Sagen er oppe igen nu, fordi det nu er kommet frem, hvad der er sket ham, og jeg kom selvfølgelig til at læse om det. Meget dumt.

Jeg er nu på tredje dag helt knust over det, har ondt i maven, knude i brystet over den frygtelige skæbne den lille fyr har lidt. Det er jo bare så frygteligt.

Men hvordan pokker slipper jeg det?! Det går jo ud over min dag og mit humør, og det har sat sig fast som en plade, der kører i hak i mit hoved. Jeg tænker hvordan han har følt og haft det, og ser billeder i mit hovedet af de frygtelige ting, de onde mennesker har udsat ham for. Min fantasi løber simpelthen af med mig...

Jeg PRØVER at sige 'Stop' når pladen begynder at køre, men bare det at den er begyndt gør at jeg får det skidt. Min kæreste siger, at jeg bare skal lade være med at se og læse om sådan noget, og det er jo rigtig nok, men er det ikke også 'fejt'?

Hvis alle gør det, så lukker man vel bare øjnene for de grimme ting der sker i livet, og så tænker jeg at sådanne sager bliver glemt? Men på den anden side, kan jeg jo ikke gøre noget. Den lille fyr kommer jo ikke tilbage, ved at jeg kører helt i sænk over det.

Jeg er frustreret.

Kan du give et råd?

Hilsen C


Har du et spørgsmål til Annette Heick? Skriv til heick@bt.dk.


Kære C!

Det kaldes empati, når man har evnen til at sætte sig ind i andre menneskers følelser, og det kan jo være en god evne at have. Du tager den så måske lige skridtet videre, og jeg tror, du har helt ret i, at det handler om, at du selv er mor. Pludselig er det billedet af din egen lille dreng, du ser. Og det er med alle de følelser, du har for ham, at du mærker smerten hos de andre børn, som du læser om.

Kan du huske ham den lille Christian, der slugte et batteri og led en forfærdelig død? Jamen, jeg kunne ikke sove i flere nætter efter det. Så jeg kender udmærket til den følelse, du beskriver. Det tror jeg, de fleste mennesker gør, og heldigvis for det. For det betyder jo, at vi mærker, når noget er forkert, og at vi gribes af en trang til at handle.

Nu er det bare sådan, at vi ikke kan redde hele verden, ligesom vi heller ikke kan tage alle andre menneskers følelser ind. Hvis vi gjorde det, så ville vi brænde sammen, og det er det, du er ved. Hvis man har et ønske om at være med til at redde nogen, så skal man være i stand til at bevare det iskolde overblik selv. Ellers er man ikke til nogen hjælp. Derudover kan man hjælpe folk på afstand – her tænker jeg på sådan noget som sponsorbørn i 3. Verdens lande.

Du skal finde ind til urmennesket i dig. Det er det, der fortæller dig, at du først og fremmest skal værne om dit eget afkom. Og når du får mulighed for at hjælpe andre, så er det med en iskold afvejning af, om det går ud over dig selv eller dit afkom.

Hvis du begynder at bekymre dig til ingen verdens nytte om alle de stakler, du læser om i aviserne, så ender det med at tage det overskud væk, som du skal bruge i forhold til din egen dreng. Eller måske begynder du at overbeskytte ham. Det vil være uhensigtsmæssigt, hvis ikke du skelner mellem egne og andres problemer. Derfor skal du tænke på urmennesket, der altså har en væsentlig mere egoistisk tilgang til tilværelsen. Hos urmennesket handler det om overlevelse, og oversat til vores moderne verden betyder det, at du ikke kan overleve, hvis du skal påtage dig ansvar for alt det, du læser om i avisen.

Du skal slå bremserne i, når din fantasi hiver billeder ned over hovedet på dig. Alle mennesker gyser, når de hører, hvordan de i Nyhederne udlægger detaljerne i sagen om de misrøgtede børn i Brønderslev, fordi det er så grufuldt. De fleste kan hurtigt ryste billederne af sig. Det skal du også gøre. Og så skal du øve dig i at omdanne al den negative energi til positiv energi. I stedet for at lade dig trække ned i selvpineri, skal du rejse dig og sige til dig selv, at du vil være med til at gøre verden til et bedre sted. Det kan gøres helt i det små: Et smil til købmanden, en venlig kommentar til kollegaen, og det kan også løftes op på et højere plan, hvor du involverer dig. Men det sidste er du nok ikke helt i stand til endnu.

Så kort sagt: Brems dig selv. Og så brug din energi på at være tilstede i nuet for dig selv, for din kæreste og ikke mindst for din dreng.

Hilsen fra Annette