Ovre på mine drenges skole begyndte man skoleåret med, at rektor fortalte om den nye hej-regel, som alle blev bedt om at følge: 'Reglen er', sagde hun, 'at man siger hej, når man møder nogen i skolegården. Også selvom det er nogen fra de mindre klasser eller andre elevers forældre eller en lærer, man ikke kender. Hvis ikke man bliver mødt med et hej, så føler man sig jo overset. Og hvis man i forvejen går rundt og er ked af det, så kan man risikere at føle sig helt udenfor, hvis ingen siger hej til én'. Sådan cirka sagde hun.

Jeg synes, det var meget kloge ord. Der går jo ikke skår af nogen, fordi de siger hej til en fremmed. Hej er også et uforpligtende ord. Det lægger ikke op til yderligere samtale men er bare et udtryk for: Jeg ser dig og anerkender din tilstedeværelse. Det er da smukt.

Således blev jeg mødt en vinterdag i skolegården af en meget smart ung herre fra 5. klasse, der nikkede med hovedet og sagde: Kører du ugg? A’hvad? Spurgte jeg, og han gentog: Kører du ugg? Og så kiggede han ned på mine støvler, og dér fik jeg selv øje på støvlemærket, som var UGG. ”Nååååh, ja…det gør jeg”, svarede jeg. Sejt!, sagde han så og gik indenfor. Jeg var ved at dø af grin over det. Han var da helt fremme i bussen og havde sin egen udvidede version af hej. Men hvor var det også på samme tid fint og næsten lidt voksent.

Dengang jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg fra Holte til Nivå. Lidt firkantet sagt flyttede jeg fra en rig kommune til en kommune, der på mange måder var socialt belastet. Det mærkedes naturligvis på en del områder, men især én ting lagde jeg mærke til: I Nivå sagde man ikke ”hej” til hinanden, hvis man mødte fremmede på gaden. Ja, folk nærmest fór sammen, hvis man sagde hej. Når jeg til gengæld var hos mine forældre og gik tur i skoven i det nydelige Holte, så var det én lang gåtur ud i hej’ernes land. Alle hilste.

Jeg bevæger mig ind på et farligt område nu, det ved jeg godt, når jeg påstår, at det er et fælles træk for de belastede områder, at man ikke siger 'hej' til fremmede. Men det er en observation, jeg nu har gjort flere gange. Er det angst, der gør det? Er det kulturforskelle, der gør det? Er det mangel på opdragelse? Jeg har ikke svaret. Jeg forstår godt, at man ikke kan gå og hele tiden sige hej i de store byer, hvor man støder på tusindvis af mennesker hver dag, men hvis man går gennem et boligkvarter, så virker det da underligt ikke lige at hilse.

Det forekommer mig, at man gjorde det mere i gamle dage. Lettede på hatten eller brugte det forkortede ’dag. Men der var vi måske heller ikke helt så fremmede overfor hinanden. Er vi blevet berøringsangste? Har vi nok i os selv? Igen kender jeg ikke forklaringen, om den er etnologisk eller kulturel eller hvad pokker. Jeg kan bare konstatere, at vi er blevet lidt halvsløje til at hilse.

Der er ingen ende på, hvor lækkert det kan være, når man lige får et smil og et hej med på vejen. Jamen prøv det! Man bliver faktisk så glad af det. Og det er jo ikke svært. Vel? Så gør det nu bare…også selvom du ikke kender modtageren.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.