Noget af det mest uhyggelige, jeg har set på TV, var den udsendelse, DR viste første afsnit af i denne uge.
Børn under jorden, hed den, og den handlede om Lisbeth, der efter en skilsmisse ville gøre alt for at adskille sine børn fra deres far. Hun var sådan en, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. Jeg kan kun sammenligne det med de psykologiske thrillers, hvor man til slut har forskanset med den, man stolede på, for så at opdage, at det faktisk er ham, der er morderen. Programmet på DR er imidlertid ikke fiktion. Det er virkelighed.
Jeg kender et par, som er fraskilt, og som vitterligt er bedste venner. De kan ikke finde ud af at leve sammen, men de har et fælles barn, som de gør sig umage for at tilgodese. Der er ikke noget, der hedder 5-7 ordning eller hver anden weekend. Den, der har bedst tid, afleverer og henter. Det kan godt betyde, at far kører hjemmefra klokken 7 for at køre over til mor og bringe den lille i skole.
Mor og far kan også finde ud af at spise sammen. At putte drengen sammen. At holde mærkedage sammen. At tage på weekendture sammen. De elsker hinanden på mange måder, men de har ikke længere nogen seksuel tiltrækning, og de drømmer ikke om et liv sammen. Nogen synes, det er mærkeligt. Særligt har det været svært for nye partnere helt at forstå den nære relation. Jeg synes, det er fantastisk og forbilledligt. Jeg ser en familie, der fungerer på trods af skilsmissen.
Så kender jeg også en fyr, der for få måneder siden lod sig skille. Nu flytter han sammen med en ny dame. Han vil gerne give indtryk af, at hun ikke havde noget med bruddet at gøre, selvom enhver idiot kan se, at deres forhold har stået på meget længere, end han vil medgive. Og hør her: Der kan have været mange problemer i hans parforhold inden. Og hende den nye kan være alle tiders søde pige. Men…jeg kan simpelthen ikke se for mig, at det er en god idé, at han nu flytter sammen med damen. For jeg tror ikke på, at hans børn allerede nu efter få måneder synes, det er superduper at skulle indgå i en storfamilie, hvor de og tre nye søskende skal dele to værelser. Jeg sidder og tænker: Hvorfor dette hastværk?
Alle, der er faste læsere af denne klumme, ved, at jeg er ægteskabets helt store fortaler. Men jeg bilder mig ikke ind, at ægteskabet som institution ikke er udfordret. Der er mange ting, som er ændret, siden mine forældre i 1968 sagde ja til hinanden. I dag har både kvinder og mænd et krævende arbejdsliv. Konkurrencen på arbejdsmarkedet er langt hårdere og forventningerne tårnhøje. Børnene kommer i en senere alder, og den dag, de begynder at blive mere selvstændige, står to voksne mennesker og kigger på hinanden og kan knapt kende hinanden eller for den sags skyld sig selv. Ork jo. Der er skam masser af grunde til, at halvdelen af alle ægteskaber går til grunde. Og står det ikke til at redde, så kan det ikke nytte med fordømmelse.
Men…for der er et men… Tingene kan foregå på mange måder, og desværre er der en overvejende tendens til, at skilsmisser ryger helt af sporet. Jeg ser så mange voksne mennesker, der pludselig ter sig helt idiotisk. Hvor fornuften er parkeret i kælderen, og hvor alle kærlige følelser erstattes af sort/hvide forestillinger om den anden. Nuancerne forsvinder, og fokus bliver pludselig mig mig mig. Øv, hvor er det ærgerligt. Tænk hvis lidt flere tillod sig selv at være nysgerrige på tvivlen og dykke ned i den.
Jeg svarede i sidste uge en læser, som selv var fraskilt og sammen med en ligeledes fraskilt mand, som hun syntes, havde lidt for varme følelser for sin eks. Det faldt et par læsere for brystet, at jeg tillod mig at se sagen fra hans side også. Men han passede fuldstændig på det eksemplariske par, som jeg beskrev i begyndelsen af denne artikel. Jeg bad brevskriveren give det et ekstra forsøg – at turde rumme ham, så han både kunne være en god far, en god eksmand og en god kæreste. Når så mange ægteskaber går i stykker, så vil der også være så mange desto flere, der indgår i nye forhold og kommer med en fortid, som den anden skal forholde sig til. Lad os ikke besværliggøre de nye parforhold ved at sætte stramme regler op. Jeg tror på, at tillid er vejen frem.
Jeg siger ikke, det er nemt. Men kærligheden er jo en af de få ting, der bliver større, for hver gang den bliver delt.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
