Hej Annette

Jeg er far til to dejlige børn på henholdsvis, 2 og 4 år, en dreng og en pige, jeg selv er 33 år. Grunden til at jeg skriver til dig er, at jeg finder mit sprog og til tider min opførsel over for mine dejlige børn aggressiv.

Jeg er vokset op med en far der sejlede på langfart (altså væk i 4-6 mdr. af gangen) og min mor var derfor hjemmegående for at kunne holde sammen på alle trådene.

Når min far endelig var hjemme, forgik det for fuld skrue, så at sige. Der var fest og liv og glade dage. Men når min far´s ferie var ved at være slut, var tegnebogen ofte også tom og tingene begyndte at spidse til. Derfor oplevede jeg mange gange en aggressiv far, både verbalt men sandelig også fysisk. Mine forældre blev skilt, for nu 20 år siden, og siden da har min far og jeg haft et anstrengt forhold. Vi forsøger at få tingene til at køre, men det er ikke altid nemt.

Da jeg mødte min nuværende kone, snakkede vi tit om, at når vi fik børn, så ville jeg lægge meget energi i at undgå at blive som min far. Jeg skulle ”nok vise ham” hvordan man skal være en god forældre.

Vi har som sagt fået de her fantastisk dejlige børn, som jeg bogstaveligt talt vil gøre ALT for. Jeg elsker dem af hele mit hjerte og livet ville på ingen måde være det samme uden dem. For ikke at sige, nærmest ikke værd at leve uden dem. SÅ stærkt føler jeg for dem.

Vores datter på 4 år fik som 1 årig konstateret en kronisk sygdom, som påvirker hendes led og bevægeapparat. Som følge heraf, skal hun have rigtig meget medicin, deriblandt ugentlig kemoterapi, prednisolon osv. Meget af det her medicin påvirker vores datter fysisk, men sørme også psykisk. Én ting er at hun bestemt ikke synes om at skulle tage medicinen, men fx gør prednisolonen at humøret kører op og ned i yderpunkter med få minutters varsel(hvis der endelig er nogen varsel). Energiniveauet gør det samme. Det slider utroligt meget på os som forældre, og giver en vis dårlig samvittighed over for vores lille dreng som vi nogen gange føler at vi svigter fordi vi skal bruge SÅ uforbeholden meget opmærksomhed på storesøster.

Jeg har nu gennem lang tid oplevet mig selv på et sted, i de her yderpunkter med min datter, hvor jeg ikke ønsker at være. Min kone er selvstændig erhvervsdrivende og jeg har et super godt, stabilt og trygt fuldtidsjob. Derfor er det langt hen ad vejen primært mig der tager sig af min datter og hendes sygdom (vi deler naturligvis, men sygehus besøg osv. Klarer jeg).

Der hvor jeg ikke ønsker at være, er i den situation hvor man er ved fx at putte om aftenen og så kan hun ikke falde til ro pga. medicinen. Pludselig ryger det ud af munden på mig ”hold så din kæft, eller så kan du sove i kælderen, ALENE!” (vores kælder er en del af huset og opvarmet og med gode værelser osv, men ikke her vi primært er). Bagefter bliver jeg så ekstremt ked af det at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Situationen er helt opkørt og balancegangen mellem opdragende forældre og forstående far er enormt svær. Dagen efter kan hun sige på vej hjem fra børnehave, ”jeg skal nok holde min kæft i aften far…”. Jeg mener, hun er 4 år gammel. Sådan et sprog skal hun ikke bruge for det første, for det andet bliver jeg igen rigtig ked af det for jeg kan høre at de ondskabsfulde ord jeg bruger, fæstner sig hos hende. Jeg vil rigtig gerne være den kærlige rolige far, men tingene bliver bare så ofte kørt op i en spids.

Et andet eksempel kunne fx være i en situation, hvor min dejlige datter har siddet og tegnet. Vi printer sådan nogen udfyldningstegninger ud fra nettet. Der er Hello Kitty, Smølferne, Barbie osv. Hvis så hun ikke lige kan finde den rigtige tegning, hun mener hun skal have for ”at komme videre”, bladrer hun alle papirerne ud over hele spisebordet og ned på gulvet. Allerede her begynder mit blodtryk at køre. 9 ud af 10 gange er jeg meget pædagogisk og prøver at forklare, at lige nøjagtig den tegning, er tilsyneladende væk og der er jo ca. 200 andre valgmuligheder. Når vi så har været igennem den forklaring et par gange og jeg får at vide at jeg både er dum og irriterende, og hun skrigende og spyttende bare vil have mig ned på kontoret for at printe en ny tegning ud, bliver alt det pædagogiske væk som dug for solen. Man kan sige at jeg ryger med på ”vognen”. I ren frustration kan der ryge en ordsætning som følgende af sted: ”hvis ikke du opfører dig ordentligt og falder til ro NU, så brænder jeg alle dine tegninger og blyanter…”. Det siger sig selv, at det på ingen måde får situationen ned igen. Bagefter har jeg ofte tendens til at være så ked af det at jeg forsøger at forkæle ”det væk”. Til gengæld bliver jeg ikke vred hvis min datter (eller søn) vågner midt om natten og er ked af det. Der er jeg helt rolig, og min kone kalder altid på mig når der er ”afgang, den ene vej eller den anden vej”. Min kone plejer at sige, at jeg kan være den kærligste far i hele verdenen, men når jeg bliver vred, så bliver jeg iskold. Jeg ønsker at være den far, mine børn ved hvor de har. Den de kan stole 100 % på og den der giver dem al den tryghed og stabilitet de har brug for.

Er jeg den eneste i hele verden der har det på denne måde? Findes der gode råd til hvordan jeg håndterer den førnævnte balancegang. For jeg mener, hvis jeg bare siger ja til alt og giver efter for alt, da det kunne være den nemmeste løsning, bliver hun jo lidt af en strid banan i hendes senere liv, fordi hun er vant til at få alt. Jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde har lagt hånd på hende, men de verbale situationer kan jo være præcis lige så slemme. Det har jeg jo netop selv oplevet som barn fra min far´s side, og det er dybt frustrerende når man nu havde besluttet sig for hvordan man ikke vil være, og så er man det SGU alligevel…

Jeg kan lige tilføje, at vores dreng er meget veltilpasset og trives rigtig godt i de daglige situationer han bevæger sig i. Han har dog kopieret lidt af storesøsterens hysteriske opførsel, og det er nok i virkeligheden derfor jeg skriver. Tænk at have to børn, der er som aggressive ulve på speed…

Kan du hjælpe…

Hilsen en far

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære far!

Tak for dit meget fine brev, som jo rummer en stor selverkendelse. Jeg er meget obs på, hvordan vi taler til vores børn. Hvilket sprog, vi anvender, og hvordan vi kommunikerer. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at du også selv er opmærksom, og at det lader til, at du og din kone støtter hinanden.

Der er flere ting, jeg vil sige til dig. For det første synes jeg, du skal passe på med at være for hård overfor dig selv. Jeg kan godt forstå, at du pga din barndom er særligt følsom overfor dette her med at have temperament. Men jeg har haft en fin og god barndom, og jeg kan altså også blive sindssygt rasende. Det er sådan noget, børn kan gøre ved os. Der, hvor du går galt i byen, er, når du kaster om dig med trusler. Dine børn opdager jo lynhurtigt, at der ikke er hold i dine trusler, så en eller anden dag begynder de helt at holde op med at lytte til det, du siger. De mister respekten. Jeg mener naturligvis ikke, du skal gøre alvor af truslerne, men du skal helt holde op med at bruge dem. Jeg synes personligt, det er OK, at man skælder ud og viser sin vrede. Og man kan sagtens sige: ”Jeg bliver vanvittig af dit roderi” eller ”Jeg er snart hamrende træt af...” hvad det nu måtte være. Nuvel, det er ikke konstruktivt, men i det mindste fortæller man barnet ærligt, hvad man føler.

Jeg tror, du skal anerkende dine egne følelser lidt mere. Klart at man skal imødekomme barnet og være der som en støtte, så de kan føle sig trygge. Men børn har en tendens til at drive os helt derud, hvor vi ikke kan finde plads til at bevare roen, og der må vi gerne som forældre sige fra. Det er jo rigtig synd for din datter, at hun har den sygdom. Jeg håber, det er noget, hun kan komme sig over, men i mellemtiden skal I forsøge at behandle hende som alle mulige andre børn.

Jeg forstår godt, at hun er lidt mere speedet, end de fleste, men I skal kunne sige fra, for ellers får I to det, som du også selv frygter: Et menneske, som ingen kan holde ud at være sammen med. Og det er især vigtigt at vise jeres dreng, at der gælder de samme regler for begge børn. Det der med at skælde ud først og så forkæle bagefter, det tror jeg ikke på som en løsning. For så ophæver I jeres egen autoritet. I må gerne vise, at det er jer, der bestemmer. Men bare husk at pille truslerne ud af den ligning.

Jeg forstår godt, at I bliver tyndslidte, når der er sygdom med inde i billedet og en medicin, der gør det hele lidt vanskeligere. Jeg tror dog på, at I med jeres gode base (gode jobs og masser af kærlighed) godt kan finde ud af at løfte jer selv op i helikopteren og se det hele ovenfra. I har et andet udgangspunkt end de fleste, men betragt det som jeres norm og beslut jer så for, hvordan opdragelse skal være hos jer. For jeg tror, I skal vælge den opdragelse, som I hele tiden havde forestillet jer, men som er blevet farvet/gjort svag af jeres datters sygdom.

Jeg kendte engang nogle mennesker, hvis søn havde leukemi. De gav meget efter for hans luner og forkælede ham, når det hele var lidt svært. Det forstår jeg jo godt, men det betød, at hans lillebror blev totalt overset og ligesom glemt, og at storebror – da han blev rask igen – var blevet et uudholdeligt menneske at være sammen med. Det må være utrolig svært at gøre det rigtige, men jeg tror stadig på kærlighed og konsekvens som de to vigtigste ingredienser i opdragelsen. Også når børnene lider af en sygdom.

Nu tilbage til DIG, for det er vigtigt, at du kommer ud af den onde cirkel, inden du kommer til at krænke dine børn. Når vi voksne bliver tricket af vores børn, så handler det ofte om en projektion. Altså når du bliver vred over din datters roderi, så kan det handle om, at du ikke tillader dig selv at rode. Der kan ligge nogle ting dybt i dig, som du måske bør få kigget efter i sømmene hos en professionel. Men jeg synes også, det er værd at kigge i nogle af de vældig gode bøger, som findes om emnet.

Du kender selvfølgelig allerede Jesper Juuls bog, ”Det kompetente barn”, men tag også et kig på den nyere ”Drop opdragelsen” af Fie Hørby, som beskæftiger dig meget med, hvilken ”stemning” vi bringer ind i familien med vores måde at kommunikere på.

Jeg vil ønske jer alt det bedste og ikke mindst en glædelig jul. Annette