Jeg har en søn på 11, som har nemt ved det hele, er god til det hele med det resultat, at når noget bliver svært, gider han det ikke. For nogle år siden havde han valgt, at han gerne ville spille tennis, men sådan midt i 3. sæson, begyndte han at sløse. I takt med, at han blev dårligere, så mistede han også interessen og til sidst var det med gråd, når vi skulle af sted til træning.
”Nu fortsætter vi sæsonen ud, og hvis jeg kan se, du gør dig umage, så får du lov at stoppe”, sagde jeg til ham. Og ganske rigtigt: Ungen gjorde sig umage og blev markant bedre til at spille. ”Okay”, sagde jeg så ved sæsonens slutning, ”Det var det. Hvad kunne du tænke dig at gå til næste år?” Men han ville jo fortsætte, for nu var han lige blevet så god, mente han. I dag er han på eliteholdet og kan slet ikke få nok af sin tennis.
Man skulle tro, han havde lært af denne lille episode, men så kom han med i Tivoli Garden for halvandet år siden. Han spiller marchfløjte, som han dagligt øver sig på om end noget modvilligt, og om få dage skal han gå sin første parade gennem et julepyntet Tivoli i sin flotte uniform. Så sent som i sidste uge havde vi igen balladen, for i Garden kræves det, at man er kortklippet, og Eliot var endelig lykkedes med at få langt skater-hår. Nu mente han nok, at Tivoli Garden alligevel ikke var noget for ham, så kunne vi egentlig ikke bare stoppe, mens legen var god?
Endnu en gang måtte jeg trække voksen-kortet og sige nej. ”Nu går vi sæsonen ud, og du oplever, hvad det vil sige at gå parade. Og næste år venter en tur til udlandet med musikkorpset. Den tur skal du også opleve, og hvis du stadig ikke bryder dig om jobbet, som du trods alt selv har valgt at søge, så dropper vi det”.
Jeg kræver, at mine børn dyrker en sportsgren og spiller et instrument. Mit argument: Jeg har aldrig mødt en voksen, der kunne spille på et instrument, og som fortrød det. Og jeg har aldrig mødt en voksen, der ikke spiller et instrument, og som ikke ville ønske, at han/hun kunne spille på bare et eller andet.
For mange forældre kan det lyde som hård kost, men jeg mener rent faktisk, jeg er med til at klæde drengen på til det liv, der ligger foran ham. Naturligvis ønsker jeg, han får en masse uccesoplevelser, men der ligger også en gave i at give sine børn muligheden for fiasko. Ikke sådan at forstå, at de skal slæbes gennem en masse dårlige oplevelser, men de skal i deres opvækst mærke, at ting kan være svære, ja måske endda umulige.
Der ligger en masse erkendelse i at gennemleve en fiasko. Har vi ikke alle prøvet det? Jeg kan for min egen del sige, jeg har lagt ryg til flere af slagsen. Gaven består i at komme ud på den anden side og opleve, at alt bliver godt igen. At man kan rejse sig og være styrket. At man kan se sine svagheder i øjnene og derudaf få kræfter til at tage livtag med nye udfordringer.
Dette skal ikke forveksles med at have ambitioner på sit barns vegne. Interessen skal opstå hos barnet selv og bakkes op af forældrene, og forældrene skal være dygtige til at mærke, hvorfor interessen pludselig kan dale – om det er mangel på viljestyrke, decideret dovenskab eller måske mistrivsel. Det sidste er jo en alvorlig sag. Men vi skal guide og vejlede vores børn. Og så selvfølgelig overøse dem med kærlighed.
