I 1986 flyttede mine forældre og jeg fra Skovlunde på den københavnske vestegn til det nordsjællandske Holte. Det var i midten af 8. klasse, og jeg plejer at sige, at skiftet var som at flytte fra Uganda til Los Angeles. Jeg havde nu nogle meget lykkelige år i Skovlunde og var glad for min skole, men set i bakspejlet er der nogle ting, som jeg må ryste på hovedet af.
I Skovlunde kunne man efter skoletid gå på klub eller værksted på noget, der hed Lautrupgård. Og i metalværkstedet lavede drengene f.eks. kastestjerner, som de så kunne tyre op på tavlen i klasselokalet (ja, du læste rigtigt), hvilket selvfølgelig efterlod kæmpestore huller. Det mødte vi andre med et skuldertræk eller et høhø, for det var vi jo så vant til.
Det er mit gæt, men jeg ved det ikke, at man valgte at lukke skolen nogle år senere pga den høje grad af kriminalitet. Lærerne var elskværdige, selvom vi også på den front havde et par oplevelser, som langt overskrider noget, jeg nogensinde har hørt om – herunder magtmisbrug og en vikar på udgangstilladelse. Men jeg var glad for skolen og satte ikke spørgsmålstegn ved det, jeg oplevede.
Ikke før jeg jo altså i midten af 8. flyttede til et helt andet og meget ressourcestærkt område. Hvor jeg i Skovlunde blev opfattet som en af ”de fine”, fordi vi boede i hus og ikke i lejlighed, blev jeg i Holte modtaget med skepsis. Min familie og jeg var ”nye penge”, stonewash, pop-trash og dårlig permanent uden akademisk baggrund. Jeg var selvfølgelig også fuld af løgn, for ”der findes da ikke skoler i Danmark, hvor eleverne går med våben”. Næh, det havde de aldrig hørt om i Holte.
Og ikke nok med det: Jeg var omkring 2 års pensum bagud i alle fag. Jeg gik altså fra at være nr. 1 i min klasse til at ligge godt under middel, hvorfor jeg modtog ekstraundervisning i dansk, matematik, engelsk, geografi og tysk i et helt år frem. Det var nødvendigt, hvis jeg skulle gøre mig noget som helst håb om at komme i gymnasiet. Det lykkedes. Ikke uden kamp og ikke uden indsats fra både lærere og mine forældre.
Med det vil jeg sige, at folkeskoleniveauet er så utroligt svingende fra sted til sted. Når vi omtaler folkeskolen negativt, så er det, fordi der visse steder er meget store problemer, som overskygger alt det gode, der også er. Problemerne forgrener sig langt ind i det miljø, der omgiver skolen: Social status (det gælder også i de ressourcestærke områder), tosprogethed, manglende opbakning fra hjemmet, og et fravær af enhver form for ansvar eller tillid til de unge. Det er ikke nemt at lede sådan en skole, og jeg tvivler på, at nogen reform virker der.
Jeg vil nu hverken tale for eller imod den nye reform, for jeg kender den ikke godt nok. Men jeg glæder mig over, at der i disse dage tages tilløb til et holdningsskift, hvor man taler om, at opdragelse er noget, der hører til i hjemmet, og hvor respekt for lærerne kan komme tilbage på skemaet. Det er værd at huske på, at når vi taler dårligt om folkeskolen (og det gør vi hele tiden), så er vi med til at give vores børn et indtryk af, at folkeskolen er for tabere. Og det er bare ikke fair.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
