Annette Heick
Hej Annette

Min kæreste og jeg har gennem en længere periode skændtes en masse, og jeg kan derfor mærke at den forelskelse der engang var, ikke er der mere. Jeg føler at vi går hinanden på nerverne, og langt fra er der for hinanden.

Jeg flyttede for ca. 1 år siden ned til hende i hendes lejlighed i en anden by, hvor hun studerer. Efter ca. 9 måneder, hvor vi boede sammen, kunne jeg ikke mere og derfor valgte jeg at gå fra hende, dog noget jeg fortrød senere, og derfor fandt vi sammen igen, og flyttede sammen i min lejlighed i min fødeby, hvor jeg også studerer. Vi har førhen haft en del problemer med når vi begge er i byen, hvor tingene ofte eskalerer.

Det hele var ved at falde fra hinanden for en uge siden, da hun tjekkede mine sms beskeder, mens jeg var i bad, og fandt ud af at jeg havde været ude at spise med mit arbejde, men jeg havde bare sagt at jeg arbejdede over. Hun blev selvfølgelig sur over at jeg havde løjet (igen) for hende, og jeg blev sur over at hun (igen) havde tjekket mine sms, uden at spørge.

Weekenden efter skulle jeg i byen med nogle venner, og stødte så ind i hendes bedste venindes lillesøster. Det resulterede i at vi endte med at sidde og kysse i et stykke tid. Dagen efter havde jeg en blandet følelse, da jeg selvfølgelig følte anger, men fik ikke den slemme følelse, som mange egentlig siger man får ved utroskab.

Er dette et tegn på at kærligheden bare ikke er der fra min side mere?

Skal jeg fortælle min kæreste omkring hvad der skete, for hendes bedste venindes søster, er naboer til hendes forældre, hvilket vil gøre at der vil opstå kæmpe drama.

Jeg har dog altid haft en godt øje til lillesøsteren, men ved godt at der aldrig ville kunne ske noget seriøst mellem os, men jeg kan ikke lade vær' med at tjekke hendes billeder, samt tænke på hende hele tiden, selvom jeg burde tænke på min kæreste.

Mvh. en meget frustreret og usikker fyr


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære usikre fyr!

Lad mig hjælpe dig, for det er slet ikke svært. Der er nemlig ikke noget at være usikker på. Du stiller spørgsmålet: Skal jeg fortælle min kæreste, hvad der skete. Men i virkeligheden er det et helt andet spørgsmål, der presser sig på i begyndelsen af dit brev. Og det spørgsmål læser jeg som: Skal det overhovedet være os?

Du skriver det jo selv: Den forelskelse, der engang var, er der ikke mere. Og du har ret i, at der er noget galt med kærligheden, hvis du kan sidde og kysse med en anden uden dårlig samvittighed samt gå og dagdrømme lidt om en anden – uanset at det aldrig bliver til noget seriøst.

Har man været i et parforhold længe, så kan der godt forefindes afstikkere, uden at det behøver betyde, at ægteskabet er slut eller kærligheden er forbi. Men jeres forhold har været ustabilt mere eller mindre fra start af. Så det er ikke bare lidt metaltræthed eller en engangsflirt til anden side, der er tale om. I er simpelthen færdige med hinanden. Hvis du spørger mig. Og nej, du behøver ikke fortælle om venindens lillesøster. Hun finder ud af det på et tidspunkt, men til den tid tror jeg ikke længere, I er sammen. Så spar jer for det drama lige nu og her.

Jeg tror, at det, du bekymrer dig mest om, det er, hvordan du skal få praktikken til at gå op, hvis du gør det forbi. For der bliver jo et frygteligt hus, når du slår op: Hun skal flytte ud og finde et andet sted for sig selv, og måske skal hun rykke til en anden by, og hun bliver ked af det etc etc. Hvad med stereoanlægget og den fælles seng osv…GLEM nu det praktiske. Det bliver ikke nemmere af, at I går og venter. Få det overstået. Spring ud fra 10 meter vippen og vid, at du trods alt kan svømme. Det gør ondt i maven, og du suser nedad, mens verden omkring dig er et brølende inferno af larm og kaos. Men det holder op igen. Og jo mere du formår at lave et clean cut – dvs. er klar i spyttet og ikke vakler eller giver hende falske forhåbninger – desto hurtigere vil det hele være overstået.

I et dejligt forhold skal der ikke være grund til løgn eller plads til mistillid. Der er alt for mange dårligdomme i jeres forhold, og I skal begge lære af dette. At sådan skal det aldrig blive igen. I fremtiden skal I begge satse på forhold, der bygger på en gensidig tillid og ikke mindst masser af kærlighed.

Jeg håber, det vil lykkes for jer begge, for ingen af jer har fortjent at fortsætte i et forhold, som dybest set ikke dur og som ikke engang længere baserer sig på dybe følelser. Forhåbentlig kan du tilgive mig, at jeg har læst lidt mere ind i dit brev, end det, du egentlig har skrevet.

Knus fra Annette