En samtale mellem vores seksårige søn og hans far forløb nogenlunde sådan her:
Storm: Far, var der fjernsyn i gamle dage?
Far: Ja, men dengang sendte man i sort/hvid
Storm: Men hvad med i gamle gamle dage?
Far: Der var engang, hvor man ikke havde fjernsyn, men så havde man biografer.
Storm: Og i gamle gamle gamle dage?
Far: Der havde man hverken TV eller biografer.
Storm: Hvad så man så film på?
For de nye generatioer er elektronik en naturlighed, digital er navnet på en slags kropsfunktion og cyber er det samme som virkelighed. Internettet - noget der er lige så revolutionerende som hjulet men næsten lige så kompliceret som universets sammensætning - er blevet kørt ind i ethvert hjem på en tiårs periode. Det har forkortet beslutningsprocesserne, så man somme tider tænker: Hvad gjorde vi dog for bare 15 år siden? Før Facebook? Før Google?
Læs også:
Nogle ting kan gøres på sekunder. Vi kan købe ind. Vi kan læse vores post. Vi kan gå i banken. De fleste af os er vist enige om, at det er praktisk og rart. Dybest set burde det frigive oceaner af tid til alt det, vi så gerne vil nå, men af en eller anden grund er det i stedet med til at stresse. Jo, det er dejligt at kunne få løst problemer nu og her, men bunkerne af post er blevet tilsvarende større. Jeg modtager i min indbakke hver dag omkring 120 mails. De 70 af dem er reklamepost, FB opdateringer og nyhedsbreve. De sidste 50 er fra mennesker, der forventer en form for svar. Jeg synes, det er mange. Og samtidig modtager jeg post på 2 forskellige Facebook profiler og på LinkedIn. Jeg får kommentarer på Instagram og Facebook, som ofte indeholder spørgsmål, som jeg også gerne vil besvare og forholde mig til. Men på det seneste har mængderne været så enorme, at det er blevet fuldkommen uoverskueligt.
For mig er Facebook blevet den værste stressfaktor i mit liv. Og det til trods for, at jeg aldrig beskæftiger mig med andre menneskers indlæg. Jeg er for længst holdt op med at læse statusopdateringer og kommentarer, fordi det i 9 ud af 10 tilfælde er behæftet med råddenskab. Der er så mange negative holdninger, irettesættelser, bedrevidenhed og deciderede uforskammetheder, at man bliver i et djævelens dårligt humør efter bare ti minutters læsning.
Forleden skete det også inde på Instagram. Der var nemlig oprettet en profil, der hed ”Malou er en kælling”. Her stod der i info feltet: ”Malou bliver ikke rigtigt mobbet. Hun prøver bare at få opmærksomhed. Hun er bare en luder. Hun er grim, og jeg hader hende.” Denne profil havde 8 følgere, og hvis man kiggede, kunne man se, at de alle var 11-12 årige piger. Pæne men jo ikke uskyldige.
Jeg blev så rasende, at jeg på min egen profil skrev: ”Lad os bevare Instagram som det medie, hvor vi har en god omgangstone”, hvorpå jeg opfordrede folk til at anmelde hateren, som sådan en profil hedder. 300 anmeldelser senere var hater-profilen lukket. Men…
På haterprofilen blev der inden nedlukningen skrevet forfærdelige ting til denne (går jeg ud fra) lille vrede pige, der havde oprettet den. Hun blev rettelig skældt ud, men der var vel næppe nogen grund til at skrive, at hun selv var en luder. At hun skulle smadres og det der var værre. For gør man så ikke lige præcis det, man selv opponerer mod? Det ender med at blive en ond cirkel, hvor alle bare hader løs på hinanden.
Det er mit store håb, at vi kan lære de nye generationer, at had ikke fører til noget godt. Ej heller hadet til dem, der hader. Hvis vores børn skal have en god oplevelse af det vanvittige medie, vi har skabt og gjort til vores hverdag – det digitale medie – så er vi nødt til at forstå, at hver gang vi selv raser og skriver nedsættende og ondskabsfulde ting, så smitter det af på vores børn. Og det har de simpelthen ikke fortjent.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Læs også:
Læs også: