Annettes klumme: Ud af skolen

I onsdags bragte Berlingske en forsidehistorie om en 11-årig dreng, Alexander, der uden varsel var blevet smidt ud af sin privatskole.

Han havde kun gået på skolen i 2 måneder, da han modtog et brev om, at han ikke skulle vise sig mere, idet han var 'anstrengende og konfliktsøgende'. På de to måneder havde han ganske vist modtaget en skriftlig påtale, men der var aldrig blevet varslet bortvisning, og forældrene var ikke blevet indkaldt til et møde.

Det er det sidste, der nu falder moderen for brystet, mens skolen forsvarer sig med, at de har holdt sig til reglerne om afskedigelse indenfor en tre måneders prøveperiode.

Jeg ved godt, at man som forældre kan knytte en masse følelser til sådan en historie. Jeg forstår også godt, at det frembringer en smerte hos Alexanders forældre, at deres dreng udsættes for et nederlag. Jeg forstår endvidere frustrationen over pludselig at skulle lede efter en ny skole. Men lad os lige holde os til fakta.

En dreng får en skriftlig påtale meget kort tid efter, han er startet på en ny skole. Hvordan griber man det an som forældre? Jeg kan jo ikke vide, hvad påtalen handlede om i den konkrete sag, men jeg ved, hvordan vi hjemme hos os bruger tid på at tale om, hvad der er nødvendigt i forhold til lektier og opførsel, når man går i skole.

Vi har f.eks. en dreng, der drømmer lidt for meget og derfor kommer til at tegne mere, end han løser opgaver i skolen, hvorfor han får opgaverne med hjem. Hvis jeg tænker på, hvor alvorligt vi tager lærerens kritik af dette punkt, så tør jeg slet ikke spå om, hvilke ressourcer vi ville kaste ind i kampen, såfremt vi fik en påtale, der handlede om hans opførsel overfor andre. Eller sagt på en anden måde: Jeg ville selv bede om et møde med skolen.

Når vi som forældre går til skole/hjem samtale, er det jo heller ikke helt overraskende, det vi får at vide. Vi kender vores børn. Derfor har jeg også så svært ved at forestille mig, at det kan komme fuldkommen bag på forældre at få at vide, at deres barn er anstrengende og konfliktsøgende. I sagen om Alexander fik moderen yderligere at vide, at hendes søn havde optrådt truende, hvilket hun betvivlede kraftigt efter at have talt med sin søn.

Selvfølgelig har han ikke selv opfattet det sådan, men jeg mener faktisk, at det er sagen uvedkommende. Jeg tænker, at hvis en lærer indenfor to måneder har oplevet en ny elev, som selv efter en skriftlig påtale opfører sig urimeligt (og bemærk, at det er lærerens ret at vurdere, hvad der er rimeligt eller ej), så skal den lærer have lov at prioritere hensynet til de øvrige 20 (betalende) elever, fremfor at skulle bruge unødige ressourcer på uromageren.

Jeg er med på, at det virker som hårde ord, når det handler om et barn, men jeg er faktisk af den overbevisning, at den blødsødenhed, som i alt for mange år har gennemsyret vores opfattelse af forældrerollen, blot er til skade for vores unger på den lange bane. Vi skal ikke have spanskrøret tilbage, men når der endelig er nogen, der viser, hvad konsekvens er for en størrelse, så lad os kigge på, hvad vi kan lære af det, fremfor at pakke vores elskede børn yderligere ind i vat og bomuld.

Ugens optur: Helt klart min nye cykel, som jeg fik i fødselsdagsgave. Den ligner ved den søde ikke nogen anden cykel, jeg har set.

Ugens nedtur: At male lofter sammen med min mand. HADER at male. Jeg tog ikke et selvportræt, men jeg var lige så hvid i hovedet.

Ugens brev
Brevkassen:
Jeg er min mand utro

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Læs også: