Nu skal jeg fortælle en historie fra virkeligheden, som gør, at man indimellem tænker på, hvorfor nogle mennesker får børn. Jeg har fulgt historien tæt i alle årene og kender derfor nogle af de hjerteskærende detaljer, men jeg tror, de fleste vil forstå, hvorfor jeg vælger at holde navnene hemmelige.
For ca. tolv år siden blev en yngre mand alene med tre børn på henholdsvis et, to og tre år. Moderen til børnene var gået fra ham og dukkede i første omgang ikke op i skifteretten, da hun 'kraftedme ikke gad have de lorteunger', som hun så smukt sagde det. Så i en del år havde disse tre børn ikke kontakt med deres mor. I den periode fandt hun i øvrigt en ny mand og fik tre nye børn.
Den unge far havde sit at se til. Det var ikke nemt at passe et job, og flere gange blev han selv syg. Børnene fik en aflastningsfamilie og kom på specialskole. Der var en del mislykkede tilløb til, at moderen igen skulle på banen. Behøver jeg næsten sige, at det resulterede i flere svigt.
Der var de mange gange, børnene blev leveret tilbage samme dag, som de var afleveret hos moderen. Der var de gange, hvor hun med fuldt overlæg valgte at udstille, at hendes nye børn var mere elsket – det skete i form af gaver og kærtegn for næsen af ungerne fra første ægteskab. Der var de gange, hvor hun valgte at favorisere et af sine ældste børn ved at købe dyrt tøj til ham, men ikke til de to andre. Der var de gange, hvor hun valgte kun at fejre den ene af de to drenge, som havde fødselsdag samme dag (!) – men hvor hun dog var ond nok til at invitere den anden til at kigge på. Der var de gange, hvor hun brugte et af sine ældste børn til at tage sig af de små om natten, så hun selv kunne sove.
Eksemplerne er talrige, og konsekvensen af den svigtende omsorg har vist sig alt for tydeligt. Den yngste af de tre viser tegn på psykiske mén, der rækker ud over, hvad man kan betegne som urolig eller utilpasset. Den dengang unge far har klaret sig gennem drengenes barndom – hele tiden på randen af sammenbrud. Nu ser det – endelig – ud til, at lykken smiler til ham. Han har fundet en kvinde, som har det o.k. med, at der er tre børn fra et tidligere forhold. Og nu skal de to giftes.
Men moderen til børnene næres ved andres sorg og ulykke, og nu har hun afsløret over for faderen, at den yngste slet ikke er hans. Og beviset er fældende. Men det værste er, at moderen nu også truer med at afsløre sandheden over for knægten, hvis hans 'far' vælger at gifte sig igen. Vi taler altså om, at en dreng med svære psykiske skader som resultat af omsorgssvigt nu skal kastes ud i en identitetskrise af de helt alvorlige – hvis hans mor vel at mærke vælger det.
Jeg kan simpelthen ikke finde ord for, hvad jeg mener om sådan en kvinde. Hendes iskolde luner får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hun har givetvis selv haft en svær barndom, men det er vel ingen undskyldning for at udsætte sine egne børn for sådan et forløb.
Allerede dengang hun fik sit tredje barn, talte vi om, at visse kvinder burde tvangssteriliseres. Det er noget forfærdeligt noget at sige, og det er heller ikke nogen foranstaltning, der nogensinde vil blive lovliggjort i et ordentligt land som Danmark. Men I guder hvor er det svært at sidde og se til og vide, at man intet kan stille op. Ikke udover at vise drengene al den tillid og kærlighed, som de rettelig burde have haft fra deres mor.
brev_tag_annette
