Hej Annette!

Jeg føler mig nødsaget til at bede om "hjælp" fra en person, som ikke kender mig og måske kan hjælpe mig med at forstå dette lille problem, som jeg har, og som kan give mig nogle redskaber til at ændre dette problem. Jeg har været skilsmissebarn, siden jeg var 3 år gammel og har boet lidt frem og tilbage hos både min mor og far, som "hader" hinanden for at sige det på en pæn måde. Jeg er af en stor flok halvsøskende, hvor vi sommetider har været nødt til at kæmpe lidt for opmærksomheden fra både mor og far. Jeg er desværre som mange andre blevet mobbet en del igennem folkeskolen, fordi jeg også var en af de uheldige småbuttede piger med briller og grydehår.

Da mine forældre har et meget forskelligt syn på opdragelse, har det selvfølgelig gjort mig til den person, jeg er i dag, hvilket sommetider giver mig lidt modstand. Min far opdrager "desværre" efter kæft, trit og retning, og at man siger tingene, som de er, hvor min mor er den blide. Det kan godt få personer til at misforstå mine intentioner og måske få dem til at "blive lidt skræmte" over mig. Jeg ved, at jeg sommetider kan være dårlig til at skjule irritation i mit kropssprog, hvis en kollega går til kaffepause, før vi har hjulpet hinanden færdige til det, jeg mistænker, at det muligvis kunne være det. Jeg mistede for 2 uger siden min fantastiske bedstemor, som har været min støtte mht mine forældre, og det har gjort meget ondt på mig, og jeg har haft svært ved at "tage imod", hvis kolleger sagde noget de første par dage, selvom jeg var meget åben, og sagde jeg lige skulle sunde mig. Folk siger ofte, at jeg ser sur ud, selvom jeg ikke er det. Sommetider hvis jeg stresser, bider jeg tænderne sammen så min kæbe bliver bred, og jeg ser stram ud i hovedet.  

Jeg har hele vejen igennem folkeskole, efterskole, handelsskoleuddannelse og nu også min uddannelse som elev fået at vide, jeg har et problem med mit kropssprog og min attitude fra nogle lærere. De har alle sagt, jeg ligner en, der ikke gider at være der, selvom jeg faktisk rigtig gerne vil. Jeg efterspørger hver gang et konkret svar på, hvad det er, jeg gør forkert mht min attitude, men får intet svar eller forskellige situationer, hvor dette kunne være opstået og hvor denne attitude har vist sig. Jeg får ros for mit arbejde i både skole og praktik, og de siger jeg er klog og passer mine ting, men at jeg har et attitude problem. Jeg føler mig utrolig magtesløs og frustreret over dette, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg kan gøre for at ændre dette, når jeg ikke ved, hvad det er, jeg gør.

Har du nogle ideer til dette og nogle redskaber, jeg måske kan bruge? Jeg ønsker at være anonym

Mvh  

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære dig!

Hvor er jeg ked af, at du skal have al den modstand. For du virker ikke som en, der er livstræt eller sur eller uinteresseret. Kropssprog er jo noget vanskeligt noget, fordi det er så indgroet i os. Men generelt kan jeg sige 2 ting:    

Folk reagerer meget ofte instinktivt og tænker ikke dybere over, hvorfor du måske er, som du er, eller gør som du gør. De bruger ikke tid på at analysere dig. Det behøver de heller ikke, selvom jeg jo vil påstå, at alle mennesker kan få noget ud af at gøre sig den ulejlighed. I stedet lukker de dig ude og udelukker dermed sig selv fra at få indsigt i dig og dit liv.     

Det andet er, at du med garanti bliver ved at løbe hovedet mod muren, hvis ikke du bliver mere bevidst om, hvornår du støder folk fra dig. Derfor er det så vigtigt, at du har skrevet.    

Jeg kan muligvis ikke løse dit problem, men første skridt er jo erkendelsen af, at der er et problem. Dernæst kan man gå videre og finde den rette løsning.     

Oplever du somme tider, at dine egne små-irritationer (dem med sammenbidte tænder eller en snerren, når kolleager går til kaffe) gør dig selv i lidt dårligere humør? Jeg tror godt, det kan være selvforstærkende, og derfor vil jeg råde dig til at være mere obs på, når situationerne opstår. Altså: Prøv at overveje, om det på nogen som helst måde gavner dig eller ændrer noget, at du bliver sammenbidt. Tænk over, om det faktisk kunne tilføre dig mere livsværdi bare at trække på skuldrene og tage en dyb indånding i stedet. Jeg tænker jo, at du skal forsøge at ændre dine vaner for at glæde dig selv. Ikke for at please andre. Hvad de tænker, kan nemlig være ligegyldigt. Men det er jo ikke ligegyldigt, hvis du selv sidder og får det dårligt. Der er jo en masse dårlig energi her, som bliver skubbet frem og tilbage mellem dig og dine kollegaer.    

Jeg kunne godt komme med en længere udredning om, hvorfor du er havnet der, og at jeg synes, dine forældre er håbløse, når de ikke for længst har fattet, at de gør skade på dig (og måske dine søskende), når de bekriger hinanden. Men omvendt synes jeg ikke, vi skal hænge fast i det dynd. Du kender jo også selv årsagen, og du beder jo ikke om en psykolog. Du skal have ændret noget fremadrettet, og jeg fornemmer meget, at der er noget glæde, der skal findes frem. Noget, hvor du gør noget godt for dig selv. Hvad det er, har jeg ikke svaret på, men det behøver ikke være en livsomvæltning. Spørg dig selv, hvad der gør dig glad. Hvornår smiler du?    

Der findes flere kurser i dette med kropssprog. Jeg har læst om en, der hedder Dorte Sachmann Møller. Jeg ved ikke, om hun kan hjælpe dig direkte, men ved et opkald kunne hun måske bringe dig det rette sted hen. For jeg tænker, du skal have fat i nogen, som kan aflæse dig uden at afvise dig. Du skal have en til at ”oversætte” dig, så du fremover kan udkomme i det format, der gør hverdagen lidt lettere. Forstår du, hvad jeg mener?    

Når du spørger kolleager, hvorfor de reagerer negativt på dig, så kan det godt virke meget offensivt, og så bliver folk bange for dig i stedet for at hjælpe dig. Jeg tror, du skal prioritere noget professionel hjælp, også selvom det kan koste nogle knaster. Du er godt begavet, så du vil lynhurtigt finde ud af, hvilke redskaber du kan bruge på din videre færd. Men redskaberne skal du have fra en, der kan se dig og mærke dig.    

Jeg håber endvidere, at du vil få personlig støtte fra din kæreste (?) eller en nær veninde. Du har brug for at nogen kan tage over, hvor din bedstemor slap. Også selvom ingen nogensinde kan erstatte hende.    

Tak for dit mod til at skrive. Jeg håber, der er en flig af mit råd, som kan sende dig i den rigtige retning.

1000 gode tanker fra Annette