Vi er kommet til den sidste ferieuge, og jeg ser frem til en uge med venner og familie på Bornholm. Jeg ved, vi får en dejlig tur med masser af tid til snak og sjov. Til leg med ungerne og til cykelture. Uanset vejret.
Nu hørte jeg så lige, at ferier bliver kategoriseret på nye måder i rejsekatalogerne. Det betyder, at man lægger op til ’ferie for den sporty type’, ’ferie for de ældre’, ’ferie for singler’ og ’Ferie for børnefamilier’. Det er ikke rejsearrangørernes idé som sådan. De har bare været nødt til at imødekomme et voksende ønske fra deres kunder om at komme på ferie med ligesindede.
Jeg kan umiddelbart ikke genkende mig selv i det. Jeg søger gerne rejsemål for ældre mennesker, da jeg ikke gider for meget børne-tam tam. Jeg vil gerne dyrke sport i min ferie, men går helt i baglås, hvis jeg omgives af sportsfanatikere. Og selvom jeg var single, ville jeg føle det for anmassende at vælge en skræddersyet single-destination. Men jeg er måske også bare kontrær. Det tager jeg gerne på mig.
Hvad der imidlertid overraskede mig ved nyheden om de nye feriepakker, var analysen af behovet: Vi har brug for, at vores ferie bliver perfekt, fordi vi er mere pressede i hverdagen end nogensinde! Og her må jeg simpelthen råbe holdt!
Da min mor arbejdede på kontor (og det gjorde hun immervæk i 18 år), havde hun – og de fleste andre – længere arbejdsuge, kortere ferie, kun tre måneders barsel, ingen bil og dyre huslån på 18 og 19 pct. Spoler vi tilbage til mine bedsteforældres generation, var vilkårene og lønnen endnu dårligere, og forleden da jeg var på Gl. Estrups landbrugsmuseum, kunne jeg se 100 år gamle fotografier af bønder, der havde barnevogne med ud i marken, når der pr. håndkraft skulle høstes eller sås.
Kunne man forestille sig, at vi lige skruede ned for vores selvforståelse af, at vi er pressede og stressede? Jeg anerkender, at man kan føle begge dele og også kan blive syg af det, men jeg tror ikke, det skal klares ved, at vi skruer op for alt det, der kan dulme nerverne (lykkepiller, gode ferier og selvforkælelse). Jeg tror til gengæld, der skal skrues ned for alt andet. Herunder forventningerne til livet generelt.
Jeg vil gerne gribe i egen barm: Min mand og jeg har en arbejdsuge, der overstiger de normale 37 timer. Bl.a. fordi vi gerne vil tjene ekstra penge. Vi har ikke rengøringshjælp (jeg er for hysterisk til at kunne blive tilfreds med resultatet). Haven klarer vi også selv, medmindre der er brug for særlige kundskaber. Og så har vi to børn, som vi ikke får hjælp til. Hvis vi føler os pressede, så burde det være åbenlyst for enhver, at der er mange parametre, hvor vi kunne skrue ned. Når folk fortæller mig, at der er ting, mine børn ikke kan klare (at være med os på job, at få et nej, når vi ikke har tid til dem, at blive delagtiggjort i det hjemlige arbejde), så prøver jeg lige at kigge på, hvordan tingene fungerede for 100 år siden, og så tænker jeg: Det skal de nu nok klare!
Skriv til Annette
Annette Heick besvarer spørgsmål om dine dilemmaer, fantastiske oplevelser eller problemer i parforholdet eller som single.
Læs mere om Annette »
Spørg Annette på e-mail: heick@bt.dk
Dit fulde navn vil ikke være synligt, når dit spørgsmål bliver
vist i brevkassen.
