For med mindre din mor har været et ualmindeligt ondt væsen eller på anden måde været aparte, så må du indstille dig på, at du kommer til at ligne hende. ”Nej nej nej”, sidder du sikkert og siger afværgende. Men til det må jeg bare svare: ”Jo jo jo”. Jeg har ikke sat mig i spidsen for et større forskningsprojekt. Jeg udtaler mig udelukkende på baggrund af erfaring og ud fra det, jeg observerer og hører. Og hvis det ellers holder stik, så kommer vi kvinder til at ligne vores mødre mere og mere med alderen.

Er det bare brandirriterede? Ja sgu da. Det er jo ikke fordi, min mor er er dårligt forbillede, men der går man gennem hele sin ungdom og bruger en enorm mængde krudt på at skille sig ud og være anderledes end sine forældre, og bang! Så blev man selv forælder. Og så starter cyklussen li’som forfra. Pludselig hører man sin mor tale ud ad ens egen mund: ”Pas nu på, når du går over vejen…og tag en jakke på, så du ikke fryser” eller ”Jooo, tag nu et stykke lagkage mere, det kan du godt”.

Intet barn skulle nogensinde kalde mig mor. Det var stadig min holdning, da jeg i en alder af 32 blev mor. Det lød alt for gammeldags. Og så…bum…på mærkværdig vis var det pludselig mig, der hed mor i familien. Og hende den anden dame, som før hed mor, hun hed nu pludselig mormor.

Der gik ikke ret lang tid, før jeg opgav den kamp. Men jeg kæmper stadig mod af alle kræfter, når min mand siger mor til mig eller om mig. Jeg hader det. Og alligevel er der noget, der siger mig, at det er i den retning, det går. Det bliver den nye norm om 10 år. Når jeg ikke længere gider kæmpe den kamp heller.

Meeen så stopper det også her. Tænkte jeg. Indtil i går aftes, hvor jeg sad sammen med min mor og hendes veninde, og de tog hul på præcis samme snak. Nu bare med udgangspunkt i min mormors generation, og hvordan de mere og mere synes, de ligner deres egen mor. Det talte om manglen på hormoner og på den forsvundne talje. Hvor blev den egentlig af? Det undrede de sig over. Og de talte om den der ubehagelige delle, som deres mødre havde slæbt rundt på, og som nu havde listet sig ud under deres egen undertrøje. For slet ikke at tale om rynkerne. ”ja”, sagde min mor henvendt til mig, ”Du er stadig pæn, når du er halvtreds, men SÅ går det også ned ad bakke”.

Der sad jeg med store skræmte øjne og lovede mig selv at gøre alle mulige krumspring for at undgå det åbenbart uundgåelige. Fremtiden skal altså bruges på et væld af træningstimer i fitnesscenteret og slankekure og hudopstrammende behandlinger. Jeg kan ligeså godt nu skrive det ind i kalenderen for år 2023.

Det kan vi sidde og reflektere over her på mors dag. Og husk så, at det ikke er i dag, du skal give hende blomster. Blomster skal gives, når det mærkes i hjertet. Og ikke af vold og magt fordi nogen har besluttet en dato, som intet har med din mor at gøre.