Jeg har gjort en observation. Og det huer mig ikke at sige det, men jeg har opdaget, at jævnaldrende mænd og kvinder går i utakt hele livet. Måske får jeg her rodet mig ud i nogle argumenter for, hvorfor man skal finde en ægtefælle, der er væsentligt ældre eller yngre, men biologisk set undrer det mig, at det er sådan.
Jeg var til en konfirmation. Og hvis man har været med i kirken til en konfirmation, så ved man også, at de ellers jævnaldrende konfirmander ligner henholdsvis nuttede små drengebørn med meget store fødder og granvoksne brude. Jo! Pigerne ligner brude.
Drengene og pigerne er SLET ikke det samme sted hverken fysisk eller mentalt. Så kommer der godt nok en årrække, hvor drengene henter lidt ind, men enten er pigerne pludselig meget klar til at få børn eller også udbasunerer drengene store romantiske følelser overfor unge damer, som ikke har tid til romantisk pjat, fordi de går benhårdt efter karrieren.
Hvis de på trods af det alligevel danner par og får barn, så sker det ofte, at kvinden fuldstændig helliger sig barnet. Uanset hvor meget manden forsøger at være ”i sync” med sin kone, så er der ikke mange kærtegn at hente. Hun og barnet er gået i symbiose. Han ryger måske endda tilbage i drengerollen. Og det skulle han ikke have gjort! For så skal konen pludselig være mor for både barn og mand (det har aldrig gjort noget godt for et parforhold).
Måske holder ægteskabet alligevel. Manden falder til patten (konens eller en andens)...Men nu er det blevet mors tur til at blomstre. Hun går til træning og gør sig lækker. Ikke for manden, men for veninderne og for sig selv. Så sidder farmand derhjemme i joggingbukser og passer barn, mens hun render til pigemiddag. Han får på mærkelig vis lagt sig lidt ud, bliver tyndhåret og får besked på at holde op med med at kalde konen for ”mor”. Hun er for resten i al hemmelighed begyndt at flirte med en gammel skolekæreste på Facebook
Årene går og ligner hinanden. Barnet bliver student, og hvis kvinden ellers undgik 40 års krisen, så er mandens 50 årskrise nu under fuld opsejling. Han er begyndt at dyrke crossfit og går til madlavning. Golfture med vennerne lokker. Har han egentlig ikke også altid ønsket sig en motorcykel?
Konen ryster enten overbærende på hovedet eller sukker efter støtte, idet hun selv døjer med overgangsalder og hedeture. Men hvis deres ægteskab overlever endnu en bølgegang, så kommer der nogle vidunderlige år på vej mod pensionen, hvor de næsten går i takt…
Indtil en af dem bliver syg!! Det er næsten ligegyldigt om det er ham eller hende, der bliver ramt: Det er mutter, der er den stærke. Og hun trænger pludselig til udfordringer og melder sig til faldskærmsudspring eller går til spansk. ”Kom med” siger hun muntert til sin mand. Men han synes, der været rigeligt drøn på. Han sukker dybt over, at hun igen har inviteret gæster. Gæster er besværlige. Han vil bare have fred.
Ak! Sådan kunne jeg blive ved.. Og hey, jeg elsker de mange forskelle på kvinder og mænd, og selvfølgelig kan vi ikke altid gå i takt. Det har som sagt bare slået mig: Vi ønsker os stort set det samme, nemlig et langt og godt liv. For pokker, skulle vi så ikke gøre os lidt mere umage med at følges ad det meste ad vejen? Det er så dejligt at være to.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Deltag i debatten på vores Facebook-side.
