er endt i utroskab og jeg har aldrig tilgivet det, men kommet mig over oplevelserne ved at afslutte forholdet og give mine sårede følelser tid. Men hende her bliver jo ved med at være her - og min kæreste bliver ved med at blive irriteret, fordi han ikke forstår hvordan jeg kan blive ved med at bære på alle de her følelser næsten et år efter.

Det skal måske siges at han har gjort ret meget for mig i den retning: han indvilgede i ikke at se hende i en måned og indtil for nyligt har han ikke måttet bringe hende op i samtaler, medmindre det var yderst relevant. Han har gjort næsten alt hvad jeg har bedt om - og alligevel kan det gøre mig pisserasende at tænke på ham der bare rører eller kigger på hende. Han er et meget kærligt og omfavnende menneske overfor alle, og det breder sig naturligvis også ud til hans venner - men jeg hader simpelthen tanken om at han skal være alt andet end kold overfor hende! Jeg føler ikke han har ret til hende på nogen måde, når hans "dårlige" beslutning har kostet mig så meget energi og tårer.

Vores forhold er blevet bedre og bedre i alle mulige retninger, men jeg føler mig stadig ked af det, nærmest deprimeret og har ofte brug for at græde. Jeg græd næsten konstant i 9 måneder når jeg tænkte på alle de ting, jeg har gennemgået med og pga. ham og det blev først bedre da jeg besøgte en terapeut for nogle måneder siden, men selv det har ikke kureret mig for mange af de tanker og følelser, jeg konstant bærer på. Og som sagt, alle de dejlige ting, vi har sammen, betyder næsten intet. Jeg er konstant bange for den næste gang, han gør noget som sårer mig og, endnu værre, som involverer veninden. Jeg føler mig svag og enormt sårbar, hvor jeg tidligere plejede at være et meget stærkt menneske - og jeg er bange for at jeg ender med at ødelægge ham og forholdet, hvis mine tanker bliver ved med at vende tilbage med denne destruktive styrke. Jeg elsker jo den mand og ser en fremtid med ham - men står samtidig med en fod på dørtrinnet af frygt for at blive komplet mentalt smadret af endnu en af hans valg, som jeg føler går ud over mig...

Med venlig hilsen

Den svage



Kære svage!



I har været kærester i 10 måneder, og du har været ulykkelig i 9. Avavav! Det lyder ikke rart, men spørgsmålet er, hvordan vi kan få vendt minus til plus? For jeg tror faktisk at meget af løsningen handler om, at du skal have vendt det negative til at blive en gevinst for dig. Men jeg ser 2 meget forskellige muligheder for jeres forhold.

I har begge en historik – en fortid, som kommer ind og larmer i jeres nutid sammen. Jeg ved ikke ret meget om din kæreste, men det at han vælger at holde jul med en veninde, fortæller mig, at der er en familierelation, som ikke fungerer helt godt hos ham (måske har han ingen familie). Hvis jeg skal tage udgangspunkt i det, jeg ved, så lyder det, som om både din kæreste og hans veninde har valgt hinanden til som en slags familie – måske som erstatning for familie. Det kan være meget værd for dem begge men gør det selvfølgelig også svært for en udefrakommende. Jeg tror ikke, det hjælper at bede din kæreste vælge side...altså vælge hende veninden fra. Hun forsvinder jo ikke fra hans tanker. Og hun forsvinder åbenlyst heller ikke fra dine. Giv ham snor og lad ham vælge denne søster til. Måske giver hun ham en tryghed, som han kan tage med sig videre i forholdet til dig.

Jeg tror ikke på, de har en relation, der strækker sig længere end til den venskabelige. De gav det et forsøg med det seksuelle, og det duede ikke. Hvis veninden er afklaret og ikke længere forelsket i din kæreste, så lad dem ses. Sagen er jo også den, at I to bor langt fra hinanden, hvorfor han ikke har dig tæt på sig hele tiden. Måske har han brug for en anden nær ven at mødes med. I det hele taget er det problematisk, at han bor 'i den anden ende af landet', for det betyder, at I aldrig rigtig får pakket op for den der nærhed. Og derfor efterlades der en tvivl om, hvor stærke I er i jeres relation.

Det positive i det her nævnte er, at du ved at give ham længere snor og give ham mere fri også kan lære, at netop det kan betyde, at han knytter sig mere til dig. Din usikkerhed på ham skal således vendes om til en form for tilgivelse. Altså tilgiv ham, at han har brug for plads til at være en egoist. Stol på, at han trods alt gør sit bedste.

Men så var der jo også den anden mulighed:

Alt dette med ærlighed og oprigtighed er jo fint, og det skal man have både i et kæresteforhold og i et venskab. Men hvor på skalaen ligger I? Jeg spørger, fordi du siger, at han ”gerne vil se, hvad jeg er for en, for han nærer en stærk fascination og mange store følelser for mig”. Er det det, man gerne vil høre fra sin elskede? Jeg synes, det lyder overfladisk, men det kan selvfølgelig også bare handle om din måde at formulere det på i brevet. Jeg ville hellere høre ham sige, at han elsker dig ubetinget og savner dig og ikke kan leve uden dig. Mon ikke også det er det, du gerne ville høre?

Når ordet 'fascination' kommer ind i et kærlighedsforhold, så bliver jeg skeptisk. Der hører det ikke hjemme. Er det i virkeligheden det, der er mest kendetegnende for hans følelser? Jeg mangler meget mere varme. Jeg tror, det er der, du bliver usikker. Det handler ikke om din størrelse. Ikke i første omgang i hvert fald. Og det handler heller ikke om veninden. Jeg tror, det handler om, at han ikke melder rent ud, og at du er mere forelsket i ham, end han er i dig. Var det ikke nu, at du skulle være god mod dig selv og lære at lytte til dig selv?

Hvis det ikke bare er din formulering men hans…altså dette med fascinationen…så skal du være på vagt, og så tror jeg, du skal give dig selv fri. Hvis du er kommet til at forveksle hans fascination med kærlighed, så har du snydt dig selv, og så er læren måske, at du fremover skal blive bedre til at lytte med dine ører: Hvad er det egentlig, der bliver sagt? Så du ikke igen går ned med flaget.

Åååååh, det var et svært svar, for det hjalp dig jo ikke til en egentlig afgørelse (eller også gjorde det). Men du har jo allerede været hos en professionel, så det arbejde, der ligger hos dig selv og med dig selv, håber jeg, er i gang. Det er ham, du skal have læst korrekt. Forhåbentlig var dette en slags hjælp til oversættelse af ham. Det kunne jeg godt ønske for dig.


Knus fra Annette