Hele tiden troede de, at NU kunne de ikke falde dybere… Derfor håbede hun, at Grækenland ville lade være med at skrive under på aftalen. 'Hvis landet går bankerot, så VED vi i det mindste, at nu har vi nået bunden. Så kan vi endelig begynde forfra'. Sådan cirka var hendes ord.

Jeg synes, Grækenland gjorde ret i at underskrive aftalen, men på sin vis forstår jeg godt, hvad hun mente. En af mine venner sagde, at det bedste udgangspunkt for ham var, når alt håb var ude. For så begyndte han at agere i stedet for bare at håbe. Kort sagt: Reptilhjernen slår til, når faren er overhængende.

Rigtig mange mærker faren i disse år. En ekstra skatteregning bliver pludselig årsag til, at økonomien ramler. Eller en uforudset skade på taget. Bilen går i stykker. Noget, der burde høre til småtingsafdelingen, bliver med ét afgørende for, om hverdagen hænger sammen. Og når den ikke gør det, så går det ud over de nære relationer, fordi vi bliver pressede.

Det er snart hundrede år siden, verden oplevede det, vi kalder ’depressionen’, men en ny form for depression ligger jo og lurer i vores hverdag. Hvor mange af os kender ikke nogen, der har gået arbejdsløs i mere end et halvt år på trods af god uddannelse? Hvor mange af os kender ikke nogen, der for nylig er kommet ud af en skilsmisse med alvorlige økonomiske tab? Hvor mange af os kender ikke nogle, der troede, at de havde lagt til side til pensionen, men som har mistet sikkerheden, fordi de valgte at lytte til bankernes råd om at investere midlerne?

Der er masser af skæbner. Men for enden er der også et lys. Og det lys må meget gerne skinne på nogle af de mennesker, som lige nu synes, at det hele ser sort ud. Nogle vil mene, at det slet ikke findes. At lyset er et fatamorgana, men jeg tror på det. Jeg tror på, at når det hele er allermest umuligt, så kommer drivkraften. Viljen til at overleve. Viljen til at kæmpe. Vi kalder det ganske enkelt optimisme.

Og optimisme er en enorm kraft. Både som en mental tilstand og som en markedskraft. Jeg kan ikke se mig selv i spejlet hver eneste dag og sige, at jeg er optimistisk på alle parametre. Men jeg kan vælge at agere, som om jeg var det. Og det, tror jeg, er nok til at skabe et vendepunkt.

Der er masser at tage fat på, hvis man vil være med på den optimistiske bølge. Og man kunne jo gøre det ihukommende Mærsk Mc-Kinney Møllers valgsprog: ’Rettidig omhu – alt, hvad der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt.’