I sommeren 2014 satte jeg mig til at skrive denne ugentlige klumme med det mål at finde en barndomsven, Sune. Historien var, at hans søster og jeg var veninder i folkeskolen, indtil hun tragisk døde af en infektion bare 15 år gammel. Den lille familie faldt stille og roligt fra hinanden. Få år senere tog faderen sit eget liv, og der gik ikke længe, før moderen valgte at gå samme vej. I årene efter hørte jeg, at lillebror Sune var blevet samlet op af den øvrige familie, men jeg vidste ikke, hvor han var, og jeg havde så mange ubesvarede spørgsmål.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg var så sen til at indse, at jeg med min klumme havde en oplagt mulighed for at søge nogen, der kendte noget til Sunes skæbne. Jeg skrev, og jeg fik mit svar.

Hvis jeg indtil da havde syntes, at hele historien havde haft et skær af vanvid over sig, så skulle den nu vise sig at være endnu mere skæbnesvanger. Selv samme dag som jeg sad og formulerede min efterlysning, var den pågældende Sune på ferie med sin familie i Frankrig. En glad og smuk familie med masser af overskud og kærlighed. Og Sune var taget på cykeltur i bjergene. Her mistede han pludselig kontrollen over cyklen og kolliderede med en bil. Han var død på stedet.

Da jeg modtog den besked, kunne jeg nærmest ikke rumme virkeligheden. På relativt få år var hele den familie, jeg kom hos i min barndom, blevet udslettet. Så trist og uforståeligt.

At livet kan være kort, har jeg lært fra en tidlig alder. Jeg var kun 20, da den næste veninde døde i et trafikuheld. Hendes forældre har jeg stadig kontakt til, og de kommer sig naturligvis aldrig over det tab. Det er desværre blevet til en del venner og veninder over årene, og det føles hver gang ubegribeligt, at et menneske, der ikke engang har rundet 40, skal hives væk fra et dejligt liv.

For et par år siden var manden med leen igen på spil. Vi gamle venner sad i kirken og så på enken og de to små børn, der sad deroppe på forreste række tynget af sorg. Igen en dum ulykke. Sådan en, hvor man tænker: Det er næsten for utroligt til at være sandt. I kirken sad også en anden kvinde, som var knust. Jeg lagde ikke mærke til hende, for der var så mange mennesker den dag, men så for et år siden kom denne kvinde hen til mig og gav mig sit nummer. ”Ring til mig”, sagde hun.

Vi mødtes. Det viste sig, at hun og min ven gennem fem år havde været elskende. Idet de begge var gift, havde det ikke været muligt for hende at vise sin sorg, da han døde, eller i det hele taget at tale med nogen om det. Da hun pludselig så mig på gaden, fik hun den idé, at hun måske alligevel kunne lette sit hjerte. Og her sad vi så.

Jeg dømmer ikke nogen, for kærligheden har så mange facetter, at vi næppe kan gøre os kloge på, hvad der er rigtigt eller forkert. Men når livet får en brat ende, så sidder man nu alligevel og spekulerer på, om noget kunne have været gjort anderledes. Jeg har ikke svarene, men jeg tror, at for mange mennesker brænder inde med ord, der skulle have været sagt. Og pludselig en dag er det for sent.

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook