I min postkasse har jeg fundet en lille seddel. Sirligt skrevet med blyant. Flere stavefejl. Underskrevet Rafael. Det er en kort besked om, at han søger arbejde, hvis nogen har brug for hjælp til haven.
Hurtig analyse: Skriften er forholdsvis ung. Han har ikke prioriteret at lave fotokopier på biblioteket, så penge er nok en mangelvare. Man må gå ud fra, han har skullet lave mindst 50 måske endda flere ens sedler af denne karakter, hvis han har skullet rundt til hele byens brevkasser med sit budskab. Dem har han siddet og skrevet i hånden. Han er altså grundig, formodentlig tålmodig og har været æstetiker nok til at aflevere noget, der ikke er blevet visket ud på. Navnet og ordstillingen fortæller mig, at han er født i udlandet.
Men jeg kan jo også tage fejl!
Det er utroligt, hvad hjernen foretager af analyse, når man står med en lille lap papir med 5 sætninger på. Det er ikke noget, jeg er bevidst om. Egentlig. Men nu hvor jeg registrerer det, så slår det mig, at vi konstant analyserer hinanden. Og at vi gør det i særlig grad, når vi kommunikerer på skrift.
Det gælder især dagens brev i brevkassen herunder, som er indsendt af en ulykkelig morfar. Det rummer en korrespondance, hvor man kan læse hele tre parters indbyrdes kamp på ord. Og her er det interessant at se, hvor forskelligt mennesker kan opfatte en og samme situation. Hvad den ene opfatter som et råb om hjælp, opfatter den anden som en skideballe, og den tredje ser det hele som et overgreb. Interessant nok er der også en fjerde person i galleriet, som aldrig lader høre fra sig, men hans tavshed fortæller os også noget. Læs selv med og se mit svar til en morfar, der føler sig sat udenfor familiens selskab. Måske er der noget om snakken, og måske tager han helt fejl.
I begyndelsen af denne uge var jeg selv i den situation, at jeg havde brug for at få luft i en sag. Fire sider bredte jeg min kritik udover. Det var svært, fordi jeg på den ene side havde noget galde, som jeg lod flyde og på den anden side gerne ville være konstruktiv. Lykkelig var jeg, da jeg kort efter modtog et svar på min kritik, som var blevet modtaget i præcis den ånd, den var skrevet. Guderne skal vide, at jeg ikke har været lige heldig hver gang, jeg har sat mig til tasterne. Der har været et par harske opgør nu og da. Jeg vil naturligvis påstå, at det var, fordi modtagerne i de givne situationer tillagde mit brev nogle forkerte intentioner.
Jeg kan takke mine to nære veninder for, at jeg med årene er blevet bedre til at analysere situationen, inden jeg trykker på ”send” knappen. Ikke at pennen ikke kan være hvas.
Det er i virkeligheden et lille greb der skal til, men det kan have en enorm virkning, hvis brevet bliver både læst og forstået. Mange (og det gælder også engang imellem mig selv) kommer til at læse med følelserne i stedet for at læse, hvad der egentlig står. Det er sket for den familie, hvis korrespondance man kan følge herunder.
Hvad Rafael angår, så er det såre simpelt. Han mangler arbejde, og hvis han er, som jeg tror, så kan der være god grund til at give ham et kald.
Det er sådan et fint lille brev.
Hurtig analyse: Skriften er forholdsvis ung. Han har ikke prioriteret at lave fotokopier på biblioteket, så penge er nok en mangelvare. Man må gå ud fra, han har skullet lave mindst 50 måske endda flere ens sedler af denne karakter, hvis han har skullet rundt til hele byens brevkasser med sit budskab. Dem har han siddet og skrevet i hånden. Han er altså grundig, formodentlig tålmodig og har været æstetiker nok til at aflevere noget, der ikke er blevet visket ud på. Navnet og ordstillingen fortæller mig, at han er født i udlandet.
Men jeg kan jo også tage fejl!
Det er utroligt, hvad hjernen foretager af analyse, når man står med en lille lap papir med 5 sætninger på. Det er ikke noget, jeg er bevidst om. Egentlig. Men nu hvor jeg registrerer det, så slår det mig, at vi konstant analyserer hinanden. Og at vi gør det i særlig grad, når vi kommunikerer på skrift.
Det gælder især dagens brev i brevkassen herunder, som er indsendt af en ulykkelig morfar. Det rummer en korrespondance, hvor man kan læse hele tre parters indbyrdes kamp på ord. Og her er det interessant at se, hvor forskelligt mennesker kan opfatte en og samme situation. Hvad den ene opfatter som et råb om hjælp, opfatter den anden som en skideballe, og den tredje ser det hele som et overgreb. Interessant nok er der også en fjerde person i galleriet, som aldrig lader høre fra sig, men hans tavshed fortæller os også noget. Læs selv med og se mit svar til en morfar, der føler sig sat udenfor familiens selskab. Måske er der noget om snakken, og måske tager han helt fejl.
I begyndelsen af denne uge var jeg selv i den situation, at jeg havde brug for at få luft i en sag. Fire sider bredte jeg min kritik udover. Det var svært, fordi jeg på den ene side havde noget galde, som jeg lod flyde og på den anden side gerne ville være konstruktiv. Lykkelig var jeg, da jeg kort efter modtog et svar på min kritik, som var blevet modtaget i præcis den ånd, den var skrevet. Guderne skal vide, at jeg ikke har været lige heldig hver gang, jeg har sat mig til tasterne. Der har været et par harske opgør nu og da. Jeg vil naturligvis påstå, at det var, fordi modtagerne i de givne situationer tillagde mit brev nogle forkerte intentioner.
Jeg kan takke mine to nære veninder for, at jeg med årene er blevet bedre til at analysere situationen, inden jeg trykker på ”send” knappen. Ikke at pennen ikke kan være hvas.
Det er i virkeligheden et lille greb der skal til, men det kan have en enorm virkning, hvis brevet bliver både læst og forstået. Mange (og det gælder også engang imellem mig selv) kommer til at læse med følelserne i stedet for at læse, hvad der egentlig står. Det er sket for den familie, hvis korrespondance man kan følge herunder.
Hvad Rafael angår, så er det såre simpelt. Han mangler arbejde, og hvis han er, som jeg tror, så kan der være god grund til at give ham et kald.
Det er sådan et fint lille brev.
