Jeg har en veninde, som fandt ud af for et års tid siden, at hendes mand havde været hende utro igennem nogle år, med en arbejdskollega. Hun havde haft mistanke et stykke tid, da en anonym afsender af et brev/mail, havde skrevet hun nu skulle passe på sit ægteskab, hvis hun ville beholde det. Pointen er, at min veninde valgte at fortsætte med sin mand, selv om han havde været hende utro i land tid. Det er jo et godt valg, når nu det er det hun vil. Men, jeg er træt af at hun taler om sin mands elskerinde, som hende fissen, møgsoen, luderen, eller hvad der nu kommer frem. Har en fornemmelse af, at manden har vendt sin elskerinde ryggen, og følger helt trop med min veninde i sit sprogbrug.

Min veninde var langt nede efter mandens utroskab - hun var meget ked af det, og ikke særlig objektiv i sin handlemåde. Hun tog fx på sin mands arbejde og klædte sig pænt på, du ved lidt pænere end normalt, efter hvad hun selv siger. Hun havde fået forbud mod at komme på hans arbejdsplads, da hun ikke kunne lade være med at kontakte mandens elskerinde i hjemmet og på arbejdspladsen pr. telefon. Disse ting skete det første halve års tid, og selv da hendes mand fik et nyt job, havde hun behov for at dukke op på sin mands arbejdsplads, et par dage før han skulle stoppe. Hun er for længe siden gået langt over stregen, efter min mening. Jeg kæmpede for at få hende til fornuft, men hun fortalte først de ting hun havde gjort, når handlingen var sket, så det er svært at stoppe og gøre noget.

Nu er jeg træt af at høre alle mulige udenforstående situationer/mennesker, som er skyld i at deres ægteskab ikke har det godt. Hvad gør jeg? Jeg har ikke samme holdning, og jeg prøver virkelig ihærdig, at fortælle hun må have fokus på ægteskabet, hvis hun vil det. Jeg ved at kommunen betalte for deres parterapi, og mange af de uhensigtsmæssige handlemønstre er sket selv i den periode, hvor de var i parterapi. Fx at hun kom til at besøge mandens arbejdsplads, og havde fokus på elskerinden, som så vidt jeg kan forstå er en pæn kvinde med et godt job, for hun har tjekket op på elskerindens mand og hendes børn.

Jeg er desperat nu! Jeg vil have et godt råd, og måske kan jeg slet ikke gøre noget, for jeg synes hun er gået alt for langt. Jeg forstår hun er ked af det, jeg forstår hendes drøm om ’os to for altid’ er slukket og jeg forstår verden må være vendt på hovedet. Men jeg tror ikke jeg forstår, at man bliver i det, hvis man ikke kan arbejde med det der er grunden til, hvad der gjorde utroskab var nødvendig igennem flere år. Eller hvad det er der gør, at hun bliver, og ender som en så utjekket en kvinde, med et sprogbrug, som er værre end en havnearbejders.

Jeg er ked af at se dette forfald, jeg er ked af at se og høre på min veninde, som slet ikke virker tilfreds med tilværelsen. Måske skal jeg bare acceptere at ting tager tid? Hvad siger du Annette? Er jeg helt gal på den og hvad synes du jeg bør gøre?

Hilsen

Skorpionen som vil det bedste, men synes det er svært

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk. Alle besvarelser vil blive behandlet anonymt.

Hej skorpion!

Ud fra det du fortæller her, er jeg helt enig med dig. Hele vejen. Og jeg ville have det ligesom dig. Jeg tror også, du er nødt til at gøre noget, hvis du skal kunne blive ved at ses med din veninde. Men jeg tror, du skal gribe det an fra DIN synsvinkel. Hvad hun vælger at gøre i sit ægteskab, må hun egentlig selv om. Men du kan med god samvittighed sige fra overfor det, der angår dig: Du kan sige, at du nu længe har gjort opmærksom på, at du synes, hun er gået for langt. At hun vælger ikke at lytte til dig, må du trække på skuldrene over, men du vil gerne fritages fra at høre mere om hende den anden, ligesom du heller ikke længere gider lægge øre til alt det, der kommer udefra, og som din veninde synes ødelægger hendes ægteskab. Du synes, det er klokkeklart, at problemerne ikke kommer udefra men indefra. Hvis din veninde ikke gider høre om din mening, fint! så gider du heller ikke høre mere om hendes knuste ægteskab, og at det er alle andres skyld.

Ovenstående forudsætter naturligvis, at du allerede har fortalt hende om din bekymring for hendes handlemåder, for hendes naivitet, for hendes selvbedrag, for hendes forfald. Bekymring og omsorg er jo lig med kærlighed, og hun skal kunne mærke, at du holder af hende, før du siger fra.

Naturligvis vil man gerne stå til rådighed for sine venner og lægge skulder til, når der skal grædes ud, men der må også være en grænse for, hvor længe man gider høre, at månen er lavet af grøn ost. Når man for 117. gang argumenterer for, at det er den ikke, så bliver det i længden absurd at blive stillet overfor samme påstand igen og igen. Jeg tror, jeg ville sige nogenlunde sådan her til hende:

'Du siger, du har et problem. Det vil jeg gerne hjælpe dig med at løse. Du kan få min mening og et godt råd, og så kan du vælge, om du vil tage mod det. Men hvis du vælger ikke at gøre noget som helst ved problemet, så forvent ikke, at jeg vil blive ved at høre om det. Og vid allerede nu, at jeg på ingen måde gider høre dårligt om et andet menneske om hvem du ingenting ved. Og da slet ikke med et sprogbrug, som er uklædeligt og derfor gør dig uret.'

Op til denne samtale tror jeg, du skal fortælle din veninde, hvor meget andet godt hun har at byde på, og hvor stærk og dejlig du i øvrigt finder hende. Vis hende din omsorg og træk så en grænse i sandet. Det synes jeg er helt OK.

Du skal naturligvis være forberedt på, at hun reagerer med afvisning. Det vil være svært for hende, at du holder spejlet oppe på den måde, men kom hende i møde: 'Jeg er ked af, at du ikke kan overkomme vores venskab i den form, som jeg ønsker, men så skal du vide, at du er velkommen til at komme tilbage, når du er færdig med dine eder og forbandelser.' Jeg tror, det er vigtigt, at du forholder dig helt roligt, når du overbringer hende budskabet.

Jeg har selv været i en lignende situation for snart tre år siden, hvor jeg afbrød et venskab, fordi jeg ikke kunne være vidne til det, jeg så. Det var ikke særlig nemt, men det var så rigtigt af mig at gøre. Det ved jeg nu. Dengang havde jeg nøje forberedt det, jeg ville sige. Min daværende veninde forsøgte at lave en diskussion ud af det, men jeg sagde bare helt stille og roligt, at der ikke var nogen grund til at gå yderligere i detaljer, for min beslutning var truffet: jeg kunne ikke længere være en del af hendes vennekreds.

Det kræver styrke. Den håber jeg, du finder. Og så håber jeg, din veninde trods alt kommer til fornuft.

Annette