'Kom lad os brokke os. Det er jo det, vi har det bedst med'. Sådan sang TV2 om os danskere, og jeg har ofte tænkt, at der er noget om snakken. Ikke mindst når jeg har været ude at rejse i nogle af verdens fattigste lande. Det er jo ikke fordi, jeg selv går rundt i et evigt højt humør og bare er super tilfreds med det hele. Men mine problemer kan godt synes ret små, når man stifter bekendtskab med sådan en mand, som jeg mødte i sidste uge.

Han var ud af en fornem familie, der handlede heste og havde en stor farm i det nordlige Afghanistan. En dag kom Taleban kørende ind på gårdspladsen og bad om at få hans søster med sig. Dengang var de begge teenagere, og faderen svarede bestemt nej. Derpå skød de fremmede den unge søster. Foran øjnene på far og bror.

Ikke længe efter blev resten af familien hentet og bragt til en fangelejr, som de først slap ud af 12 år senere. Samme dag som den udmarvede familie vendte tilbage til deres farm, kom talebanerne kørende ind på gårdspladsen og skød faderen. Derpå flygtede denne mand, som nu er i Danmark efter en strabadserende og dødsensfarlig tur. Han ønsker ikke at vende hjem. Og det forstår jeg ærligt talt godt.

Jeg synes, man bliver meget ydmyg, når man hører sådan en fyrs historie. Tænk på, at han aldrig... ALDRIG vil kunne blive rigtigt lykkelig. Han har, hvad der svarer til en livsvarig, smertefuld og uhelbredelig sygdom. Man får lyst til at holde om ham og trøste ham, men hey...hvad skulle det dog hjælpe? Jeg ved også godt, man ikke kan sammenligne sig med ham.

En af mine gode veninder er sygeplejerske. Hun har ind imellem vagt på skadestuen, og på et tidspunkt sagde hun til mig: Ham, der har mistet sin tommelfinger, synes, han har betalt en høj pris. Til ham kan man ikke sige: Du skal bare være glad for, at du ikke mistede hele armen. Og til ham, der mistede hele armen, skal man ikke sige: vær nu bare glad for, du ikke mistede begge arme.

Vi har hver især vores problemer at slås med, og for den individuelle kan det føles som verdens største problem. Men jeg synes nu alligevel, det er vigtigt at huske på ikke at gøre hver en lille sten på vejen til et emne, man absolut skal brokke sig over.

Senest har vi haft diskussionen om fattigdom i Danmark og en uheldig Karina-sag, der fik dæmmet op for, at fattigdommen måske ikke er helt så udbredt som nogle gerne vil give indtryk af. Men på den anden side kan det ikke nytte, at vi sammenligner en fattig dansker med en fattig somalier, for i det tilfælde vil enhver dansker jo fremstå som stenrig. Vi er nødt til at se på, hvilken social balance der er forventelig, når vi har et samfund her i Danmark, der bygger på demokrati og giver nogle helt andre muligheder end i tredje verdenslande. Jeg håber trods alt, at den diskussion vil blive mere seriøs i dette nye år, så ikke også den bare ender som dansk brokkeri.

brev_tag_annette