Foto: Nikolai Linares

Jeg har boet i Sverige i nu 14 år. Der er meget godt at sige om dette land. Jeg holder meget af deres ordentlighed, deres høflige facon, regelrethed når det gælder bilkørsel og den lidt gammeldags tilgang til skolen, hvor læreren faktisk er en autoritet. Jeg synes ofte, jeg støder på ting, som vi burde kunne kopiere i Danmark. F.eks. skolemaden så man slipper for at smøre madpakker. De høje sociale ydelser, så flere ville gå en værdig pension i møde. Beskatningen af provenuet ved et boligsalg i stedet for ejendomsskat, som efter min bedste overbevisning både ville være mere fair og mere indbringende for samfundet.

Jo, der er meget godt at sige om Sverige. Men lige pt synes det, som om Sverige har tabt sutten. Desværre er jeg ikke overrasket men sidder mere og tænker: Hvad sagde jeg!?

For præcis et år siden bragte jeg her min siden så berygtede ”neger-artikel”, som havde til hensigt at rejse spørgsmålet: Er politisk korrekthed ved at spænde ben for muligheden for dialog? Skældsord og debatter, samt roser og gode pointer flød i slipstrømmen af artiklen. Men den mest markante og insisterende stemme var min nabos. Altså ham i Sverige. Stædigt blev han ved på Facebook at bede mig fjerne artiklen, alt imens jeg undrede mig, hvorfor han ikke bare gik de ti skridt over vejen og sagde: Hey…!

Det lærte mig en trist ting om det land, jeg bor i. Et ”demokratur”, hvor folk dikteres til at være enige. Udadtil. Indadtil forbistres mange nemlig. Over at institutioner ikke længere må flage med svensk flag på nationaldagen (det anses for nationalistisk), at man forsøger at gøre piger og drenge ens (fordi kønnet er ligegyldigt), at man først slår ud med armene og siger: ”Vi åbner vore hjerter” – hvorpå man lukker grænserne.

Men ingen siger noget. De fleste er lige så tavse som den politiledelse, der hemmeligholdt masseovergreb på kvinder i Stockholm sidste sommer fortrinsvis begået af afghanske flygtninge – formodentlig fordi man ikke ville virke racistisk. Herovre er folk tavse hele vejen hen til stemmeurnen, hvor Sverigesdemokraterne (som minder om danske DF) ved sidste valg fik 13% af stemmerne og nu står til næsten 30% i meningsmålingerne.

”Hvem er I?” spørger mange svenskere hinanden på de sociale medier. Et spørgsmål, som virker ret overflødigt. I stedet kunne man få lyst til at holde et spejl op og spørge: Hvem er I andre? For hvordan kan man fastholde en så blind kurs, som man har gjort indtil videre? Hvordan kan man under dække af at være “et ordentligt menneske" nægte dialog med nogen, der har en anden mening og så forvente, at modparten bare slår hælene sammen?

For lige at sætte trumf på vanviddet herovre, så kommer her en personlig historie: Min søn fik for to uger siden en indberetning i skolen. Jeg modtog en mail fra hans lærer, der nægtede at genfortælle, hvad min søn havde sagt men blot meddelte, at man ikke vil acceptere den form for adfærd i Sverige.
Det handlede så om, at han havde omtalt eskimoer i et skoleprojekt. Han fik at vide, at eskimo var et meget racistisk ord på linje med neger, som ”betyder slave”. Min søn, som blev forurettet tog så hul på den gamle diskussion om, at neger  faktisk stammer fra ordet negro…altså sort…og ikke betyder slave i henhold til etymologien. Dermed fik han såret en sort skolekammerat.

Hjemme måtte jeg tale dunder til ham og sige, at det ikke er en diskussion, han skal gå ind i, når han ved, hvordan den slags opfattes i Sverige. Og da slet ikke, når der står en sort dreng ved siden af. Det er både dumt og uempatisk. Jeg følte mig til gengæld kaldet til at skrive til skolen, at jeg ikke kender nogen danskere, der ville opfatte ordet eskimo som racistisk, men at jeg da imødeså en liste over ord, som ligeledes var forbudte i Sverige, så vi havde en rettesnor. Jeg må faktisk sige, at jeg så frem til at høre skolen svar.
Det kom så. Der stod bare: ”Du har sikkert ret!”
De måtte næsten hellere have svaret mig med et ærligt ”hold kæft”.

Har du et spørgsmål til Annette?

Skriv til Heick@bt.dk

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook