Jeg ved ikke en hulens masse om sport, men når der er vigtige kampe på programmet, sidder jeg klar til at heppe og kaster mig ind i rollen som passioneret fan. Det har imidlertid været lidt sløjt på det seneste med jubelen:

Fodboldlandsholdet mødte Makedonien. Vi burde have banket dem ud af banen, men i stedet blev det til et 0-3. Det danske ishockey landshold var så tæt på at kvalificere sig til OL, og så missede de et point. Og kigger vi tre uger tilbage, ja, så husker de fleste nok den sorte søndag, hvor håndbolddrengene tabte VM guldet.

Men jeg vil gerne tilføje, at jeg er morderligt stolt over, at vi – en lillebitte nation – kan komme så langt i idrættens verden. For vi skal huske på, at præstationerne har været formidable: Ishockey har aldrig fået så meget opmærksomhed i Danmark før, Morten Olsen udviste stort mod og vilje ved at afprøve de nye fodboldnavne, og håndboldherrerne har aldrig spillet bedre.

Jeg var en af dem, der hørte håndboldfinalen over radioen. 8 minutter inde i transmissionen måtte jeg slå over på en anden kanal. Jeg kunne ikke holde ud at høre mere. Og nu vil jeg prøve at forklare, hvorfor jeg nærmest fik det fysisk dårligt.

Jeg følte ganske enkelt, at jeg var inde i hovedet på håndboldspillerne. Jeg læste deres tanker og så med deres øjne. Sådan havde jeg det. Måske fordi jeg kender til det mareridt, de oplevede lige der.

Vi danskere har en folkesjæl, som stadig - mere end 150 år efter slaget ved Dybbøl - bærer præg af vores historie. Det er hævet over enhver tvivl, at danskernes selvværd fik et banesår, da vi i 1864 mistede områder syd for grænsen. Den dag i dag mener flere psykologer, at der er en tæt forbindelse mellem janteloven og det historiske nederlag, og det, synes jeg, er vildt interessant. Hvor tit har jeg ikke læst en stor skuespiller sige: Jeg er bange for, at folk skal opdage, jeg ikke kan noget. Det ville en amerikaner eller en sydeuropæer, tysker…eller for den sags skyld svensker aldrig sige.

Jeg kender fuldkommen følelsen af, at være undertippet og netop derfor have langt større styrke, end når jeg har stået som den, der skulle bære ansvaret. At mærke folks forventninger kan være en af de mest lammende kræfter. Jeg har oplevet på scenen, at gulvet sejlede under mig, at der åbnede sig et stort, sort hul foran mig…følelsen af at falde og falde. Kun fordi en stemme inde i mit hoved sagde: De regner med dig!

Jeg tror, at det var præcis det, de danske håndboldherrer oplevede den søndag. Og hvis kræfterne i forvejen var svækkede, så blev de fuldkommen tilintetgjort i kampens minutter. De fleste spillere udtalte efterfølgende, at de var flove. Pinligt berørt over sig selv. Jeg ville sådan ønske, at vi herhjemme havde taget imod dem som sølvvindende helte. Men i stedet gik vi med den følelse, som vores folkesjæl dikterede.

Den skal vi af med. Så vi ikke bare vinder på trods – som under EM i 92. Vi skal holde op med at rive hinanden ned og i stedet bygge hinanden op, så vi kan blive vindere. Selv når vi har tabt. 

Ugens optur: Helt egoistisk var det at få lov til at låne en Lasse Spangenberg kjole til Danmarksindsamlingen men også at der kom 76 mio ind i den anledning.

Ugens nedtur: Valentines day. Jeg blev selvfølgelig vildt glad for det fine, lille hjerte, min søn havde lavet i børnehaven. Men fejringen er noget kommercielt fjolleri.

Ugens brev: Naboen flirter med min mand

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.