Har du prøvet at hjælpe en ven? Og har du prøvet at hjælpe en ven og bagefter følt, at din hjælp ikke blev værdsat? Det tror jeg, de fleste har prøvet.

Problemet er, at det kan være så svært at finde ud af, hvordan folk gerne vil hjælpes. Jeg kan huske, hvordan jeg engang undgik at tale med en god ven om hans kones kræftsygdom, fordi jeg tænkte: Det orker han ikke.

Men jeg tog fejl.

Der stod nærmest en elefant i rummet, og samtalen blev meget hul. Belært af dette valgte jeg at gå til makronerne, da en anden ven fik kræft og ikke kunne helbredes. Jeg spurgte helt ind til hans følelser og endte med at have en hulkende mand siddende, som slet ikke havde haft lyst til at gå så dybt i detaljen. Jeg var bestemt ingen hjælp.

Så tilbage står: Hvad skal vi gøre?

Skal vi tale om det eller ikke?

Omsorgen kommer i virkeligheden samme sted fra: Vi vil gerne vise, at vi er der for de mennesker, vi holder af. Og vi kan allerbedst lide at høre, at de har det godt.

Den syge part kan også godt lide at fortælle den gode historie; den positive udvikling.

Vi klapper i hænderne og tænker: Så går det jo fremad. Hurra! Men der er en vigtig ting, som vi glemmer midt i alt dette. Vi glemmer, at den sygdomsramte og hans eller hendes familie er ramt 24 timer i døgnet. Hvor vi andre blot skal forholde os til de timer, vi tilbringer sammen, så skal familien eller parret hver eneste morgen stå op og forholde sig til de ændringer og den sorg, der har sneget sig ind i hjemmet.

Uanset hvor meget vi gerne vil sætte os i deres sted, så kan vi ikke. Vi må derfor bare lade disse mennesker vide, at vi er der for dem.

En af mine allernærmeste veninder har en mand, som blev ramt af kræft for to et halvt år siden. Jeg og en af de andre veninder tog om foråret ud og ordnede hendes have. Klippede træer, buske og hæk og lugede indgangen og bedene. Det var faktisk hyggeligt. Selv bor jeg langt væk fra hende, men veninderne i nærområdet lavede også en madordning og skiftedes til at komme ned til hende med aftensmad.

Se dét var en god hjælp. Og det var ikke engang særlig besværligt.

Lige nu oplever jeg en anden bekendt, hvis venner også gerne vil være til hjælp.

Hendes mand har haft en hjerneblødning, som har givet ham varige mén. Vennerne husker på at ringe til hende og spørge ind til hendes velbefindende. Det er sødt nok, men i virkeligheden bliver de en uhjælp for hende. Fordi manden ikke kan klare ret meget, er hendes hverdag nu så opfyldt af pligter, at hun reelt set skal vælge, om hun vil nå at vaske hår eller aflæse vandmåleren eller gå til forældremøde eller tale i telefon med venner, der ringer af et godt hjerte for at sludre. Hvad skal hun prioritere?

Det er ikke svært at finde svaret: Hun skal sige, at hun ikke har tid til at tale i telefon. Det gør hun så…med det resultat, at vennerne mener, de er blevet skubbet væk.

Dybest set burde de jo ringe op for at sige: Hej, jeg kommer lige over til dig på torsdag og støvsuger…og jeg har mad med. Det ville lette hendes hverdag i et helt ubegribeligt omfang. Men de gør det ikke. Og det er faktisk bare, fordi de ikke har tænkt så langt. Så lad dette være en opfordring!

Vi synes, vi hjælper, når vi spørger ind, og det gør vi også til en vis grad. Men lytter vi egentlig efter, når vi får at vide, hvad der er brug for? Måske skulle vi gøre os mere umage med at fornemme, om der er brug for snak eller handling.