Kære Annette!
En mand sidder med sine børnebørn på 10 år i et spa-bad, han er nøgen, børnene har badedragter på, han siger så: det er så dejligt at sidde her nøgen det skulle i også prøve!!!
De tager badedragten af, men så siger jeg: hvis det er ubehageligt at sidde der nøgen, må I gerne tage badetøjet på igen. Der gik ikke 5 min, så var badetøjet på. Ud fra min erfaring er det manipulation med børn. Jeg var dybt forarget, er det kun mig der bliver det???
En farmor og mormor, som gerne vil være anonym.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære besse (hvis jeg må kalde dig det)!
Jeg må være ærlig at sige, at hårene rejser sig på mine arme. Jo, det kan klart opfattes som manipulation. Jeg synes omvendt, der er en grim tendens til, at vi mistænker alle og enhver, og det gør mig ked af det, når jeg hører, at mandlige pædagoger ikke må skifte børnene i børnehaven. Men som voksne skal vi respektere børnenes blufærdighed. Når du siger “badedragter”, så tænker jeg jo, at det er to piger. To piger på ti vil helt klart finde det mærkeligt, at de skal være nøgne med en voksen mand. Også selvom det er morfar. Det skal han vide.
Jeg kan jo ikke vide noget om hans hensigter, men jeg ville selv have følt det krænkende, hvis min morfar havde sagt det samme til mig i sin tid.
Det lyder, som om du kender ham ret godt. Jeg synes, du skal fortælle ham, hvordan verden ser ud. Hvis han ingen bagtanker havde med sin opfordring, så skal han vide, at hele verden ville stemple ham, hvis det var noget, han havde sagt højt i f.eks. svømmehallen. Mon ikke, han vil forstå det? Tag den gode snak uden anklager. Tænk på det, som om du vil beskytte ham.
Tak for dit brev.
Annette



