Jeg har med glæde læst et af sidste uges breve i brevkassen, ’Jeg er blevet asocial efter skilsmissen’, og synes lidt jeg står i samme situation.

Mit syn på det ene øje er ødelagt, og derved er øjelåget faldet ned, for at beskytte det. Jeg går med solfilter briller som har gult/gyldent glas, hvilket ikke er så kønt. Derfor er jeg blevet moppet flere gange af folk på gaden. Når jeg bliver træt eller stresset, forstår jeg pludselig ikke hvad folk siger, og jeg misforstår eller begynder at snakke sort.

Jeg har forsøgt, at finde steder hvor man som syg kan være sammen med andre ligesindede, men det er svært. At gå i bio alene, er ikke så hyggeligt. Og man får ikke rigtig nye venner af bare at gå en tur i byen. Hospitalet eller Kræftens Bekæmpelse har heller ikke kunnet hjælpe. Har du nogen forslag?

Det skal siges, at jeg har nogle få, men gode venner, men de har jo alle arbejde. Jeg kommer i skoven hver dag, da mine hunde skal luftes. Men det er ikke nok til, at man kan fungere i hverdagen.

Hilsen den ensomme


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære kvinde

Gult glas…hmmm…på sin vis ret funky, men jeg ved jo godt hvad du mener. Og nej, det er hverken sjovt eller OK, at folk mopper. I det brev, du henviser til, husker du sikkert godt, at jeg også var lidt efter manden: Jeg syntes, han havde nemt ved at falde i offer-gryden. Jeg kan jo rigtig godt forstå, at folk, der har et handicap og som slæber rundt på en masse dårligt selvværd pga sygdom eller andet, at de har det med at påtage sig offerrollen. De - eller skal jeg sige I - er jo sådan set ofre for noget, som er uforskyldt. Problemet er jo bare, at hvis man har en lille smule ondt af sig selv, så skubber man samtidig en masse andre mennesker væk fra sig. Det er uretfærdigt, men det er altså sådan, det er.

Jeg tror egentlig ikke, at dit virkelige handicap er dit lukkede øje, de gule briller eller noget koncentrationsbesvær. Jeg tror, dit virkelige handicap er, at du udelukker dig selv fra at gøre nogle ting, fordi dit selvværd er i bund. Du har da ret i, at man ikke møder folk på gaden. Og så alligevel. Jeg mødte en dame i toget engang, faldt i snak, og senere besøgte jeg hende og hun mig. En af mine venner har også fået en gå-tur-ven, som er endt med at blive en mentor for ham. Men de mødes kun, når de er ude med hunde, og alle deres møder er tilfældige.

Men man kan jo godt planlægge lidt selv: Du kunne enten begynde at gå til hundetræning, eller du kunne sætte en seddel op om, at du gerne tager flere hunde med, eller du kan blive det, der hedder dog-walker, hvor du lufter andre menneskers hunde. Jeg vil også gerne slå et stort slag for voksenuddannelserne og aftenskolerne. Jeg har i næsten alle årene efter min uddannelse gået til et eller andet (italiensk, teologi, historie). Det har godt nok været nogle blandede hold med folk i alle aldre og fra alle lag, men vi har da alligevel talt sammen og oplevet noget sammen. Og så er der foredrag.

Nu ved jeg jo slet ikke hvordan du har det med religion, men som regel er der også ret gode arrangementer at finde i kirken. Og så er der læsegrupper – dem kan du finde masser af på nettet, men ellers er det også værd at spørge på biblioteket. Her mødes man og diskuterer bøger. Magter du ikke at læse selv, så findes der jo mange skønne lydbøger.

Jeg ved ikke, om nogle af disse tiltag interesserer dig, men som du kan se, er der sådan set masser af bud på, hvordan man kan møde andre mennesker. Frivilligt arbejde er altså også alle tiders. Du kunne måske hjælpe til i en Røde Kors butik. Bare et par timer om ugen. Men det kræver alt sammen, at du kommer ud af din skal. Det vil kræve en kæmpe overvindelse fra din side, men jeg tror, at når først du får taget hul på dette her – som kan blive dit nye liv – så bliver det nemmere for dig at tage næste skridt.

Jeg håber, du modtager min opsang i den gode intention den er skrevet.

Hilsen Annette