Min trofaste læserskare vil vide, at det er første gang i mine fem år på denne side, at jeg melder så voldsomt ud i min overskrift. Men inden jeg undskylder, så vil jeg forklare. Mit udbrud bunder dels i en hændelse den anden dag, som jeg kun har væmmelse tilovers for, og dels er det et varsel om, at min klumme i dag rummer så voldsomme og rædselsvækkende beskrivelser, at følsomme sjæle nu bør overveje, om de kan klare at læse indholdet herunder. Jeg overdriver ikke.

Sagen er den, at jeg og en veninde sad sammen og skulle undersøge, om nogle bestemte domæner på nettet var ledige. ”Network” var et af de ord, vi søgte på, men undervejs kunne jeg godt se, at mine søgekriterier ændrede sig automatisk oppe i søgefeltet, og en side, hvis navn jeg ikke kendte og ikke havde indtastet, kom pludselig frem. Porno! Typisk!

Det var en forside bestående af en slags collage. Der var nærbillede af penis, som sprøjter sæd i hoved på ung kvinde, der var penis i anus, gamle fingre i trusse på ung, barberet kvinde, der var penis i skede på barb… Hov! Noget var galt… Jeg kiggede lynhurtigt op på logoet: Lyserødt med en sød bamse…tilbage til billederne…nej…nej…NEJ!!! Jeg skreg. Det var ikke unge kvinder. Det var børn. Og nu kunne jeg se, at det var små børn. Vi taler 6-10 år.

Jeg kan sige jer, at jeg ville ønske, jeg aldrig havde set de billeder. Jeg ved jo godt, pædofili findes, men jeg havde gerne været foruden dette faktiske bevis foran mig. Jeg tror desværre, de billeder vil forfølge mig resten af mit liv. Jeg meldte straks min opdagelse til Red Barnet og til politiet, som spurgte, om jeg havde yderligere kommentarer. Og her var det så, jeg kun kunne krænge det ud, som jeg helt ærligt følte: ”Find de svin og skær pikken af dem!”

Det er muligt, det var en primitiv reaktion, men oprigtig talt: Jeg accepterer, at vi mennesker har forskellige seksuelle præferencer. Jeg accepterer endda, at der kan være nogle mennesker, der – af Gud ved hvilken grund – tænder på børn. Men at man ikke kan finde ud af at tøjle den lyst, lade fantasi være fantasi, det vil jeg ikke acceptere.

Der findes mennesker, som hele deres liv lever i eget fængsel, fordi de ikke føler, de kan udleve deres seksualitet af moralske årsager. Det kan være homoseksuelle. Det kan være transseksuelle. Dem har jeg ondt af. Men det her er noget helt andet. At udnytte børn; helt kynisk systematisere et misbrug af børn for derefter at udstille det på nettet, dét handler ikke bare om moral. Det handler om noget, som er dybt ulovligt. Som er tortur. Som er så krænkende, at selv døden ville være mere barmhjertig for ofrene.

Hvis man hører til dem, der nyder at se på disse billeder, så er man et sygt menneske. For der bør være en del af hjernen, der fortæller, at dette ikke MÅ nydes og derfor skal pakkes væk. Der skal fornuften sætte ind i stedet for den den seksuelle drift. Har man svært ved at styre det, så skal der professionel lægehjælp til. Og jeg kan sige, at hvis jeg var læge, så tror jeg simpelthen, skalpellen ville komme til at smutte for mig. Men der findes heldigvis også folk i sundhedssystemet, som rent faktisk kan hjælpe…også uden skalpel. Børnene er og bliver uskyldige.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.