Den anden dag fik jeg her på BT et brev fra en mand, som – viste det sig – jeg havde leget med som barn på den gård i Nordjylland, hvor jeg holdt mine sommerferier i slutningen af 70’erne. Han kunne fortælle, at gården nu er sat til salg, idet mor Anna - konen på gården - er flyttet over i en lejlighed efter længere tids sygdom.

Jeg har siden min barndom besøgt mor Anna stort set hvert år. Hun er den gæveste kvinde, jeg har kendt, og jeg anede ikke, at hun havde været syg. ’I 64 år har jeg passet den gård. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skulle reddes. Jeg ville hellere have fået fred’, sagde Anna, da jeg straks efter ringede hende op.

Jeg blev så ked af det. Både fordi jeg til fulde forstår hende: Hvis man i 64 år har passet sit hjem og været hende, der kunne klare det hele, så må det føles som en straf, at man ikke selv kan vælge, hvordan man skal herfra. Men også ked af det, fordi der således forsvandt noget af min egen historie.

Jeg har aldrig tænkt det som en mulighed, at Anna skulle forlade gården. Det var det faste holdepunkt om sommeren: Vi skulle op til Kongsengene og spise vafler i hendes hyggelige køkken. Den begejstring, jeg følte som barn, skulle mine børn også opleve. Min historie skulle gives videre til dem, fordi den historie har bragt så meget lykke og så mange minder.

Det er denne pokkers forgængelighed. Sidst, jeg mærkede forgængeligheden gnave, var, da min farmor døde. Jeg havde ikke noget særlig nært forhold til hende, men jeg græd, da jeg fik beskeden. Græd over en epoke, som nu uomtvisteligt var borte. Med min farmor døde den sidste af mine bedsteforældre, og selvom hun ikke kunne ret meget til slut, så var hun alligevel mit vidne. Hun var den sidste, der vidste noget om min familie fra før, mine forældre blev født. Hun var den sidste, der kunne kalde sig oldemor til mine børn.

Det er jo noget underligt noget, og jeg kan godt blive lidt vred på mig selv over, at jeg begræder mit eget tab, når det i virkeligheden handler om andre menneskers død eller ulykke. Men jeg tror ikke, det er unormalt at føle en form for tab og dermed sorg, når en hjørnesten i ens selvforståelse forsvinder.

Da min mormor døde (kort tid efter min morfar), sagde min mor: ’Så er det min tur næste gang’. Vi ved jo – heldigvis – ikke, hvornår vi skal herfra, men jeg kan sagtens følge hendes ræsonnement: Nu repræsenterer hun den ældste generation i familien. Når mine forældre en dag dør, så mister jeg ikke bare to mennesker, som jeg elsker, men jeg mister også en del af mit vidnesbyrd. En tanke, jeg ikke engang kan holde ud at tænke.

Som så mange gange før på denne side leder det mig hen til en enorm forståelse for, hvorfor så mange adopterede børn (og med tiden tror jeg også børn af anonyme donorer) har brug for at finde et vidne eller et svar på: Hvorfor er jeg, som jeg er?