Jeg elsker den danske humor. Jeg elsker ironien og sarkasmen, selvom den ofte er svær at forstå for folk udefra. Jeg elsker danskernes evne til også at le ad sig selv. Latteren kan være afvæbnende og den kan punktere en spændt situation. Hvem har ikke prøvet at sidde til en begravelse og mærke det forløsende i at få lov at smile eller måske endda grine ad en situation, som præsten eller en pårørende nævner. Latteren kan have en helende effekt, og derfor elsker jeg den.
Men det er ikke det samme som, at latteren altid har ret.
Jeg har netop været til skoleafslutning, og som ofte før nævnt er det ikke nogen privatskole men en helt almindelig folkeskole, mine børn går i. Den ligger i Sverige, hvor vi bor, og der er nogle ting i den svenske skole, som er markant anderledes end i den danske. Det skal jeg ikke trætte jer med her, men jeg håber, at jeg kan få lov at drage en enkelt sammenligning, uden at vi ender i surmuleri. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ind imellem får breve om, at jeg bare skal holde min kæft og blive i Sverige, når jeg ytrer mig om de forskelle, jeg observerer. Jeg vil derfor opfordre jer til, kære læsere, ikke at se dette som en anklagende finger rettet mod danskerne men snarere som en betragtning, det måske kunne være interessant at lade sig inspirere af.
Skoleafslutningen… Den foregår altid på samme vis: Forældrene mødes i skolegården, hvor der er sat bænke op. Børnene fra det enkelte klassetrin går ud i gården gennem en stor bue pyntet med blomster. Meget symbolsk synes jeg. Så skiftes klasserne til at synge akkompagneret af skolens musiklærer, og mellem hvert nummer fortæller rektor noget om året, der gik. Alle lytter. Der er ingen snak eller uro. De fælles sange (svarende til dem, vi kender fra højskolesangbogen), synger alle med på, mens flaget går til tops, og til sidst klapper vi og ønsker hinanden god sommer. Jeg kan sige, at jeg hvert år bliver rørt til tårer. Jeg kan ikke forestille mig en smukkere afslutning på et skoleår.
Det er ikke, fordi man ikke ler undervejs i denne seance, men det er faktisk befriende, at der ikke bliver lagt nogen ironisk distance til det, vi fejrer. Det er en højtidelig begivenhed, og vi tillader os at være netop det…højtidelige. Jeg ved godt, det ofte er det, vi klandrer svenskerne for: At være tilknappede og holde lige lovligt meget på formerne. Men ind imellem er det virkelig rart at dyrke højtideligheden. At lytte til talen ved Skt. Hansbålet. At stå stille og nyde noget, der er smukt. At vise respekt for nogen, der har ydet en præstation. At hylde nogle værdier. At være stille sammen. Uden at der liiiige skal smides en joke på bordet eller ironiseres.
Det højtidelige kan også ligge i påklædningen. Jeg har været til mangen en teaterpremiere, hvor der er kommet både rige og kendte mennesker i ikke bare i cowboybukser men beskidte cowboybukser, for ”jeg gider ikke være fin, bare fordi nogen synes, jeg skal være det!” Nej nej…men man kan jo godt vise sin respekt for folk, der har gjort sig umage og inviteret, ved selv at gøre sig umage med sin påklædning og den vej igennem dyrke det højtidelige i at gå ud.
I Perchs tehandel i København har man valgt konsekvent at være Des med sine kunder. Er de så bare nogle gammeldags snobber, eller kunne man måske sætte pris på, at en forretning aktivt vælger den højtidelige høflighedsform? Jeg selv er personligt vild med det.
Man kan nemlig godt være højtidelig uden at være selvhøjtidelig.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
