Valentins dag (jeg sukker dybt)…mors dag, fars dag, halloween. HJÆLP! Jeg er ved at kvæles i traditioner, der pålægger os et eller andet bestemt ritual…selvfølgelig med dertil hørende indkøb af blomster, gaver, chokolade, græskar og en masse kulørt plastik og papir, der ikke siger en disse om, hvad vi føler, mener eller tror på. Jeg er sikker på, at alle disse – ja undskyld – kommercielle mærkedage er skabt på et tidspunkt, hvor man havde en dybere tanke med dem, som altså ikke havde rødder i et eller andet vanvittigt overforbrug, der skal holdes ved lige. Men den tid er for længst forbi.

Ææj, Annette, hvor er du uromantisk! Ja, på visse punkter er jeg nok – for eksempel glemte min mand og jeg i sidste uge - for Gud ved hvilken gang - at vi havde bryllupsdag. Men helt ærligt: Det er jo bare en dato. Den har ikke engang været skæbnebestemt, hvilket man til en vis grad godt kan sige om fødselsdage. Vi valgte bare en praktisk dato for 13 år siden. Punktum.

Set er i det lys er blomster og gaver på datoen ret uspændende. Jeg elskede da at fejre mit kobberbryllup sidste år, men jeg kan mærke, at jeg bliver provokeret af at blive påduttet nogle regler om, hvornår jeg skal være romantisk sammen med min mand, eller hvornår jeg skal hylde min mor eller far. Jeg føøøler ikke på kommando. Men jeg føler naturligvis en hel masse for min familie. Det tror jeg heller ikke, de er i tvivl om, og det er jo det, der er humlen: Viser man ikke sin kærlighed eller taknemmelighed, når den mindst er ventet, så er det altså en flad fornemmelse for partneren at modtage blomster den 14. februar, fordi det forventes.

Dertil kommer, at jeg også lader mig provokere af det, vi kender som amerikansk pop-kultur. Jeg er med på, at Valentine’s day er en engelsk tradition fra omkring 1800, men sammen med Halloween har dagen fået en gevaldig plastikoperation på den anden side af Atlanten og via Hollywood gjort sit indtog i resten af verden. Hvis det blot handlede om at sende hinanden søde kærlighedsbreve (som var den oprindelige idé med Valentine), så kunne jeg stadig være med, men i dag spås der i avisernes business tillæg om, hvorvidt man kan slå sidste års omsætning 14. februar. For nu skal den have én på goddag’en med chokolade, blomster og diamantringe.

Godt! Det var så dagens sure opstød. Undskyld. Jeg vil jo bare gerne opfordre til, at man mærker efter hos sig selv, hvorfor man køber den buket blomster eller overvejer en gave den 14. februar og de andre dage ovenfor nævnt. Hvis man tænker: Jamen det gør jeg, fordi hun forventer det eller bliver ked af det, hvis det mangler, eller hvis man på nogen måde tænker ”plejer”, så tror jeg, det er på tide at finde ud af, hvad der er vigtigt her i tilværelsen.

Jeg kan godt sige, hvad jeg mener, er det vigtigste: At gøre sig umage. Det gælder i øvrigt i alle livets aspekter. Man skal gøre sig umage med at holde kærligheden i live, og det kan godt være ved at overraske hinanden eller komme med blomster eller gøre noget romantisk. Men at huske en dato (som for manges vedkommende klinger ind som en påmindelse på mobilen) det er altså ikke det samme som at gøre sig umage.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.