Shit! Sagde min søn på syv. ’Det må du ikke sige,’ replicerede den lille på tre. Han hedder Storm, og han er i sandhed blevet sprog-betjent derhjemme. Han kan have lidt svært ved at skabe de rigtige ordstillinger, men han er ikke i tvivl om, hvilke ord der er forkerte. Eller skal vi sige forbudte.
Jeg skal gerne være ærlig: Jeg bander for meget. Hvis jeg skulle ændre en dårlig vane hos mig selv, så skulle det være den. Jeg lægger ikke mærke til det, når jeg bare taler. Men når jeg hører mig selv tale, så tænker jeg – shit! Og jeg er begyndt at lægge mærke til det, når Storm rettelig gør mig opmærksom på, at ’det må man ikke sige’.
Omvendt gider jeg heller ikke blive irettesat hele tiden af børn. Jeg har et par veninder, hvis piger afbryder enhver samtale mellem voksne for at gøre opmærksom på, at ’nu blev der bandet igen’. Hm!
Mine drenge kender ikke de værste danske bandeord, idet vi bor i Sverige, og det kan jeg jo så glæde mig over, så længe det varer. Det kommer jo nok på et tidspunkt. Men – nu kan det alligevel være, der er håb forude. Jeg siger det, fordi jeg de seneste dage har set den samme annonce i min avis. Et mobilselskab er gået ind i kampen mod verbal forurening med en kampagne, der skal gøre os opmærksomme på vores sprogbrug. Det viser sig nemlig, at hele 77 pct. af danskerne mener, at tonen i det danske sprog er skærpet.
Hvornår er det blevet i orden at kalde hinanden ’fede ko’ eller ’fucking idiot’, spørger teleselskabet. Og svaret er vel i virkeligheden, at det aldrig har været o.k.
Hvordan det er sket, kan vi kun gisne om. Noget kan givet spores til den digitale verden – på nettet – hvor man helt anonymt kan svine hinanden til. Man kan selv slå hårdt, uden at andre kan slå igen. Men også ironien, som vi er flittige brugere af, er med til at skubbe vores sprog ud over kanten. Stres, pres og påvirkning fra film, musik og tv har også en del af skylden.
Men da vi næppe kommer til at se færre film, mindre tv eller bruge færre timer på nettet, så skal vi til at finde ud af, hvad vi vil gøre ved den mislyd, der er kommet ind. For vi kan vel godt blive enige om, at den ikke gør noget godt for nogen. Der er ingen, der bliver dygtigere bilister af at få fingeren, ledsaget af nogle ukvemsord. Der er sådan set heller ingen politikere, der bliver bedre af at blive kaldt for ’narhoveder’. Og ingen ekspedienter bliver mere serviceorienterede af at blive overfuset. Der er såmænd heller ingen børn, der får det nemmere ved at kalde læreren for ’møgso’, men pædagoger har for længst taget emnet op, og jeg ved, at der i flere skoler er kommet væsentlig fokus på det dårlige sprog.
Somme tider glemmer vi voksne, at vi også gennem sproget definerer os selv. Hvis der (og det håber jeg) viser sig at være en sproglig selvransagelse på vej, så kan det vise sig at blive en stor hjælp for os selv. F.eks. når vi skal søge arbejde eller skabe nye relationer.
Men vi bliver nødt til – alle mand – at være med til saneringen af sproget. Sætte grænser for, hvad vi vil kaldes og samtidig kigge på vores eget forbrug af eder. For de voksnes forbrug smitter af på børnene. På callme.dk kan man teste sin sprogtype, og jeg ved godt, det er et reklamefremstød for et mobilselskab, men jeg synes faktisk, det er en ski... – øh – smaddersjov ide!
Læs ugens breve:
Brevkassen: Finder jeg nogensinde den rette?
Brevkassen: Reality-tv skaber dårlige forbilleder
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
