De, der har set Fars Fede Juleferie med Chevy Chase, husker familien Griswald og familiefaderen, som gennemgår alskens strabadser for at skabe en god gammeldags jul for sine elskede. Han har besluttet, at de skal i skoven og fælde en kæmpe gran selv (børnene hader hele projektet og den knæhøje sne). Huset pakker han med møje og besvær ind i lyskæder (familien er dybest set revnende ligeglad med lys). I det hele taget hygger han om sine gæster, selvom de færreste af familiemedlemmerne orker at deltage med noget som helst positivt.
Og er der ikke en hel del genkendelighed i det scenario?
Jeg synes, jeg har prøvet at udfylde alle rollerne. Både som den, der gjorde sit ypperste for at skabe den perfekte jul…og så blev den alligevel slet ikke så hyggelig, som jeg havde håbet. Og så rollen som den, der var inviteret til den store familie-julefrokost, hvor der helt tydeligt var gjort enormt meget ud af, at nu skulle vi rigtig komme hinanden ved…og det eneste, jeg drømte om, var at sidde derhjemme med en kop te.
Vi har det med at gentage os selv hvert år. Vi har et indre billede af, hvordan julen skal være. SKAL være. Vi beslutter os for, at sådan skal den se ud – ellers er det ikke rigtig jul. I den ideelle verden falder der pulverfin sne den 23. december. Vi kan lige nå at kælke den 24. om formiddagen. Alle råber glædelig jul til hinanden på gaden. Juletræet er mindst 2 meter højt, sværene på stegen er sprøde som aldrig før, og alle er i deres allerbedste humør. Vi tror på julemanden.
På en eller anden måde ender det bare aldrig rigtig der:
Den 23. er de fleste døden nær af stress. Der er ikke noget sne, og på TV fortæller de os, at det er fordi klimaet lider i en grad, så vi hver dag kan forvente verdens undergang. Ikke engang på Grønland kan de kælke den 24., for indlandsisen er så godt som smeltet bort. Folk på gaden befinder sig i en hæsblæsende slutspurt, så ingen har tid til at ønske glædelig jul. Juletræet er allerede tørt, ovnen strejker, man har glemt at købe hele mandler til ris a la manden, og statistikkerne viser, at det er skilsmisserne, der banker på døren snarere end julemanden. Glædelig jul!
Hvorfor gør vi det? Igen og igen? For hvis skyld? Var det ikke på tide, at en eller anden sagde stop? Man kunne måske godt lytte til egne behov. Der kan godt ændres på traditionerne, uden at man aflyser julen. Man kan godt tænke i nye baner og samtidig bevare sentimentaliteten (hvis man holder af den). Og ofte kan man imødekomme både egne og andres behov på samme tid, så ingen skal gå på kompromis.
Forstå mig ret: Jeg elsker traditioner. Men jeg har også sorteret undervejs. Jeg gider ikke lave juledekorationer i år. Jeg har for længst droppet familie-julefrokoster men ser gerne nogle venner. Jeg vil have lov at gå i nattøj alle juledagene, hvis det passer mig. Hjemme. Jeg gider ikke æde mig fordærvet men vil gerne bede om æbleflæsk 1. juledag. Jeg orker ikke længere lave småkager og konfekt i lange baner – det bliver alligevel aldrig spist. Og nisserne er blevet forvist, men jeg glædes hvert år over at finde mine bedsteforældres gamle julepynt frem til træet.
Julen skal være hyggeligt men også overskuelig, så vi får mest muligt overskud til at gøre den til det, den bør være: En tid, hvor vi kerer os om hinanden og deler ud af alle de godter, der gemmer sig i hjerterne.
