Det er til at tude over. Jeg kan nærmest ikke holde ud at se flere billeder af børn, der ligger og sover på perronen i Budapest sammen med deres forældre, som er flygtet fra…ja lidt forskellige steder fra i virkeligheden. Det smerter mig inderligt, at vi ikke kan håndtere den nuværende flygtninge-situation.

Mange spørgsmål trænger sig på: Hvor er de rige arabiske stater henne i det her? Og hvorfor lægger vi ikke markant pres på dem? Og disse både fyldt med unge, stærke mænd, der vil undgå militærtjeneste under slavelignende forhold…ja, jeg forstår godt, de vil væk, men kan vi blive ved med at sidestille dem med de familier, der flygter fra borgerkrig? Kan vi i det hele taget tillade os at sortere? Og hvad bliver konsekvensen på den lange bane, hvis markant flere mænd end kvinder ender med at få opholdstilladelse? Spørgsmålene er vanskelige at svare på, fordi der findes mange forskellige svar.

Der er ikke udsigt til, at der kommer færre flygtninge lige foreløbig, og vi kan ikke lade folk – specielt dem med børn – ligge og vente på tilfældige gader og stræder, mens vi overvejer, hvad vi skal gøre. Derfor skal vi til at finde nogle her-og-nu løsninger. Og jeg tror, vi er kommet dertil, hvor vi må tage nogle chancer. Og her mener jeg ikke ”åbne op for sluserne og bare tage folk ind”. Nej, jeg mener, at vi skal til at revurdere vores egen formåen.

Vi taler hele tiden om at stille krav til flygtningene, men måske handler det lige så meget om, at slække på kravene til det, vi gerne vil tilbyde disse mennesker. Vi har gennem mange år været et land, hvor vi gerne vil give nytilkomne en rar velkomst. En værdig behandling. Heldigvis. Men jeg tror måske, vi skulle kigge lidt på, hvordan vi definerer denne værdige behandling.

Forleden talte jeg med en flygtning fra Iran. Han var kommet hertil som teenager i 80’erne sammen med sine forældre. Faderen var veluddannet, men hans evner var ikke tilstrækkelige til, at han kunne fortsætte i et tilsvarende job i Danmark. Derfor blev han tilbudt at komme på skolebænken, mens han fik understøttelse. Det lød alt sammen så godt. Men for faderen kom det til at betyde en tilværelse som evighedsstudent. Dybest set ville han hellere have haft et hvilket som helst job, så han kunne brødføde sin familie. Som denne tidligere iraner fortalte mig: I forsøget på at gøre det bedste for familien, så stjal man faderens stolthed.

Nu står vi med en frygtelig masse mennesker, som trænger til hjælp, og når jeg ser på disse børn på Budapests banegård, så tænker jeg: Jeg ville have gjort det samme. Jeg ville som forælder gøre hvad som helst, hvis det betød, at mine børn ville få en lysere fremtid.  Mine forventninger til job og bolig ville ligge på et meget lille sted. Min motivation for at arbejde og integrere mig ville være ekstremt høj, hvis det gjaldt min families overlevelse.

Forstå mig ret: jeg mener selvfølgelig ikke, at vi skal udnytte disse mennesker, men jeg tænker på, om vi kunne fjerne noget af den vat og bomuld, som vi ud af et godt hjerte gerne vil pakke dem ind i. Jeg kan komme i tanker om mange måder, jeg ville kunne huse en familie på og skaffe dem arbejde, hvis man ellers kunne få lov at tænke ud af boksen. Vi står med nogle praktiske problemer, som kræver en praktisk løsning. Det er måske ikke den smukkeste løsning, men hvis vi tør se bort fra skønhedsidealet, så er det trods alt en løsning.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.