Hej Annette,

Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Jeg er altid utilfreds, det er som om, det ikke kan blive godt nok. Måske er jeg forkælet? Jeg er lige blevet single, og jeg er så uheldig, at vi går i klasse sammen, og det er rigtig svært for mig – heldigvis har vi snart læseferie. Det er som om, jeg er glad for noget i nogle måneder, og så begynder jeg at kede mig og vil prøve noget nyt, og sådan er det hele tiden. Ville ønske, jeg bare kunne slappe af, for jeg tror, at det, jeg har mest brug for, er rutiner. Jeg føler nogle gange, jeg er personlighedsforstyrret, jeg ændrer mig lynhurtigt. Så vil jeg det ene, så det andet. Det er frustrerende. Jeg hader at være single, men når jeg har en kæreste, finder jeg en masse ting, jeg er utilfreds med ved ham. Føler mig virkelig som et dårligt menneske.

Hilsen mig


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære dig!

Jeg fornemmer, at du stadig er skoleelev i traditionel forstand, så mit svar hviler på en formodning om, at du ikke er over 22 år gammel. Du er ikke forkælet. Du befinder dig det sted i livet, hvor rigtig mange kommer i tvivl hele tiden: Hvad er det rigtige for mig? Hvor er jeg på vej hen? Hvorfor er jeg ikke bare hele tiden glad? Hvad skal der blive af mig? Forskellen på dig og mange er, at du reflekterer dybere over det. Du er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor du overhovedet har det sådan. Men det mest sandsynlige svar er, at du er påvirket af hormoner, kammerater, forventninger og alt det andet, der hører med til din alder. Det er måske ikke nogen trøst. Udover at det går over igen. Jeg synes i stedet for, du skal dykke videre ned i det og finde ud af, hvad du kan bruge det til. Altså det der med, at en kæreste aldrig er god nok. Kan du bruge det til at få øje på, hvordan du ikke ønsker at være i fremtiden? Jeg tror ikke, du på sigt ønsker at være hende den utilfredse kone, der står med korslagte arme, og som får lavet en vatnisse ud af en mand, der i begyndelsen havde hår på brystet. Skal du måske blive bedre til at fortælle højlydt om dine behov og tanker, så du kan få modspil?

Annette

Dit fulde navn vil ikke være synligt, når dit spørgsmål bliver vist i brevkassen.