Jeg sidder i skrivende stund ved Afrikas guldkyst og kigger ud over vandet og op på det gamle danske fort, Christiansborg, som i dag huser den ghanesiske præsident. Martin Brygmann og jeg er her for at indspille en musikvideo, som skal være med til at sætte fokus på fairtrade. I en uge har vi derfor rejst rundt i hele Ghana og besøgt bønderne.

Forskellen på deres liv og vores er til at få øje på. Alene temperatur-forskellen siger det hele: her er næsten 50 grader varmere end i Danmark lige nu. Kunsten består da heller ikke i at udpege forskellene men i at bemærke, hvor meget vi har til fælles.

Sidste søndag var vi i kirke oppe i Nordghana, hvor to fjortenårige piger fnisede og lavede tegn til hinanden, mens præsten talte alvorligt. De to piger mindede mig fuldkommen om, hvordan jeg selv var dengang, jeg gik til konfirmationsforberedelse. Der gad jeg heller ikke høre på alvorssnak.

Ligesom alle de øvrige kvinder og børn i landsbyen havde pigerne mønstrede ar ridset ind i ansigterne. Det anses for at være smukt. Vi synes muligvis, det lyder lidt barskt at skære med barberblade i den fine unge hud, men er det ikke bare en parallel til de mange yngre, danske kvinder, der bruger botox og restylane for at gøre sig attraktive?

På denne rejse befinder vi os helt derude, hvor folk bor i små runde lerhytter med bast-tag. Altså som taget ud af en børnebog. Men mobiltelefoner har de fleste voksne. Det kan synes som en bizar prioritering af midler og behov, når man som europæer synes, de skulle sætte alle kræfter ind på at få fjernet alt det plastik skrald, der flyder i naturen. Men man er nødt til at forstå, at behovspyramiden er lidt anderledes her.

Mobilerne er ikke anskaffet for at sms'e smilies eller spille Wordfeud med hinanden. De skal gøre hverdagen lettere, så bønderne på lang sigt får mulighed for at tjene flere penge og ikke spilder en masse tid på langsommelig kommunikation. Vi er jo et sted, hvor lønnen nok er gået op fra ca. 4 kroner om dagen til 12 kroner takket være fairtrade, men hvor man jo stadig er ludfattig.

En af dagene var der fest i byen i anledning af "Weavers day", hvor man kårede årets bedste design og bedste kvalitet indenfor kurveflet (apropos modeugen, der meget snart begynder i København). Kvinderne dansede og sang og fejrede hinanden og sig selv. En lille dreng kom hen og trak sin mor i skørterne. Han ville have opmærksomhed men blev kærligt puffet væk. Nu ville mor egentlig godt have lov at give den gas med sine kollegaer. Det lyder da meget bekendt, gør det ikke?

Kort sagt: I de små hverdagssituationer er der masser af lighedspunkter mellem dem og os. For lidt mere end tre hundrede år siden kom min oldemor hertil, hun havde giftet sig med den danske guvernør og flyttede derfor ind på Christiansborg.

Den gang virkede alting med garanti endnu mere anderledes end nu, men jeg sidder alligevel og spekulerer på, om hun trods alt ikke fik øje på nogle ligheder.