Hej Annette
Jeg er en forvirret kvinde i starten af 30'erne.
Jeg er i et forhold på 10. år, og vi har det godt sammen.
MEN: Jeg føler, at jeg presser ham.
Vi købte vores første fælles hjem
sidste år. Vi har haft nogle startvanskeligheder, og under vores diskussioner, fortryder han købet, og siger, at det hele kan rende ham. For han skal lave ALT.
Jeg går hjemme og har ikke altid energi til at gøre
hovedrent hver dag.
Vi har begge børn fra tidligere forhold. Der har der også været problemer. For vi opdrager ikke på samme måde i hans hoved. Jeg har flere gange fået at vide, at jeg ikke kan opdrage mit barn ordenligt. Pudsigt nok er mit barn det mest velopdragne, når vi er ude. Siger altid pænt goddag og farvel og spørger pænt, om han må gå fra bordet osv.
Min kæreste havde det svært efter bruddet med sit barns mor. Hun var ham utro, og det var et hårdt slag for ham, at han ikke kunne være sammen med barnet hver dag.
I starten måtte jeg virkelig kæmpe for at vise ham, at jeg ikke var ligesom hans eks. Men hun lurer altid i baggrunden. Jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen og sige stop. Jeg har udtrykt ønske om, at jeg i fremtiden gerne ville giftes og have flere børn. Men det kan ikke komme på tale. For det vil gå ud over hans barn.
Jeg har i et tidligere forhold haft de samme problemer, hvor han ikke ønskede at snakke om en fælles fremtid. Men efter det forhold stoppede, og jeg blev gravid med en anden, troede han lige at han skulle være far for mit barn. Men jeg sagde til ham, at det kunne han godt droppe.
Og nu sidder jeg her og kan ikke forstå, hvad der sker. Hvad gør jeg forkert?
Jeg er så misundelig på andre, som får deres ønsker opfyldt.
Please, Annette, hjælp mig med at se tingene fra en anden vinkel.
Knus fra hende som ikke forstår mænd
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære kvinde
Jeg kan følge dig i en masse af de ting, du skriver: Det er dejligt med fælles fremtid. Der hører noget sikkerhed med i et ægteskab, og fælles børn lyder skønt osv. Men der er også nogle ting, der forvirrer mig. Dels at I har været sammen i 10 år, og at det stadig skulle tynge din kæreste, at hans eks var ham utro. Og dels den der historie med din ekskæreste, der ville være far for et barn, som var med en helt tredje. Det lyder umiddelbart lidt rodet. Og hvad er det med dig, siden du går hjemme og ikke altid orker rengøring? Forstå mig ret: Jeg orker altså heller ikke altid rengøring, men jeg spørger sådan, fordi et ekstra barn jo ville betyde meget større anstrengelser end rengøring og et fuldtidsarbejde. Så er du sikker på, du ville kunne magte det?
Jeg tror, det, jeg vil have dig til at reflektere over, er, hvorfor vil du gerne giftes, og hvorfor vil du gerne have et barn mere? Er det fordi, det bare virker mere rigtigt i dit univers? Jeg tænker jo: Med de konflikter I har, og med den ringe forståelse af hinandens forhold til det barn, I hver især har, så synes jeg ikke, det ligger lige for at indgå ægteskab. Man skal jo gifte sig, når man simpelthen ikke kan lade være. Og reparationsbørn (dvs et nyt barn for at løse konflikten) er jeg direkte modstander af.
Jeg tænker også, at det ikke kommer nogen af jeres børn til gode, hvis der nu kommer et nyt barn ind. Jeg tror nemlig, at jeres børn hver især godt kan mærke, at den ene part lægger afstand. Altså din kærestes barn kan godt mærke, at du ikke er på toppen over ham/hende, og dit barn er også opmærksom på den uvilje, der kommer fra din kæreste.
Jeg kunne godt tænke mig, at I fik mere fokus på at bringe børnene ind i et fællesskab, som handler om jer fire, så de får en fornemmelse af familie. Lige nu lyder det mest som om, I gemmer jer bag hver sit barn og skyder fra hver sin skyttegrav. Det er ikke godt for nogen af jer.
Hvis du overbeskytter dit barn, så danner I fælles front mod kæresten. Hvis du skubber din søn foran dig, så føler han sig ladt i stikken, så det er jo en balance, og den er svær.
Men det er vigtigt, at du og din kæreste får snakket den problematik igennem uden at gå i defensiven. Det kan ikke nytte noget, at du bruger argumenter om, at din søn siger tak for mad etc. eller på anden vis tager ham i forsvar, når du skal tale opdragelse med din kæreste. Du er nødt til at slå lyttebøfferne ud og høre, hvad han siger i stedet for at lytte med følelserne. Hvis han har en kritik, kan det ikke nytte, at du oversætter det til, at du er en dårlig mor, eller dit barn er forkert.
Du må heller ikke læse mit svar som en kritik af dig, men se det som et redskab til at få åbnet op for en konstruktiv dialog. Din kæreste er nødt til at komme ud af busken. Han behøver ikke love ægteskab og fælles barn, men han skal fortælle præcis, hvad der nager ham. For ellers kan du ikke gøre noget ved det.
Omvendt er han naturligvis også nødt til at lytte til dig. Jeg opfordrer tit til, at man tager mit svarbrev med ind som oplæg til samtale. Det er fordi, det er mine ord, og dem kan I ikke klandre hinanden for. Du har skrevet, fordi du ønsker at løse problemet, og det er jo i virkeligheden en håndsrækning til kæresten. Så få nu den snak med hinanden, så I har et fælles mål at arbejde hen imod.
Som altid er du velkommen til at skrive til mig igen.
Knus fra Annette
