Mobiltelefoner er for længst blevet hver mands eje. Jeg har været hos masaierne i Kenya, hvor høvdingen havde en, og jeg har besøgt en fattig bonde i det nordlige Ghana, som var lykkelig over at have fået en mobiltelefon, da det sparede ham for lange dagsrejser til byen, hvor han risikerede at dukke op forgæves, fordi han ikke forlods kunne træffe aftale med dem, han skulle handle med.   Og på fjernsynet har vi set hobetal af flygtninge, som stort set alle er udstyret med mobiltelefoner. Min mand rejste i den forbindelse det lavpraktiske spørgsmål: Hvor får de strøm fra? Jeg kender endnu ikke svaret.

Men vi er alle på en eller anden måde afhængige af denne mobil, fordi den er ”Quadratisch. Praktisch. Gut”! Man kan sågar betale regninger med den, gå på nettet med den, sende post med den. Tage billeder, spille spil på den, bruge den som vækkeur. Men den er farlig. Faktisk kan den ødelægge dit liv.

Jeg fik for et par uger siden et brev fra en kvinde, der var ulykkelig over sit sexliv. Hendes mand var mere interesseret i at sidde oppe om natten med sin mobiltelefon. Jeg havde mange idéer til, hvorfor manden havde udviklet dette afhængighedsforhold til sin telefon, men en vågen mandlig læser kom med en antagelse, som – tror jeg – ramte plet:

»Mit bud er, at hendes mand sidder og ser porno på sin telefon i løbet af natten. Problemet med nutidens internet-porno er, at det er super stimuli, som gør nutidens mænd mere interesseret i at se porno end at have sex med virkelige kvinder. Flere og flere unge mænd døjer faktisk med at få erektion med en partner, fordi deres hjerne er blevet kapret af porno-stimuli og kan derfor ikke få dopaminerne til at køre, når det er en virkelig pige. Det er en sørgelig udvikling, og desværre også noget mennesker griner ad, når man prøver at forklare dem det. "Porno kan umuligt være skadeligt". Men det er et kæmpe fænomen, som mange mænd døjer med, og det er først nu neuro-videnskaben er ved at få øjnene op for problemet. Manden kigger porno på sin telefon - den er 95% sikker.«

På den måde kan man godt påstå, at telefonen er blevet farlig for et forhold. Men det er ikke det eneste, der gør mobil-telefonen til parforholdets værste fjende. For hvor mange har ikke prøvet den der flirt, der qua et utal af sms’er har fået lov at vokse og fylde? Det skrevne ord sparker til fantasien, og der bliver indikeret og læst mellem linjerne. Det kan ind imellem være langt frækkere end at mødes over et glas vin. Jeg tror, mange affærer kunne have været undgået, hvis ikke de først var blevet boostet med en ordentlig dosis sms’er.

Og så er der den del, der ikke handler om noget seksuelt, men som blot stjæler opmærksomheden. Jeg kender adskillige, der lige skal tjekke Facebook, tjekke mail, forevige noget til Instagram (det sidste kan jeg ikke engang selv sige mig helt fri for). Hele tiden er der en telefon på bordet, som blinker, bipper eller brummer. Den del bliver jeg selv vildt irriteret over, hvorfor jeg har skippet push-meddelelser og slået alle former for lyde fra. Det betyder så også, at jeg er svær at ringe op, men hellere det end sådan en familie hygge dag, hvor mobilen stjæler de bedste øjeblikke.

Nuvel, jeg elsker min telefon, men jeg elsker faktisk alt det andet meget højere.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk