Historien bag er ikke særlig indviklet; vi har diskuteret et stykke tid og været irriterede på hinanden, og han var bare kommet til et punkt, hvor han mente at nu, var det nok. Han sagde, at det jo ikke hjalp noget at prøve at gøre det bedre igen. Men jeg synes ikke, vi har prøvet nok. Og nu har jeg fået ’chokket’ - nu ved jeg, hvordan det er uden ham. Jeg sås med ham i dag, og vi havde det faktisk godt sammen. Og alle de ting han sagde til mig var søde og rare, og det er derfor, jeg ikke kan forstå, hvorfor han valgte at slutte det. Han bliver ved med at sige, at han jo heller ikke ved, om det er den rigtige beslutning. Han græd selv lige så meget som mig, og han har haft det lige så dårligt som jeg selv har haft det. Selvfølgelig kan jeg jo ikke vide, hvad han tænker og føler. Men et eller andet sted føler jeg, at det ikke er nu, vi skal stoppe. Jeg føler, at der er et lille håb for at få ham tilbage.

Jeg ved ikke præcist, hvorfor han endte det. Det kan han heller ikke selv svare på. Det eneste han siger er bare, at sådan føler han det skal være lige nu.

Jeg har inviteret ham ud på næste onsdag, og han vil gerne med, men han ved ikke om det vil være for mærkeligt. Jeg forklarede ham, at måske kunne vi starte på en frisk. Og jeg forklarede ham, hvordan jeg ville ændre mig og at vi ikke skulle have en så dårlig periode igen. Han har så sagt til mig, at han vil skrive/ringe senere på ugen, hvis han gerne vil med.

Men jeg vil høre dig, om der er noget jeg kan gøre/sige for at få ham til at ville være sammen med ham igen? Jeg VED han stadig er forelsket i mig, og det gør mig bare mere forvirret og ked af det, for så synes jeg heller ikke, jeg kan komme over ham. Og det vil jeg heller ikke. Jeg føler ikke, vi skal gå fra hinanden endnu.

Selv havde jeg tænkt på at skrive ham et brev, hvor jeg forklarer ham mine følelser og hvad jeg tror der gik galt og hvad vi kan gøre om. Men jeg ved ikke, om det er rigtigt at gøre.

Håber du kan hjælpe mig.

Venlig hilsen

den frustrerede

Hej pige!

Ååååh ja, det kan jeg jo godt genkende. Det er den unge forelskelse, som jo bare er så svær. I har været sammen, siden I var henh. 17 og 18. Det er tidligt at møde hinanden i dag. Det betyder, at der oftest kommer et brud på et tidspunkt, hvor enten den ene eller begge parter føler, det er tid at rette blikket mod andre græsmarker. Populært sagt har I nok ikke løbet hornene af jer. Men det hjælper jo ikke på din situation, ved jeg godt.

Ud fra det, du skriver til mig, så synes jeg, det lyder, som om din kæreste trænger til et pusterum. Jeg tror, jeres forhold har været lige lovligt turbulent gennem længere tid, og nu har han bare brug for at trække vejret. Problemet er, at jo mere du prøver at fastholde ham, desto mere vil han ønske at komme væk. Jeg hader det der med, at man skal spille kostbar, så det er ikke den attitude, du skal tillægge dig, men du skal simpelthen holde igen med at henvende dig til ham. Du skal helst holde op med at ringe, og du skal heller ikke tigge og bede ham om at komme tilbage. Ja, jeg ved godt, det er grufuldt ikke at måtte gøre det, man har allermest lyst til og brug for, men i jeres situation mener jeg faktisk det er bedst sådan.

Når du fortæller ham, at du elsker ham og lover bod og bedring, så er du med til at skræmme ham væk. Du er nødt til at vente på, at han selv får ro nok til at mærke, om han er klar til at prøve igen. Ellers bliver det on/off hele tiden, og det holder ingen af jer til.

Hold dig tilbage og se, om ikke han måske får lyst at liste tilbage til dig. Og respekter så hans beslutning uanset om det er den, du mindst håbede på.

Jeg ønsker dig masser af styrke.

Annette